Pentia A/S donerer 10.000 kr. til LMS

Pentia A/S, der tilbyder ydelser inden for det digitale univers, har doneret 10.000 kr. til LMS. Junior projektleder i Pentia, Simone Stengaard, fortæller med baggrund i sin personlige historie, hvordan det gik til.

03-04-2018

En gang om året kan samtlige 90 medarbejdere i Pentia indstille en velgørende organisation til at modtage en donation på 10.000 kr. I år valgte Simone Stengaard for første gang at stille op med en kandidat, nemlig LMS. Flere andre havde også indstillet organisationer, så det endte med et kampvalg, hvor blandt andet Simone skulle fortælle alle sine kollegaer om baggrunden for sit valg af kandidat.

”Min søster er min motivation”
Simones historie er meget personlig. Den begynder for 12 år siden, da hendes 2 år yngre lillesøster, Alberte, første gang blev indlagt med anoreksi:

”Det var rigtig hårdt for os alle sammen, og for Alberte var det en traumatisk oplevelse at blive efterladt på afdelingen. I de efterfølgende år har min familie og jeg set Alberte gå ind og ud af ikke mindre end 8 behandlingssteder: hospitaler, bosteder, åbne og lukkede afdelinger. I dag er hun 26 år og stadig hårdt ramt af sygdommen. Samtidig kæmper hun også med selvskade.”

Simone kender LMS indefra, fordi hun tidligere har arbejdet som frivillig i aktivitetshuset Stuen48 i København. Og for cirka halvandet år siden gik hun i en støttegruppe for pårørende:

”Derfor ved jeg også, at pengene ville gøre en reel forskel for dem, der har brug for det. Desuden følger jeg LMS på Facebook og er glad for at se, at der bliver flere og flere tilbud til de pårørende. Og så er jeg meget tilfreds med, at LMS også arbejder politisk for bedre forhold for de ramte. Fx er Alberte gentagne gange blevet tabt mellem 2 stole, når hun blev udskrevet fra behandling i regionalt regi og skulle overgå til kommunalt regi. Der er plads til forbedringer på det punkt.”

”Pentias penge – min personlige sag”
”Til ”kampvalget” fortalte jeg om LMS’ landsdækkende arbejde, at jeg ikke vidste, hvad penge ville gå til, men at det var en værdig sag, og at pengene under alle omstændigheder ville gøre en forskel for mennesker, der har brug for det. Og så fortalte jeg om min søster og viste billeder af hende.”

Efter fremlæggelserne blev der lagt flest stemmesedler i form af guldkarameller i Simones skål, og hun havde dermed vundet donationen til LMS.

”Jeg blev selvfølgelig super glad for, at jeg havde sikret LMS pengene, og at jeg på den måde kunne være med til at bidrage til foreningens arbejde.”

Tak fra LMS
I LMS er vi glade for, når virksomheder tænker på os på denne måde, fordi det giver os mulighed for at drive forskellige tiltag og gøre en forskel for de mennesker, vi er sat i verden for at hjælpe. For 10.000 kr. kan vi fx lave en støttegruppe for 8 personer i 10 uger. Vi takker Pentia for det økonomiske bidrag og i høj grad også Simone for hendes mod til at dele sin personlige historie som pårørende og på den måde gøre en forskel.

Af Nille Kroun

Tilbage