Lavt selvværd danner grobund for spiseforstyrrelser og selvskade

Onsdag i sidste uge holdt LMS foredrag om spiseforstyrrelser og selvskade på Campus Tønder. Her fortalte 24-årige Marica sin personlige historie om anoreksi. Og når man deler ud af sine personlige erfaringer, så gør det indtryk.

16-04-2018

Marica havde de unge tilhøreres fulde opmærksomhed, da hun fortalte, hvordan anoreksien havde invaderet og overtaget hendes liv, fra hun var 12 år, til hun blev 18. I mellemtiden havde hun været indlagt, blandt andet under tvang, og kæmpet imod med næb og klør – for hun var i hvert fald ikke så syg som de andre.

I dag har Marica det godt og kender de faresignaler, hun skal være opmærksom på, så hun ikke får tilbagefald og udvikler anoreksi igen. Du kan læse mere om Maricas historie her

Har du lyst til at høre lignende personlige fortællinger om, hvordan det er at kæmpe med selvskade og have en spiseforstyrrelse? Så kom til LMS’ foredrag i Tønder på torsdag den 19. april kl. 18.00 – 20.30. Her kan du blive klogere på, hvad det vil sige at leve med selvskade eller en spiseforstyrrelse, hvordan man kommer ud af det igen, og hvordan det er at være pårørende.

Du kan møde Alberthe, der fortæller om sine erfaringer som pårørende, Marianne, der giver indblik i et liv med anoreksi og bulimi, og en anden Mariannes udfordringer med selvskade. En medarbejder fra LMS fortæller desuden om foreningens tilbud om rådgivning og støtte. Du kan tilmelde dig og betale her 

Selvom du var til foredraget på Campus Tønder i sidste uge, kan du alligevel til foredraget på torsdag lære nyt om, hvordan det er at skade sig selv eller have en spiseforstyrrelse. For ikke to mennesker er ens, og derfor vil deres historier også altid være forskellige.

Én ting går dog igen, og det er lavt selvværd, som særligt mange unge kæmper med. Derfor er problematikkerne desværre mere relevante, end de fleste tænker over. Så uanset, om du selv er berørt, er pårørende, fagperson bare interesserer dig for emnet, så kom til foredraget i Tønder Medborgerhuset på Østergade 63. Vi glæder os til at se dig.

Gik du glip af foredraget på Campus Tønder? Så læs artiklen her

Tilbage