Nu kan jeg føle glæden ved mine børn

Jeg kan glimtvis mærke at glæden ved mine børn og de ting, jeg tidligere holdt af, vender tilbage. Og de positive oplevelser forsøger jeg at samle på i håbet om, at det er vejen ud af sygdommen.
Sådan skriver Helle om sin vej ud af spiseforstyrrelsen.

19-12-2017

Jeg har haft anoreksi i et par år, men jeg tror faktisk, at min historie starter tilbage i barndommen.

Jeg følte aldrig, at jeg var god nok. Jeg var genert, kunne ikke lide at være midtpunkt og jeg var meget tidligt bevidst om, hvorvidt jeg selv eller min familie stak ud fra mængden. Det gjorde vi nok ikke, men den følelse gik jeg ret ofte med.

Som jeg husker det, har jeg altid ønsket at være et andet sted i mit liv end lige her. Jeg var aldrig tilfreds. Jeg skulle have flere venner, tjene flere penge, have en højere uddannelse, være en bedre mor, tyndere, højere, smartere, klogere…. Jeg kunne fortsætte i en uendelighed. Jeg stillede utrolig høje krav til mig selv, og uanset hvad jeg opnåede, så var det aldrig godt nok.

Jeg er 41 år, har fået 2 piger, er gift med deres far, og uddannelsesmæssigt har jeg klaret mig godt med et ansvarsfuldt og velbetalt job. Jeg troede, at på dette tidspunkt i mit liv ville jeg hvile i mig selv som menneske, men sådan er det ikke. Tværtimod føles det sværere. Jeg kan ikke affinde mig med ansvaret, som følger med voksenlivet. Hvad tænker andre om mig, min familie og vores hjem. Er jeg en dårlig mor og ødelægger jeg mine børn. Får jeg nok ud af nok ud af mit liv? Alt sammen spørgsmål som ikke kan besvares, og jeg er derfor i konstant alarmberedskab. Jeg slapper aldrig af, og jeg tror, at det har været med til langsomt men sikkert at drive mig ud i sygdom.

Alt det som jeg ikke kan kontrollere, kunne anoreksien hjælpe mig med. Vægttabet skulle gøre mig lykkelig og få mig til at føle mig noget værd i forhold til andre mennesker. Men frygten for også at fejle på dette punkt endte med en besættelse af motion og restriktiv spisning. Jeg blev indlagt efter at have tabt 15 kg over en periode på 6 måneder, og det blev til i alt 5 måneders indlæggelse. Det groteske er, at min frygt for at fejle i sidste ende netop medvirkede til, at jeg ”fejlede” på alle de punkter, som jeg forsøgte at undgå. Sygemelding fra mit arbejde førte til afskedigelse, indlæggelsen tvang mig væk fra min familie, og jeg isolerede mig fra alle andre, så jeg nu har færre venner end nogensinde.

Jeg følger min behandling, og jeg gør det godt – i andres øjne. På de gode dage kan jeg også selv se det. Men spiseforstyrrelsens grimme ansigt viser sig desværre fortsat mange gange dagligt. Den fortæller mig konstant, at jeg ikke er god nok, at jeg spiser for meget, at jeg er ved at blive tyk og lasket. Og når alle andre fortæller mig, at jeg kæmper – ja så står spiseforstyrrelsen i manegen og hvisker i mit øre, at jeg er svag og har givet efter. Det er nemt nok at skrive dette, men desværre langt sværere at tro på det. Tvivlen lurer konstant, er jeg rent faktisk ikke bare svag, når jeg spiser??

Det føles i perioder enormt håbløst. Og spørgsmålene er mange. Vil jeg kunne finde meningen med mit liv, har børnene taget evig skade af dette, bliver jeg i stand til at arbejde igen og jeg kunne fortsætte i en uendelighed. Jeg ved det ikke, men jeg håber og tror på, at jeg kan blive rask. Heldigvis kan jeg glimtvis mærke at glæden ved mine børn og de ting, jeg tidligere holdt af, vender tilbage. Og de positive oplevelser forsøger jeg at samle på i håbet om, at det er vejen ud af sygdommen.

Giv dit gode råd til Helle på forum.lmsos.dk

Tilbage