Stærke kræfter i LMS’ bestyrelse

Onsdag den 24. oktober blev de sidste pladser besat i LMS’ bestyrelse efter et tæt valg blandt de mange gode kandidater.

26-10-2018

Der var 4 pladser der skulle besættes og vi var i den fantastiske situation at vi havde hele 7 kandidater, hvorfor der var kampvalg om alle pladserne. Erfaring med organisationsudvikling, ledelse, forskning, politisk erfaring, ungdommens gåpåmod, mangeårig erhververfaring og personligt kendskab til vores område – alt det fik vi på et og samme valg ind i vores bestyrelse – og det kan vi jo kun være tilfredse med!

”Vi har fået nogle helt nye kompetencer ind i bestyrelsen, som såvel bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere og medlemmer har efterspurgt. Det, at der var nogle ekstremt dygtige, velkvalificerede kandidater, som ikke kom ind i bestyrelsen siger noget om, at det er den rigtige kurs, vi har sat. Vi glæder os alle til at være med til at lægge og udføre den strategi, der skal bringe LMS videre til gavn for endnu flere brugere,” udtaler konstitueret generalsekretær, Sabine Elm Klinker.

Valgt til bestyrelsen blev

Susanne Boch Waldorff (frem til april 2020): ” Udfordringerne i forhold til spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd kalder på en ansvarlig og engageret tilgang, hvilket jeg vil gøre mit allerbedste for at leve op til, hvis jeg bliver valgt til LMS’ bestyrelse. Jeg har en ph.d. i organisationsudvikling, er tidligere leder inden for sundhedsområdet, og har en personlig erfaring, der er min drivkraft for at stille op.”

Preben Wermuth (frem til april 2019): Kort før påske 2018 fandt vi ud af, at vores datter havde fået anorexi. Det rystede os, og vi følte os ’en smule’ fortabte. Vi blev anbefalet at tage fat i LMS. Det gjorde vi, og det er vi rigtig glade for. Den rådgivning og de samtaler vi havde med LMS hjalp os en meget. Det vil jeg gerne gøre mit til, at andre i samme situation også kan opnå. Det er endvidere vigtigt, at der er fokus på de sygdomme, som LMS er til for. Det vil jeg arbejde for gennem at være en del af LMS’ bestyrelse”.

Suppleanterne blev:

Anne Valentina Berthelsen: ”Jeg stillede op til LMS’ bestyrelse, fordi jeg mener, at vi skal gøre mere for at bremse stigningen i spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd. LMS er til for at rådgive og tilbyde aktiviteter til brugerne af foreningen, men vi bliver nødt til også at arbejde for et større politisk og samfundsmæssigt fokus på området. Jeg er bekymret over stigningen i spiseforstyrrelser og selvskade blandt unge og voksne, og LMS skal sætte skub i politikerne for at skabe bedre og flere forebyggende indsatser.

Jeg er 24 år, studerende og folketingskandidat for SF i Region Sjælland. Til daglig arbejder jeg både med politik og interessevaretagelse, og jeg kender derfor værdien af, at foreninger som LMS melder sig i debatten, byder ind med forslag til løsninger og arbejder målrettet for et større samfundsmæssigt fokus på spiseforstyrrelser og selvskade.”

Susanne Støier: ”Jeg stillede op til bestyrelsen for LMS, fordi kampen mod spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd fortjener langt større opmærksomhed og flere ressourcer. Det gælder først og fremmest i sundhedsvæsenet. Men også i skolen, på uddannelsessteder og på arbejdsmarkedet er der behov for større indsigt i og forståelse for de udfordringer, de ramte slås med. Dertil kommer, at vi alle – med viden og vejledning – kan blive bedre til at støtte dem, vi møder, som lider af spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd.

Jeg arbejder med forskning, innovation og rådgivning inden for fødevareområdet. Som chef for 30 medarbejdere og med mere end 20 års ledelseserfaring er jeg meget bevidst om, at en velfungerende organisation, en engageret og kompetent personalegruppe og et godt arbejdsmiljø er væsentlige forudsætninger for at skabe gode resultater. Jeg er overbevist om, at jeg kan gøre brug af denne erfaring i arbejdet for at styrke LMS – til gavn for brugere og pårørende men også for de ansatte.    

Tilbage