Af Nina Almind Pedersen
Jeg er 38 år og har haft anoreksi så længe, jeg kan huske. Ofte oplever jeg som mor til to børn på 10 og 15 år, at det er tabu at have en spiseforstyrrelse. Den generelle opfattelse er, at det er en ’ungdomslidelse’, og at man ikke kan være en god mor, når man har anoreksi. Sådan hænger det ikke sammen for mig. Men det er hårdt at holde facaden udadtil og vise, at jeg er en god mor, så mine børn ikke bliver holdt udenfor, fordi jeg bliver opfattet som underlig.

Jeg er en god mor, selvom jeg har anoreksi
Hvad er en god mor, og er man kun en god mor, hvis man spiser kage med sine børn? Og hvis man ikke skal nå at løbe inden aftensmaden? Eller ikke har tvangsprægede mønstre, der ind imellem sætter familien på andenpladsen? Jeg vælger at se mig selv som en god mor på trods af disse ting. For mig er det nemlig andet og mere end det: Det er en, som først og fremmest er åben, ærlig, lyttende og omsorgsfuld.
Det er krævende at komme igennem arbejdsdagen uden alt for mange spørgsmål fra kollegaer. Jeg oplever tit fordømmende blikke, og at folk trækker sig. Jeg vil gerne tale åbent om min situation, men det er svært, når spørgsmålene ofte kun handler om, hvorvidt jeg kan være en god mor, og om mine børn fx lider under, at jeg ikke deltager i skolearrangementer med fællesspisning.

Generelt kunne jeg godt tænke mig at få flere spørgsmål om, hvordan det er for mig og ikke kun, hvad min sygdom gør ved mine børn. Jeg ville ønske, at folk accepterede mig, som jeg er: At jeg ikke spiser søde sager, drikker alkohol og tager med til diverse fester. Og at jeg ikke behøvede at finde på den ene søforklaring efter den anden for at undgå fordømmende blikke eller hvisken i krogene.

Åbenhed og ærlighed er vejen frem
Hjemme hos os taler vi åbent og ærligt om tingene og om vores frygt og bekymringer. Mine børn ved, at de kan spørge mig om alt. De ved, at der altid er plads til, at de kan vise deres følelser og frustrationer. De ved også, at jeg får hjælp. Intet er hemmeligt.

Jeg tror, at det er meget værre, hvis man forsøger at skåne sine børn og lyver for ikke at gøre dem ængstelige. Det er først, når børn begynder at fantasere og drage forkerte konklusioner, at man skaber afstand. Og jeg vil ikke have afstand til mine børn.

Der er naturligvis dage, hvor jeg frygter, at jeg videregiver mit forskruede forhold til mad til mine børn. Men så længe vi taler om, at det ikke er sjovt at have en spiseforstyrrelse, og de kan se, at jeg kæmper for at blive rask, så tror jeg, de lærer, at det ikke er en ønskværdig tilværelse.

En almindelig familie med et usynligt medlem
Jeg ville ønske, at der ikke var så mange fordomme overfor voksne med spiseforstyrrelser. Jeg kan godt forstå, det er svært at sætte sig ind i, hvordan mit og min families liv ser ud og forstå min tankegang og adfærd, når man ikke selv ved, hvordan det er at have anoreksi. Men det er ikke kun kampe og tvangstanker, mad og motion. Jeg er – og min families liv er – så meget mere end min anoreksi.

Jeg er ikke et ringere menneske eller mor. Jeg er bare mig. Nina. Mor i en familie med mand og børn. Min familie er ganske almindelig – den har bare et usynligt medlem.