MindTalk - Selvværdsworkshop for børn og unge

Lavt selvværd, mistrivsel og et unaturligt forhold til krop, kost og motion er et stort problem hos børn og unge. De bliver dagligt bombarderet med mediernes fremstilling af det perfekte ydre. Samtidig stiller de ofte høje krav til egne præstationer.

MindTalk-logo

MindTalk er en forebyggende og oplysende indsats og henvender sig til folkeskolens 4.-10. klasse, ungdomsuddannelser og produktionsskoler. Vi kommer også gerne ud til andre grupper af børn og unge i alderen ca. 9-25 år. Det kan fx være efterskoler, ungdomsskoler, sportsklubber m.fl.

Indholdet af MindTalk tilpasses det enkelte klasse- eller alderstrin og findes i forskellige formater. Workshoppen er både hensigtsmæssig i klasser eller grupper, hvor ingen har været berørt af spiseforstyrrelser og selvskade og klasser, hvor én eller flere er/har været berørt. 

Formålet med MindTalk er at hjælpe børn og unge med at opbygge et positivt selvværd ved at forstå og forholde sig til sig selv og hinanden – i særlig grad til deres krop, tanker og idealer. Ved at give børn og unge redskaber til at styrke eget og andres selvværd, styrkes den mentale sundhed, og der forebygges ift. mistrivsel og psykisk sårbarhed. Workshoppen skaber refleksion og debat hos børn og unge, som kan nedbryde medieskabte idealer og give dem et sprog, så de bedre kan udtrykke deres følelser og hjælpe hinanden samt forhindre, at de udvikler et skadeligt billede af, hvad der er naturligt, sundt og sejt.

Hvorfor er der brug for en selvværdsworkshop?

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade har med støtte fra Det Obelske Familiefond udviklet MindTalk, fordi børn og unges mentale sundhed ofte er en faktor, der bliver overset. Vi ved, at et godt selvværd samt italesættelse af samfundets krav, idealer og normer, ikke kun er vigtige faktorer i forebyggelsen af spiseforstyrrelser og selvskade, men også i forhold til mobning og trivsel generelt. Mental sundhed har ligeledes stor betydning for indlæringen, og undersøgelser viser desuden, at dårlig mental sundhed i barndommen ofte fortsætter ind i voksenlivet.

Derfor er MindTalk også helt i tråd med opfyldelse af folkeskolereformens nationale mål om, at elevernes trivsel skal øges. Workshoppen arbejder desuden med Fælles Mål i bl.a. sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, dansk og samfundsfag.

Hvem kan bestille MindTalk?

Alle folkeskoler, efterskoler, ungdomsuddannelser, produktionsskoler, fritids- eller sportsklubber eller lignende, der har børn og unge i alderen 9-25 år. Vi har desuden god erfaring med at afholde workshoppen for elever på STU.

Workshoppen afholdes optimalt klasse-/gruppevis, og er for maximalt 35 elever. Der kan afholdes flere workshops samtidig, såfremt der kan findes nok undervisere på den ønskede dato, og at skolen har faciliteter til det. Vi har uddannede MindTalk-undervisere i hele i hele landet, som tager ud på skoler og lignende og afholder workshoppen.

Er du interesseret i at bestille en MindTalk til din klasse, så kan du kontakte Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade' kursusafdeling på mindtalk@spiseforstyrrelse.dk