Jul med en spiseforstyrrelse

21-12-2018

Okay, jul… Pulsen stiger – bare ved ordet. Hvordan kan det være, tænker du? Jo, udover al den ”normale” stress med gaver, pynt, julebag og den slags, så lider jeg af en spiseforstyrrelse.

Julen består primært for mig af kærlighed til mine nærmeste og sådan har det altid været. Men, så kommer vi til maddelen. Den del, der har isoleret mig de sidste mange år.

Jeg kan ikke forklare hvad det er. Hvert år får jeg besked om, at jeg ikke skal bekymre mig. Jeg må hjertens gerne tage min egen mad med, hvis jeg vil. Min familie åbner simpelthen alle muligheder for at jeg kan tage med og hygge mig. Men, jeg kan ikke. Hvad er det jeg er så bange for? Jeg er bange for at blive kigget skævt til. Jeg er bange for at være den, som folk er overbærende med. Jeg vil ikke have medlidenhed – jeg vil bare være rask og ligeglad med om jeg spiser flæskesteg eller om jeg sidder og roder i en salat jeg egentlig ikke har lyst til.

Det er et eller andet sted lidt fascinerende hvad en spiseforstyrrelse egentlig kan formå at ødelægge. Normalt, så ville jeg tænke – ”nå ja, men så tager du bare din families råd og tager en madpakke med så du kan have ro på madfronten”, men altså, det er jo langt mere end bare maden. Dårligt selvværd og selvtillid udgør, oveni hatten, at jeg hvert år formår at melde helt pas.
Jeg kan simpelthen ikke overskue det og ser hellere mig selv alene juleaften, end sammen med min skønne familie. Jeg forstår det ikke.

I år, der skal jeg ”heldigvis” arbejde d. 25. december kl. 08.00, så af den årsag, så har jeg en grund til at melde fra. Alligevel, så føler jeg, at jeg er julens sorte får. Jeg ville faktisk inderligt ønske, at jeg sad med følelsen af, at det er det helt forkerte at holde jul alene, men det gør jeg ikke. Jeg føler mig på sin vis befriet og desværre, så ligger det mig efterhånden helt naturligt at melde fra.
De fleste jeg støder på, hvor jeg fortæller om min jul alene – de møder mig med en kæmpe medlidenhed og nærmest med våde øjne. Det er jo helt naturligt at vi som mennesker ønsker at holde julen i familien og i kærlighedens tegn.

Det jeg prøver at komme frem til, det er, at jeg ikke længere vil gå og skamme mig over min holdning til julen – der kommer et utal endnu og jeg ved, at min tid nok skal komme.
Jeg tror generelt at en spiseforstyrrelse kan gøre et individ konsekvent usikker på alt hvad der hedder sociale sammenhæng.

Alt socialt indeholder generelt, for os danskere, stort set altid mad og alkohol. To fjender i en spiseforstyrret verden, vil jeg nok påstå. Mad og alkohol er generelt et samlingspunkt og det kan være svært at være med, når man konstant døjer med tanker omkring dette. JEG mener, at vi (os ”syge”) ikke skal have dårlig samvittighed – vi skal acceptere, at det er svært.
Vi skal acceptere at vi siger ”nej”, at vi takker ”ellers tak” og at vi pænt bøjer os i støvet og bliver hjemme. Vi skal knuselske at vi hører os selv. Det er så vigtigt!

Mit største juleønske i år, det er at vi alle har en god jul – om det er alene, med familien, med sviger-mekanikken, med børn, eller med noget helt fjerde. Vi har alle fortjent at blive hørt i vores behov.

Af Emilie Alm Rasmussen

Tilbage