Voksen med en spiseforstyrrelse

Bettina fik en spiseforstyrrelse som 33-årig. For anden gang i sit liv. Som voksen kvinde oplevede hun omverdenens reaktioner som mere fordømmende, end da hun var ung. Og det gjorde det endnu sværere for hende ikke at dømme sig selv.

03-04-2018

Da jeg var 19 år og gik på handelsskole, fik vi en dag at vide, at en pige fra klassen havde fået anoreksi og derfor ikke ville komme et stykke tid. Jeg vejede selv kun 39 kg. på det tidspunkt, men mente selv, at jeg bare var på slankekur og kunne slet ikke se lighedspunkterne med den syge pige.

I klassen gik snakken: Nogen syntes, det var synd for hende, andre – også mig – at hun gjorde det for at få opmærksomhed. Hun kunne jo bare nøjes med en almindelig slankekur – lige som mig.

Da jeg selv fik diagnosen anoreksi, var der ikke så mange, der havde en mening om det, og jeg oplevede, at folk generelt så det som ”naturligt”, at man som ung kvinde udviklede en spiseforstyrrelse. Jeg var i behandling i et års tid, hvorefter jeg blev erklæret rask, dog med beskeden om, at jeg skulle passe på, jeg ikke faldt i igen.

Årene gik, jeg blev gift og fik børn. Jeg tænkte ikke over min vægt – heller ikke, selvom det var svært at komme af med graviditetskiloene. Jeg nød at spise og så mig selv som fuldstændig kureret for anoreksien.

I foråret 2011 lagde jeg min livsstil og kostvaner lidt om, da jeg var begyndt at tænke over mit udseende igen. Det var dog på en naturlig måde med lidt motion og en sundere kost. Jeg tabte mig ca. fem kg. og blev glad, når jeg så på badevægten.

Senere samme år blev jeg skilt og begyndte min nye tilværelse som deltidsmor. Jeg gik i byen, fik nye venner og begyndte at gå endnu mere op i mit udseende. Jeg kunne ikke selv se, at kiloene raslede af, og at jeg i løbet af knap tre måneder havde tabt næsten 30 kg.

Her sad jeg, mor til to, 33 år gammel og med en spiseforstyrrelse. Denne gang en atypisk spiseforstyrrelse.

Spiseforstyrrelser er for teenagere
Da jeg blev syg som voksen, var det svært for mig at acceptere. Anoreksi er for unge piger med lavt selvværd, der er usikre på deres plads i livet. Jeg var 33 år, mor, havde et godt job, fantastiske venner og familie. Jeg kendte min plads og kunne sagtens styre en slankekur.

Spiseforstyrrelsens magt havde jeg fuldstændig glemt, så da diagnosen kom, var jeg stadig i fornægtelse, og selv da jeg startede i behandling, var jeg ikke overbevist.

Reaktionerne fra mine omgivelser var helt anderledes, end da jeg var ung. Jeg oplevede fordømmelse, og at mange havde en negativ holdning til mig. Det var en ”teenagesygdom”, det måtte jeg jo vide, for jeg havde haft det før.

”Hun søger opmærksomhed”, ”hendes egen skyld”, ”hun gør det med vilje” og ”tag dig dog sammen og spis noget mad” var alt sammen noget, jeg måtte høre på. Meget af det tænkte jeg også selv, så jeg kunne kun give dem ret: Jeg var håbløs.

Omgivelsernes fordømmelse gjorde kun den dårlige samvittighed over for mine kære større. Når alle syntes, det var min egen skyld, så var det helt sikkert rigtigt, og så var det blot endnu værre, at jeg gjorde det over for min familie.

Den store skyldfølelse gjorde det endnu sværere at komme igennem og ud på den anden side, selvom man skulle synes, at man som voksen er klædt bedre på til at klare kriser, end man er som ung. Men efter to og et halvt års behandling blev jeg dog endnu en gang erklæret rask, og denne gang er jeg sikker på, at det holder.

Af Bettina Zabell

Tilbage