Projekt

Spejlven

Er jeg god nok? Ingen børn skal stille sig selv dette spørgsmål, for ja, du er god nok.

Spejlven-illustration

Men for alt for mange unge er ja ikke det åbenlyse svar. Med et nyt projekt ønsker LMS (LMS) og Anti Doping Danmark (ADD) at øge trivsel og selvværd blandt eleverne i 6. klasser rundt i landet og få flere til at svare ja til spørgsmålet.

Mange unge føler sig pressede af krops- og sundhedsidealer. Det får dem til at tvivle på deres værd, og det kan ses på deres trivsel. Derfor er LMS og ADD gået sammen om et projekt, der skal øge kropstilfredshed og trivsel i de danske 6. klasser.

Med flot støtte og donation fra Nordea-fonden og Sygeforsikringen ”danmark” vil LMS og ADD i de kommende tre år komme i kontakt med 5.000 elever fra 6. klasser i hele landet. Her er fokus ikke kun på børnene, men også skolelærere, idrætstrænere, forældre og andre voksne omkring børnene, som er afgørende for at hjælpe børn til bedre trivsel, højere selvværdsfølelse og i sidste ende øget livsglæde.

”Vi er taknemmelige for, at fondene har haft blik for behovet for at styrke selvværdet hos de mange børn og unge, som desværre kæmper med dårlig trivsel på baggrund af urealistiske kropsidealer. Det betyder, at vi med stolthed kan iværksætte et så storstilet projekt, hvor vi kan gå helhedsorienteret til arbejdet med at øge kropstilfredshed og trivsel blandt børnene,” siger Laila Walther, direktør i LMS.

”Urealistiske idealer lægger pres på mange børn og unge. Hvis vi tidligt fokuserer på at øge børnenes kropstilfredshed og giver både børn og voksne et afsæt til at tale om kropsidealer og sundhed, kan vi forebygge, at de senere i livet tyer til løsningsstrategier som spiseforstyrrelser eller brug af fitnessdopingstoffer for at forandre deres krop. Derfor giver det super god mening for os at gå sammen med en organisation som LMS,” fortsætter seniorkonsulent i ADD Malene Radmer Johannisson.

De første skoler skal allerede i efteråret 2021 pilotteste forløbet, hvorefter LMS og ADD vil justere indholdet, så vi er klar til at sætte projektet i gang i januar 2022.

Arbejder du på en skole, som gerne vil høre mere om projektet, så er du meget velkommen til at kontakte LMS eller ADD.

For yderligere information kontakt:
Malene Radmer Johannisson: mrj@antidoping.dk / 5190 8698

Mathias Hougaard: mah@spiseforstyrrelse.dk / 4033 9732

For pressekontakt omkring Nordea-fonden kontakt:
Signe Balling: sb@nordeafonden.dk / 4070 3779