At være pårørende - i mit tilfælde mor - til en med en spiseforstyrrelse er en rutsjetur gennem hele følelsesregisteret med 100 km i timen.

Af Anette Larsen

At være pårørende – i mit tilfælde mor – til en med en spiseforstyrrelse er en rutsjetur gennem hele følelsesregisteret med 100 km i timen. Man er ikke bare ked af det – man er dybt ulykkelig, man er ikke bare nervøs – man er rædselsslagen, man er ikke bare bekymret – man er dybt fortvivlet.

Min datters tvangsoverspisning slog ud i lys lue for fem år siden. Det slog fuldstændig benene væk under vores familie, og det tog tid, før vi forstod, hvad der foregik. Mit kendskab til spiseforstyrrelser var begrænset, og
jeg havde aldrig hørt om tvangsoverspisning. Men da jeg er meget handlingsorienteret, reagerede jeg ved at ville finde en løsning – i en fart. Men det kan man ikke, og jeg har virkelig måttet lægge bånd på mig selv og give tid i stedet for at prøve at finde løsninger.

Det har ikke været nemt, men derimod frygtelig frustrerende. Jeg har været dybt fortvivlet over at se min datter lide, uden at jeg kunne hjælpe. Det havde jeg jo altid gjort! Jeg kunne blot stå på sidelinjen og støtte efter bedste evne. Maria og jeg har altid talt meget sammen, hun har betroet sig til mig og gerne villet høre min mening. Det blev hun gudskelov ved med, og vi talte mange ting igennem, også vedrørende spiseforstyrrelsen. Men jeg har tit følt, at det var uretfærdigt, at hun skulle blive syg og have en ungdom fuld af bekymringer, når hun bare burde nyde livet.

Jeg har også haft bekymringer vedrørende vores ældste datter, der er syv år ældre end Maria, for hun blev lidt overset i starten af forløbet. Jeg fik ikke helt givet hende den opmærksomhed, hun havde krav på. Jeg fik ikke ringet nok eller været sammen med kun hende. Hun gjorde gudskelov selv opmærksom på det, og jeg har siden bestræbt mig på også at ´se´ hende.

Jeg havde brug for hjælp Jeg har altid haft let til tårer, men efter ca. et års tid kunne jeg ikke engang sige hendes navn uden at græde. Derfor søgte jeg hjælp hos en psykolog, og det hjalp mig til bedre at forstå Maria, mig selv, og hvordan jeg kunne takle situationen. Min mand og jeg begyndte også i støttegruppe i LMS, hvor vi mødte andre i samme båd. Der var en terapeut tilknyttet, som lærte os en masse om spiseforstyrrelser, reaktionsmønstre med mere. Det var virkelig godt og hjalp os meget.

Jeg har også i høj grad brugt humor for at overleve, for hvis jeg ind imellem kunne se det sjove i de absurde situationer, jeg kom ud i, så hjalp det lidt.

I perioder var jeg helt kørt ned. At passe job, venner, familie, være konstant bekymret for min datter og passe på mig selv samtidig var næsten en umulig opgave. Jeg fik derfor på et tidspunkt en måneds orlov fra mit job. Det gav luft, og så kunne jeg lidt igen. At være pårørende er lidt som at drukne: Man synker længere og længere ned, indtil man får hjælp eller en pause, og så får man luft til en ny omgang.

Der har også været glæder undervejs – og så igen, man bliver ikke bare glad, men overlykkelig, når der er fremskridt. Det er fantastisk at opleve, at det i stadig højere grad er Maria og ikke spiseforstyrrelsen, man taler med! Hun er ikke helt i mål endnu, men godt på vej.

Pas på familien og dig selv Jeg ved, at det kan være svært at følge andres råd, når man er kørt helt ned, men husk også dine andre børn. Foretag dig noget med dem alene og prøv at lægge dine bekymringer for den syge lidt til side. Hav nogle venner eller familie, der er med hele vejen. Det er en svær sygdom at forstå, og det er vigtigt, at der er nogen omkring dig, der kender situationen, så du ikke altid skal forklare.

Prøv også at huske at gøre noget for dig selv. Motionér, få massage, gå i biografen – få kort sagt nogle pusterum, hvor du tænker på noget andet.