At vende magtesløshed til stædighed

Emilie har skrevet en historie til os, som vi her bringer uredigeret:
"Dette kommende afsnit er skrevet i en turbulent tid. Har skrevet på det i rigtig mange måneder - så se det hele som en udvikling, hvor rodet det end må være. Det er mit liv og er det mest ærlige indslag jeg har skrevet til dags dato. Det går fra spiseforstyrret til Borderline - velkommen."

21-11-2018

Mit navn er stadig Emilie. Min alder har ændret sig – jeg er 25 år gammel nu, bor stadig i København og jeg har fortsat en spiseforstyrrelse. En ting der er uendeligt svær for mig at erkende, men ikke desto mindre, så er det et faktum. Det er nok endda en sygdom jeg aldrig kan ligge hundrede procent bag mig, men det har jeg accepteret.

Lige nu, der kæmper jeg, som mange andre spiseforstyrrede, for at få et indblik i en ‘normal’ hverdag, hvor kost ikke skal styre dagens program. “Du har ikke taget det på, som du skulle – så vi er desværre nødt til at afslutte dig” – sådan lød en opgivende besked da jeg i marts 2017 blev afsluttet fra Døgnafsnittet for spiseforstyrrelser i Ballerup. Jeg havde nået dét, som hele det spiseforstyrrede system ‘kræver’ – jeg havde nået min målvægt og alt gik, på papiret, som det skulle.

Hvad de ikke vidste var, at jeg var mere syg end nogensinde før.

Min målvægt, den de sætter for mig, den er højere end mit hoved kan kapere. Der har jeg aldrig været og der kommer jeg ikke til at få det godt. Tænkte jeg. Jeg ved, at mine spiseforstyrrede tanker kan få mig til at tro, at jeg ikke kan klare det på den vægt, der bliver sat som et krav. Dog ved jeg også, af en eller anden grund, at jeg kan mere end jeg selv lige går og tror. Is, siger du? Det lyder lækkert og det smager godt. Det er noget jeg aldrig har tilladt mig selv, da det har været en ‘forbudt’ fødevare. Alt rimer på ‘forbudt’ i en spiseforstyrret verden. Den dag i dag, der ligger jeg ikke mine tanker i, om jeg spiser en is eller om jeg lever af yoghurt. Jeg VED den dag i dag, at mit liv ikke skal have et omdrejningspunkt der hedder sig, at jeg lever af eller også kan jeg ikke overleve. Jeg har jo levet af ingenting. Det er fuldstændig hul i hovedet, set i bakspejlet – men ikke desto mindre, så er det dét, jeg har været overbevist om, har været bedst.

Jeg gik i stå. Fuldstændig.

Jeg tror, at det var i takt med, at mine tanker gik i stå. Jeg tror ofte, at det er dét, der sker. Jeg tænker én ting, mens jeg gør noget andet. Det er egentlig ret imponerende – og jeg tror lidt, at det er sådan man overlever en spiseforstyrrelse. Tænker én ting, mens man gør noget andet. Jeg tror, at jeg troede, at jeg kunne hundrede ting på én gang, men sandheden var, at det var for at dække over det tankekaos der mestrede i mit hoved. Hvis ikke at jeg havde gang i hundrede ting på én gang, så var der pludselig plads til alle de tanker, jeg ikke kunne overskue. Jeg kunne faktisk ikke overskue særlig meget på det tidspunkt. Set i bakspejlet, så aner jeg ikke, hvordan jeg kom igennem. Mit energiniveau var lig nul. Jeg var udkørt, samtidig med, at jeg kørte i overgear. Jeg var usikker. Dehydreret. Træt – så træt, at ingen kaffe kunne tage det. Jeg “troede”, at jeg havde det godt på det tidspunkt. Jeg kunne jo styre alt. Mit indtag af mad var lig med, hvordan jeg havde det oppe i hovedet.

Siden jeg skrev sidste del, så er der sket en hel del. Jeg har gennemgået min dagbehandling ude i Ballerup. For første gang, så er jeg kommet længere end 3. uge.

Vendepunktet

Jeg troede aldrig, at jeg skulle komme hertil, men.. Jeg er endelig nået dertil, hvor at jeg kan sige, at, hvis jeg kan, så kan ‘du’ også. Hele mit tænkesæt har ændret sig. Jeg gør ting, som jeg ikke troede var muligt. Jeg undgår også ting, jeg ikke troede var muligt. Et liv som spisteforstyrret kan kort forklares således: et fængsel. Du står op, og det første du tænker på, det er hvordan din spiseforstyrrelse får trumfet igennem hele dagen. Utroligt nok, så fylder den stadigvæk når jeg står op, men hele mit mindset har ændret sig. Jeg tror nærmere, at jeg glæder mig til de tidspunkter, hvor jeg skal spise. At blive sin egen bedste ven Jeg tror, at dette er et tabu for rigtig mange. For, hvordan bliver man lige dét? Det tror jeg faktisk ikke, at man gør. Men, man kan lære at gøre gode ting for sig selv – det man egentlig har lyst til og som gør én glad. For mig, der handler det meget om, at jeg endelig har fået en mavefornemmelse. Den har været væk i alle de år, hvor jeg har døjet med en spiseforstyrrelse. Jeg har aldrig kunne noget, der var spontant. Mit skema, eller, mit spiseforstyrrede skema, havde aldrig tid til spontane ting. Det var et fængsel uden lige. Jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så alene, fyldt med uduelighed og så skamfuld, som jeg gjorde på det tidspunkt. Der er sket en masse omkring arbejdet med mig selv – jeg har fået en hel del mere selvtillid. Gid at jeg kunne sige formularen, hvorfra den kom, men det kan jeg ikke. Det er en del af processen, tror jeg. Den del, den ved jeg også godt lyder cheasy, men det er virkelig rigtigt!

