Anna begyndte at skade sig selv som 16-årig

13-12-2018

Jeg hedder Anna og er 19 år. Som 16-årig begyndte jeg at skade mig selv, og det var der flere grunde til. Jeg havde haft problemer med mine lunger og mit hjerte, siden jeg gik i 9. klasse, men undersøgelserne viste ingenting.

Min læge anbefalede, at jeg tog en test for angst og depression, og jeg scorede ret højt på begge dele. Resultaterne passede godt med, hvordan jeg havde det, for inden i mig var alt kaos og uden for kontrol.

Da jeg begyndte på et stort gymnasium efter at have gået på en mindre skole, blev det for meget for mig, og jeg begyndte at skade mig selv. Jeg startede derfor hos en psykolog.

At starte i 1. g. var hårdt, selvom jeg fik mange venner, men selve skolen var hård for mig, for jeg blev hurtigt stresset og kunne ikke overskue det. Alene det at være sammen med så mange mennesker var svært.

Jeg havde svært ved at koncentrere mig om at lave lektier og afleveringer, og det blev hurtigt en ond cirkel. På dage, hvor det var særligt svært for mig, blev jeg hjemme, eller tog hjem, før skoledagen var slut.

Selvskaden, der bestod i cutting, startede med, at jeg så andre gøre det på nettet, og det inspirerede mig desværre, for de fortalte, at det hjalp. Så det skulle jeg jo også prøve, for jeg kunne styre det, troede jeg.

Jeg gjorde det, når jeg var alene hjemme. Det gav mig ro, fordi jeg kunne fokusere på noget helt konkret. Det tømte mit hoved for tanker, og verden uden for badeværelset eksisterede ikke.

Når jeg var færdig, blev jeg overvældet af skam og var sikker på, at jeg aldrig ville gøre det igen. Jeg var så bange for, at nogen skulle finde ud af det. Derfor tænkte jeg fx meget over mit tøjvalg, og hvordan jeg skulle forklare det store svind i plastre til mine forældre.

I behandling
I 1. g., da jeg begyndte hos psykolog, fortalte jeg hende om selvskaden, hvortil hun udbrød: ”Jeg skal tale med din mor!” Inden havde jeg sikret mig, at hun havde tavshedspligt, så jeg oplevede det som et tillidsbrud, begyndte at græde og fik hende overbevist om ikke at sige det videre.

I stedet blev løsningen, at min mor kom med til en samtale, hvor psykologen sikrede sig, at mine forhold hjemme var i orden. Og det var de, for jeg kommer fra en velfungerende familie.

Jeg stoppede hos psykologen og begyndte i stedet på et privathospital, hvor de var rigtig gode til at tale med mig og give mig redskaber til at arbejde med mig selv. De lærte mig blandt andet, at det var OK at give mig selv lov til at have det sjovt – fx at gå i biografen, spise is og andre hyggelige ting, når jeg ikke kunne være i skole.

De lærte mig at tænke, at ”hvor var det godt, at jeg gik i biografen i dag” i stedet for ”hvor var det dumt af mig ikke at gå i skole i dag.” På den måde sparede jeg mig selv for en masse skyld og skam og fik det bedste ud af situationen. De aftalte også med gymnasiet, at jeg skulle have reduceret skolegang i 2.g., og det tog presset fra mig.

Det var en gave at lære, at selvom jeg havde det svært, havde jeg stadig fortjent at have det godt. Det gjorde, at dagene blev lidt bedre, fordi jeg hyggede om mig selv. Jeg begyndte at lege med Lego og fandt mine gamle Polly Pocket frem fra gemmerne. At få lov at være lille igen var en måde at give mig selv omsorg på.

Min mors sorg blev vendepunktet
Jeg var bange for, at mine forældre skulle finde ud af, at jeg skadede mig selv, fordi jeg ikke ville gøre dem kede af det og få dem til at føle skyld. Men til sidst regnede min mor det ud. Det er svært altid at skjule sine ar, og forklaringer som ”jeg rev mig på et søm”, eller ”katten rev mig” blev ikke ved med at holde.

Hun blev frygtelig ked af det. Det var det mest forfærdelige øjeblik i mit liv. Hun ville simpelthen gøre alt for, at jeg skulle stoppe. Vi havde i alt to samtaler om min selvskade, begge i 2. g.: Den første, hvor hun lige havde fundet ud af det, og den anden, hvor jeg besluttede at stoppe, for jeg kunne ikke holde ud at se hende så ked af det. Så det blev vendepunktet for mig.

Efter at have besluttet at stoppe med at skade mig selv måtte jeg sætte noget andet i stedet. Så når det hele blev for meget, og jeg kunne mærke trangen til selvskade, begyndte jeg at træne triatlon.

Svømning er som meditation for mig, for i vandet har jeg kun fokus på min krops bevægelser og mit åndedræt. Det er det eneste, der eksisterer, og det giver mig en pause fra verden lige som selvskaden gjorde.

På min 18-års fødselsdag gav jeg mig selv en tatovering: Et semikolon, der symboliserer, at jeg er på den anden side. Når jeg ser på den, hjælper det mig med at holde fast i beslutningen om aldrig at skade mig selv igen.

Spørger folk til min tatovering, fortæller jeg dem, hvad den symboliserer. Jeg vil gerne være åben, for det var lukkethed, der i første omgang skabte situationen og gjorde, at jeg begyndte at skade mig selv.

Selvskaden kan stadig friste

Selvskaden kan stadig friste, når jeg ligger i min seng om aftenen. Det begynder som en summen i benet, som det gjorde før i tiden, lige inden jeg skadede mig selv. Jeg føler mig som en ædru alkoholiker, der skal tage sig selv i nakken for ikke at falde i. Hver gang skal jeg træffe en bevidst beslutning om at lade være.

Så ligger jeg helt stille, uden at røre mig, og fokuserer på, at lige om lidt falder jeg i søvn, og hvorfor jeg stoppede. Og så tænker jeg på min mor. Nogle gange hører jeg også lydbog for at distrahere mig selv.

Skader du dig selv?
Jeg ved, det er et stort skridt, men det er vigtigt at tale om det, lige som det er vigtigt at finde årsagen til selvskaden. Hvad er det, der gør, at du har det dårligt?

I mit tilfælde har ingen vist vrede, skældt ud eller været skuffede over mig. Det, tror jeg, er vigtigt, når man skal stoppe med at skade sig selv. Hvis jeg havde mødt de følelser, særligt hos mine forældre, ville det have trigget trangen til selvskade endnu mere.

Så er du pårørende, må du for alt i verden bevare roen og ikke skælde ud. Men det er OK at blive ked af det. Sådan var det hjemme hos mig, og det gav mig plads til bare at være Anna. Jeg har ikke haft nogen tilbagefald, siden jeg for lidt mere end et år siden skadede mig selv for sidste gang.

Af Anna Lund

Tilbage