Marie led af tvangsoverspisning i 10 år: 40.000 andre har ikke mulighed for behandling

03-04-2017

Ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade er der flere, der lider af tvangsoverspisning end af anoreksi og bulimi tilsammen.

Andre mennesker mente sikkert, at hun var forkert. At hun ikke var god nok, som den hun var.

– Hvordan oplever andre mennesker mig? De synes nok, jeg er klam, forkert og ulækker – et decideret dårligt menneske, siger Marie Landberg til TV 2.

Da hun blev 14 år gammel fik hun en ny – og uvelkommen – følgesvend, der skulle blive ved hendes side i 10 år: Spiseforstyrrelsen Binge Eating Disorder, BED, der på dansk kaldes tvangsoverspisning.

– Når jeg spiste dulmede det smerten og tankerne om, at jeg ikke var god nok, fortæller hun til TV 2.

– Spiseforstyrrelsen fyldte stort set hele min hverdag.

Marie Landberg var ikke alene. I dag estimerer Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade, at der er mere end 40.000 mennesker i Danmark, der lider af BED, hvilket gør denne spiseforstyrrelse mere udbredt end bulimi og anoreksi – tilsammen.

– Et af problemerne er, at spiseforstyrrelsen bliver forvekslet med almindelig overvægt. Mange af dem, der lider af overvægt, er slet ikke klar over, at det handler om en psykisk sygdom, der gør, at de spiser meget mere, end du og jeg gør, siger Steen Andersen, der er generalsekretær i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, til TV 2.

 

Læs resten af historien her på tv2.dk

Tilbage