På et tidspunkt, der nåede jeg en grænse, hvor nok var nok. Ikke mere sygdom, ikke mere spiseforstyrret adfærd og ikke mere dårligdom over mig selv. Jeg var så fyldt. Jeg begyndte at arbejde med de svære ting og min adfærd og begyndte mere og mere at lære MIG selv at kende. Jeg tror ikke at der er en nøgle til det ‘at få det bedre’ – men man er nødt til at stole på, at det er en proces og at hårdt arbejde kan betale sig, uanset hvad. Et liv uden en spiseforstyrrelse Dét, at vågne op og glæde sig til dagen. Det er nok én af de ting, jeg er blevet allermest overrasket over. Jeg har i ti år frygtet den. Dagen skulle altid bare overstås, men nu? Jeg står op med plads til tanker og jeg nyder mine morgener.

Overskriften er et kæmpe tabu og jeg tror aldrig, at jeg vil kunne kalde mig “fri” for den. Jeg skal altid passe på, for det er et symptom som jeg skal have in mente. Men jeg kan heller ikke leve i frygt og det føles som et dobbelt-liv. Jeg skal helt tiden tage stilling til, om jeg er syg eller ej og den konstante kamp, det er den svære. I dag, der ved jeg, at JEG styrer min hverdag og det er ikke min sygdom, som får lov at dømme dagen. Jeg er evigt taknemmelig over mig selv og mit store arbejde ift. min spiseforstyrrelse. Det har krævet tid – meget tid – men jeg håber for alle der kæmper, at de ved, at der er en guldmedalje (LIVET) i den anden ende. Vi kan meget mere end, hvad folk tror.

En uventet afslutning

En lille opdatering på min situation. Tingene gik godt – jeg klarede min behandling i Ballerup og troede jeg var klar på livet. Jeg skulle overgå til det der i den spiseforstyrrede behandling i Ballerup hedder ‘IA’ (intensiv ambulant) – og i dét jeg får det at vide, der slår mit hoved klik. Intet skema, én gang om ugen, psykolog hist og her og en enkelt gruppe. Og nå ja, så har jeg desuden også Borderline, som er grunden til at jeg blev afsluttet. Diagnoser er et sært system og om vi vil det eller ej, så sætter det folk i en bås. “Du er emotionelt forstyrret og i ubalance” – nå jo, men hvor svært kan det være, nu når jeg har døjet med en spiseforstyrrelse? Det er virkelig dén sværeste ting, jeg nogensinde har været igennem. Mit humør svinger. Min vægt svinger. Jeg græder. Jeg er glad. Jeg er vred. Jeg vil alt på én gang. Jeg vil vinde verden, mens jeg er allermest ustabil – og det kan jeg altså ikke. Jeg sidder i en position mellem to sygdomme, som begge gerne vil slå mig i jorden på én gang. Jeg kunne sagtens sidde og “belemre” folk med, hvilken barndom jeg har haft, men ærligt? Så tænker jeg, at det er NU her, at folk gerne vil have et indblik. For uanset min rygsæk, så har jeg det jo, som jeg har det. Ganske rigtigt, op og ned (som mange andre) – bare i en så grad, at jeg ikke selv kan følge med. Jeg har egentlig tænkt mig, at “melde mig ud” af dette ‘bedrings-system’. Ja, vi får det bedre, men det går også ned. Og så op. Og så ned igen. Vi kommer altid op igen, men folk overser de altafgørende tilbagefald, som vi får. Det er dem der lærer os, at vi skal rejse os igen. det er dem, som lærer os, hvor hårdt det egentlig er. Det er dem, som også lærer os, at vi er helt okay – ligesom vi er.

Folk flygter ingen steder. Ikke i mit tilfælde, i hvert fald og gud ske tak og lov for det. Jeg er evigt taknemmelig. Vi er alle mennesker. Bare mennesker – og “det at have det godt” eller “sundhed” vil for mig være et evigt tabu.

Jeg ønsker og håber, at folk med dette skriv kan få et ægte indblik i et liv som psykisk sårbar, hvad end det koster. Emilie

Tilbage