Ensomheden er den værste fjende

Ensomheden er den værste fjende skriver Linda V. Lind på sin blog. Linda har savnet en historie, som hun kan spejle sig i, og derfor har hun sendt denne historie til os. For som hun siger: "Jeg kan ikke så godt gå at savne historier at spejle mig i, hvis jeg ikke er villig til at dele selv." Derfor får du her Lindas historie.

04-12-2017

Ensomheden er den værste fjende
I går havde jeg en lille sejr. Jeg var i stand til at stoppe mig selv fra at spise en overflødig portion til aftensmaden. Det er ikke tit, det sker. At være i stand til at sige nej til mad. Selv lige nu, mens jeg skriver, kredser mine tanker om noget at putte i munden. Det er derfor, jeg har lakridspastiller liggende. De skulle gerne hjælpe med at fravælge chokolade og kage i løbet af dagen. Og nogle gange lykkes det også.

Jeg er 39 år, nyligt diagnosticeret med Aspergers Syndrom, stress og depression, og har gennem mange år haft et sygeligt syn på mad og på min egen krop. Det lader til at det ikke er usædvanligt for piger med Aspergers at have en spiseforstyrrelse oveni. Derudover har selvskade været en del af mit liv siden jeg var 6 år gammel.

Jeg startede som anorektiker. Jeg havde skemaer og grafer med kalorieindtag og vejede mig 4-5 gange om dagen. Min gymnasielærer hjalp mig ud af krisen og jeg troede det var dét, for ingen fortalte mig andet. Indtil jeg igen havnede i anoreksiens kløer. Og kæmpede mig ud af dem igen. Jeg søgte ikke hjælp, for jeg syntes det var for pinligt. Og jeg havde ikke lyst til at dø, så jeg sultede mig selv til et vist punkt og så kæmpede jeg for at genvinde kiloene. Men uanset hvad jeg vejede, var min krop forkert, jeg var forkert.

Min tid som BED’er startede med trøstespisning under en stresssygdom, som udviklede sig til at jeg simpelthen ikke kunne kontrollere mit indtag. Jeg kunne meget aktivt fortælle mig selv at nok var nok, men pludselig stod jeg alligevel med en kage i hånden. Og jeg spiste den ikke. Jeg slugte den, som om jeg ikke havde spist i en uge.

I dag er jeg en blanding, det der også kaldes atypisk spiseforstyrrelse. Udtrykket er BED, overspisning, men jeg tænker som anorektiker. Har skyldfølelse over hver eneste kalorie, jeg indtager, kontrollerer faktisk også kalorier på alt, der kommer i kurven, når jeg handler. Jeg kan stå længe foran spejlet og studere de ting, jeg er utilfreds med.

Jeg er bange for at gå på slankekur, for jeg er bange for at det tager overhånd. Jeg er bange for at spise for meget for længe, fordi dét også tager overhånd og kan blive livstruende.

Man kan ikke se på mig at jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg fortæller sjældent om den, fordi jeg så skal til at forklare, hvorfor jeg spiser. For folk tror at spiseforstyrrelse handler om at sulte eller stikke en finger i halsen. For mig handler det om, hvad der foregår på tankeplan. Det handler om at uanset hvad jeg gør i forhold til mad, er det ikke godt nok. Det er altid forkert, det jeg gør. Det handler om at hver eneste vågne time, er mine tanker beskæftiget med mad og med hvordan jeg ser ud og med at jeg skal blive bedre til at styre mig. Det handler om at se på andre mennesker og misunde dem deres ubekymrede adfærd omkring mad og deres evne til at sige stop.

Men det værste er ensomheden. For når andre som mig ikke er synlige eller ”anerkendte”, bliver ensomheden den, der bekræfter og understreger at jeg er forkert. At jeg ikke er okay. At det bare er mig, der skal tage mig sammen. Så det prøver jeg på. Og svinger som et pendul mellem to yderpunkter på skalaen; anoreksi og BED. Ensomheden er den værste fjende.

Du kan følge Linda på hendes blog, som du finder her.

Tilbage