En guide til at snakke om spiseforstyrrelser

At have en spiseforstyrrelse kan føles forfærdeligt ensomt og skamfuldt. Derfor kan det også som pårørende være svært at vide, hvordan man skal begynde en snak med sin spiseforstyrrede ven om det.
Caroline har selv haft en spiseforstyrrelse. I dag har hun skrevet tre bud på, hvordan man kan bryde tabuet, skabe et trygt rum og være en god ven.

10-04-2018

Jeg har ofte mærket, hvordan spiseforstyrrelser bliver fejet under tæppet i samtaler. De er svære at forholde sig til og især svære at snakke om, hvis man selv har eller har haft en. I lang tid turde jeg ikke sige, jeg havde en spiseforstyrrelse. Det virkede for abstrakt og for ekstremt, og jeg var bange for, at andre ikke ville tro på, at det var så slemt, hvis jeg betegnede det som mere end et stort vægttab.

Men det var for drastisk at tabe sig næsten 30 kg på under et halvt år, træne og gå på vægten hver dag og gå med en styrende stemme i hovedet, der ikke ville stoppe med at sige, hvad jeg måtte og ikke måtte. Det var en spiseforstyrrelse, og det sidder stadig i min krop og i mine tanker i dag, også selvom det snart er tre år siden, jeg havde det sværest. Det er svært at få hjælp og hjælpe.

Når man står midt i en spiseforstyrrelse, føles det forfærdeligt ensomt. Ens eget selvbillede er fuldstændig forskruet, og det er svært at være sammen med andre mennesker, hvis man frygter, de ikke prøver på at forstå og lytte.

Caroline har skrevet hendes tre bud til hvordan man kan snakke om spiseforstyrrelser. Det er hendes bud, de bud der ville have virket for hende. Du kan læse hele Caroline’s artikel på SEINmag her. 

 

Tilbage