I mine sko – Louise & veninderne

28-08-2019

Artikelserien I mine sko tegner et personligt portræt af et menneske, der er/har været berørt af selvskade eller en spiseforstyrrelse, eller som er pårørende. I dette nummer kan du læse om Louise, som kæmpede med anoreksi, og hendes veninder, Mie og Katrine, der spillede en vigtig rolle i Louises hverdag og vej ud af spiseforstyrrelsen. De giver også deres bud på, hvordan du kan støtte en ven eller veninde, der har en spiseforstyrrelse.

Af Therese Hansen, LMS, Louise, Mie og Katrine

Louise: ”Min spiseforstyrrelse var en slankekur, som tog overhånd. Jeg var 15 år og som sådan ikke overvægtig, men jeg ville gerne tabe mig nogle kilo, og derfor startede jeg hos Vægtvogterne. Det var et vægttab, som virkede – måske i virkeligheden lidt for godt, for da jeg startede på efterskole som 16-årig, tog det overhånd, og spiseforstyrrelsen fik for alvor magten. Jeg kom i behandling og færdiggjorde den, da jeg var 20 år. Behandlingen hjalp, men uden mine sociale relationer, venner og familie er jeg ikke sikker på, at jeg havde været, hvor jeg er i dag.

Jeg har altid været enormt social og tæt på mine venner og veninder, og de var der for mig 100 procent både under og efter spiseforstyrrelsen. Da jeg var syg, hjalp de mig med at opretholde en form for normalitet i hverdagen med besøg og opdateringer fra skolen, når jeg ikke selv kunne komme der. De gjorde det muligt for mig at blive ved med at være mig. For når man har en spiseforstyrrelse, så gemmer ens personlighed sig bag den, men gode relationer kan hjælpe med at få den frem.

Det var en kæmpe hjælp for mig at have nogen, der lyttede, var nysgerrige og spurgte ind til spiseforstyrrelsen. Mange af de andre i behandlingsforløbet havde ikke så mange forstående venner, og spiseforstyrrelsen isolerede dem. Det ønskede jeg ikke skulle ske for mig, for skæmmescenariet var at stå helt alene. Ind imellem orkede jeg ikke at tale om spiseforstyrrelsen, men for det meste gav det mig faktisk luft at tale med veninderne, for jo mere tabu, et emne er, jo mere beskidt bliver det. Jo færre ord, jo mere mystisk og farlig bliver spiseforstyrrelsen, synes jeg.

En anden ting, som var rigtig godt for mig, var at mærke, at mine veninder stadig havde brug for mig, selvom jeg havde det svært. I et behandlingsforløb er det nemt at give op, fordi det er så fucking hårdt, men at mærke, at andre havde brug for mig gav mig håb og gejst. Det giver en følelse af at have lyst til at komme igennem spiseforstyrrelsen, når andre viser, at de har brug for en. For eksempel når Mie ringede og havde kærestesorger og havde brug for omsorg eller et råd. Veninderne gav mig lyst til at yde noget for at være almindelig og ikke kun spiseforstyrret.”

De vigtige veninder
Mie har været veninde med Louise siden børnehaven og Katrine siden 5. klasse, og de er begge rigtig gode eksempler på, hvor stor en rolle pårørende, venner og familie kan spille, både under og efter en spiseforstyrrelse. For Louise, Mie og Katrine var det åbenhed, ærlighed og normalitet, som gjorde vejen lidt lettere for Louise.

Katrine: ”Det hele begyndte med, at Louise havde meget fokus på mad, men det var umiddelbart som led i et vægttab, så det var ikke noget, jeg tænkte så meget over. Derfor var det rigtig dejligt, at Louise selv tog hul på boblen, så vi kunne tale om hendes spiseforstyrrelse.
Til at starte med tænkte jeg over, hvordan jeg skulle agere i forhold til spiseforstyrrelsen og kunne godt tænke ”ej, kan vi nu ikke lige dele et stykke kage længere”, men vores venskab var præget af meget tillid og åbenhed, og det gjorde det nemmere at være i og forstå.

Man kan nemlig godt blive lidt uforstående, når man ikke selv har haft en spiseforstyrrelse inde på livet. Louise fortalte for eksempel, at hun sjippede meget derhjemme. Det var lidt underligt, men vi talte meget åbent om det.

Derudover havde vi en god dialog om, hvad Louise havde brug for, og der var plads til, at hun kunne sige, hvordan hun havde det. Det gjorde det også meget nemmere for eksempel at koordinere spisning og aktiviteter på en måde, så Louise kunne være med.”

Både Mie og Katrine er enige i, at det har givet dem færre bekymringer og mere overskud til at være der for Louise, fordi så mange stod bag hende, især hendes mor.

Mie: ”Det hjalp at tænke, at det ikke var vores rolle at få Louise ud af spiseforstyrrelsen, det stolede vi på, at der var voksne professionelle til.

Vores rolle var snarere at spørge ind til, hvordan Louise havde det, men vi blandede os ikke i at fikse spiseforstyrrelsen eller kommentere den. Vi skulle bare lade Louise være Louise og ikke spiseforstyrrelsen. Derfor var det også vigtigt i vores relation, at der var plads til at kunne sige til hinanden, at ”nu er du lidt tosset”, eller ”hey, slap lige af”, præcis som i normale situationer.

Normaliteten blev nemlig opretholdt ved, at vi godt kunne konfrontere hinanden lidt. For eksempel når Louise sagde: ”øv jeg har taget et kilo på!” så kunne jeg svare: ”ja, men du vejer altså stadig kun 43 kilo”. Det samme foregik den anden vej, når jeg ringede til Louise og var heartbroken over en fyr. Så kunne hun stadig minde mig om, at jeg vist også selv havde været lidt urimelig over for ham. Det krævede selvfølgelig gefühl og opmærksomhed på, hvornår jeg kunne skubbe lidt på og udfordre, og hvornår jeg skulle backe off.

Til sidst vil jeg sige, at jeg ved, det var rart for Louise at vide, at os veninder delte vores bekymringer i gruppen og støttede hinanden i at kunne støtte hende. Hvis én for eksempel havde brug for at trække sig lidt i en periode, blev hun stadig opdateret på, hvordan Louise havde det gennem gruppen. For man skal selv have styr på overskuddet og have sig selv med for at kunne hjælpe en med en spiseforstyrrelse.”

Gode råd til dig, der er ven eller veninde
Råd fra Louise, Mie og Katrine

  • Lyt og vær rummelig
  • Lad være med at styre og give råd
  • Modvirk tabu igennem at lægge op til dialog
  • Giv plads til, at man kan sige, når man har det skidt
  • Pas på med at tage for meget på dig og del det, som er svært, med andre
  • Bliv ved med at behandle den berørte, som du gjorde før
  • Lad den berørte være en ressource, ikke et offer

Tilbage