Sådan arbejder vi i LMS

Hvad kan du som bruger forvente at møde, når du opsøger vores rådgivnings- og støttetilbud? Og hvorfor? Få indblik i vores teoretiske fundament, og hvordan det udmønter sig i praksis.

05-12-2018

I LMS arbejder vi inden for den gren af psykologien, som man kalder kulturpsykologi. Den beskæftiger sig med kulturens indflydelse på den menneskelige psyke, og det er oplagt at tage højde for netop den sammenhæng, når det handler om komplekse fænomener som spiseforstyrrelser og selvskade.

Under kulturpsykologien hører den narrative teori og metode, der ser på, hvordan vi skaber fortællinger om os selv, og hvordan vi kan ændre disse fortællinger.

Du er ikke din spiseforstyrrelse

Gennem en årrække har vi i LMS været inspireret af forskellige teoretiske tilgange, herunder særligt den narrative teori og metode. Vi mener, at denne retning bedst understøtter vores arbejde med at skabe gode vilkår for mennesker, der er berørt af spiseforstyrrelser og selvskade, samt deres pårørende.

Den narrative teori og metode bygger på idéen om, at mennesker organiserer deres liv i historier. Hvis man lever med en dominerende selvfortælling om, at ”jeg er fed, klam og en kæmpestor fiasko”, går alternative tanker tabt, og det kan derfor være svært at få øje på de positive historier.

Mange, der skader sig selv eller har en spiseforstyrrelse, er ofte meget forpinte af selvbebrejdelse og selvkritik. Det gælder i øvrigt også for mange pårørende. Derfor benytter vi en særlig sproglig tilgang fra den narrative metode, der kaldes eksternalisering.

Formålet med ekternalisering er sprogligt at adskille problemet fra den berørte for at gøre det muligt for personen at forholde sig til lidelsen. Spiseforstyrrelsen eller selvskaden opfattes på den måde som selvstændige størrelser med egne intentioner og planer for personen.

I vores møde med brugerne vil vi derfor typisk spørge: Hvornår oplevede du, at spiseforstyrrelsen begyndte at tage magten i dit liv? Eller: Er der tidspunkter på dagen, hvor selvskaden særligt slår til?

Med den type spørgsmål forsøger vi at kortlægge spiseforstyrrelsens eller selvskadens funktion i den berørtes liv. Samtidig skaber vi en sproglig afstand mellem den berørte og lidelsen, så vedkommende ikke længere føler, at jeg er min spiseforstyrrelse, men i stedet at spiseforstyrrelsen forsøger at udøve magt over mig og mit liv. Det samme gælder for selvskade.

Vores erfaring med at skabe sproglig afstand er, at det kan være yderst frisættende at opleve, at man ikke længere er sin spiseforstyrrelse eller selvskade. Som en ung kvinde sagde i en støttegruppe: ”Jeg er så meget andet end min spiseforstyrrelse”.

Den sproglige adskillelse gør det muligt for de berørte i højere grad at opleve sig selv som agenter i eget liv og begynde at lave det, vi kalder modpraksis. Modpraksis betyder, at man kan begynde at lægge arm med spiseforstyrrelsen eller selvskaden og forsøge at gå imod dens mange krav om fx ikke at spise kulhydrater, at skulle tabe sig med videre.

Ifølge den kulturelle og narrative psykologi handler mennesker ikke mekanisk på baggrund af påvirkninger ude fra, men altid ud fra kulturelt bestemte intentioner, ud fra vilje og livskraft. Omsat til narrativ praksis betyder det, at vi tager brugernes udsagn og egne oplevelser af det, der sker og er sket i deres liv, alvorligt. Det indebærer, at vi ikke fortolker og analyserer det, brugerne siger, som udtryk for andet end netop det, de siger.

Det er helt fundamentalt for os, at brugerne oplever at blive taget alvorligt, når de henvender sig til os. Vi ønsker at vise ægte interesse, varme og nysgerrighed, og vi gør os umage for, at det skinner igennem i alle vores tiltag landet over. Vi mener nemlig, at gode erfaringer fra respektfulde møder bidrager til et klima af sikkerhed og tillid, som vi anser som centrale for forandring.

Vi lytter

Af samme grund lægger vi stor vægt på den gode relation. På trods af at mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade kan have svingende motivation for forandring, anser vi det for afgørende, at vi lykkes med at skabe en vi-oplevelse.

Vi er af den opfattelse, at en god relation til brugerne kan fremmes af specielt to faktorer. Den ene er holdninger, som beskrevet ovenfor, og den anden er høj faglig kompetence. Ekspertrollen kan umiddelbart opfattes som sikker for dem, der henvender sig til os. Man er desperat og vil bare gerne have et godt råd.

I LMS bruger vi dog en hjælperorienteret samtaleform, hvor vi med afsæt i nysgerrighed understøtter og inspirerer brugeren til at reflektere over og lære af sine erfaringer og dermed blive klogere på egne ressourcer og handlemuligheder. Det sker i forhold til de udviklingsønsker, dilemmaer og udfordringer, som er vigtige for den enkelte.

Vi benytter os i høj grad af aktiv lytning som en af de væsentligste metoder i mødet med brugerne. Det betyder, at vi spørger interesseret ind til det, brugerne har behov for at tale om, og har tiltro til, at der altid er gode grunde til en persons handlinger, fx at sulte eller skære i sig selv.

Støtte fra andre i samme situation

I LMS mener vi, at det aldrig er godt at være alene om sine udfordringer. Vi tror ikke på, at man skal klare alting selv. Mange af de mennesker, vi møder i vores landsdækkende rådgivninger, giver udtryk for stor ensomhed og en oplevelse af at være en fiasko i forhold til spiseforstyrrelsen eller selvskaden. Derfor tilbyder vi støttegrupper til både berørte og pårørende.

Det er meget centralt for os, at støttegrupperne hjælper vores brugere til at føle sig set og hørt, og derfor bruger vi den form for refleksion, man kalder bevidning: Når deltagerne i støttegrupperne fortæller deres historier foran et lydhørt publikum (de øvrige gruppedeltagere), skabes der en slags lim, der bringer gruppen tættere sammen, og som fungerer som modvægt til den ensomhed og skam, som mange berørte oplever.

Under selve bevidningen formulerer gruppemedlemmerne ikke hypoteser om de andre i gruppen eller gør sig kloge på deres situation, men hæfter sig ved det, de andre siger og udtrykker, og relaterer det til deres eget liv og personlige erfaringer. Derigennem bliver gruppemedlemmerne inspireret til at få øje på nye muligheder i deres eget liv.

Deltagerne i vores støttegrupper siger ofte, at det er særdeles bekræftende at lytte til de andre i gruppen, og at de ikke længere oplever at være alene om problemerne.

Af Trine Svarrer, faglig leder i LMS

Tilbage