WHO anerkender BED som diagnose

Efter mere end 10 års forberedelse har WHO nu udgivet den 11. version af diagnosemanualen ICD. Den nye manual, ICD-11, indeholder adskillige nye diagnoser. Én af de lidelser, som nu officielt er en anerkendt diagnose, er spiseforstyrrelsen Binge Eating Disorder (på dansk tvangsoverspisning).

03-07-2018

WHO anerkender BED som diagnose efter mere end 10 års forberedelse. En stor sejr for alle dem der lider af BED, og nu venter vi blot på at manualen træder i kraft. Desværre kan vi nok ikke forvente behandling for 2022, men LMS arbejder målrettet på at få behandling for alle med en spiseforstyrrelse inden da. 

Binge Eating Disorder (BED) er en relativt ukendt og overset spiseforstyrrelse i Danmark. Dette på trods af, at lidelsen forekommer hyppigere end anoreksi og bulimi tilsammen. Det manglende kendskab til BED skyldes primært, at det danske sundhedsvæsen benytter WHO’s diagnosemanual ICD-10 ved diagnosticering af fysiske såvel som psykiske sygdomme. Denne manual indeholder kun de kendte spiseforstyrrelser; anoreksi og bulimi samt atypisk anoreksi og bulimi. Derfor anerkender det danske sundhedssystem ikke spiseforstyrrelsen BED som en diagnose, hvorfor der ikke findes et specialiseret behandlingstilbud i offentligt regi til de mange mennesker, der er ramt af BED.

Nu er der imidlertid håb forude for mennesker med BED. Den 18. juni 2018 offentliggjorde WHO indholdet af den 11. udgave af diagnosemanualen ICD. I den nye diagnosemanual, ICD-11, præsenteres fire nye spiseforstyrrelser, som har fået deres egne selvstændige diagnosekategorier på linje med anoreksi og bulimi. De fire nye diagnoser er Binge Eating Disorder, Avoidant Restriktiv food intake disorder (Undgåelses- eller restriktivt ernæringsindtag), Pica (spisning af ikke-næringsgivende substanser) samt Rumination-regurgitation disorder (Drøvtygningslidelse). Læs mere om disse lidelser

I maj 2019 bliver ICD-11 præsenteret på Verdenssundhedsforsamlingen, hvor diagnosemanualen endeligt skal vedtages. Herefter skal de danske myndigheder i gang med at planlægge implementeringen af den nye diagnosemanual, oversætte den til dansk samt uddanne sundhedspersonalet.

Det er uvist, hvornår det nye diagnosesystem vil gælde i praksis herhjemme, da Sundhedsstyrelsen endnu ikke har kommenteret udgivelsen af ICD-11. WHO forventer, at manualen træder i kraft 1. januar 2022. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade – LMS arbejder stadigvæk for, at der etableres behandlingstilbud til personer med BED hurtigst muligt.

LMS og ViOSS følger løbende udviklingen på området. Du kan holde dig opdateret på: vioss.dk/viden/tvangsoverspisning-bed/ eller ved at tilmelde dig ViOSS’ faglige nyhedsbrev.  

Læs hele nyheden fra WHO her

Publiceret: 03-07-2018

Tilbage