Min vej ud af anoreksien

Af Julie Thaisen

Velkommen til mit liv, min historie og en fortid med anoreksi. En historie som markerer en daglig kamp mod det jeg dengang kaldte, mig selv, mit ego og identitet. Mit navn er Julie Thaisen, jeg er 21 år og blev erklæret rask for ni år siden.

I foråret 2008 vendte mit liv sig 180 grader. For at kunne relatere til dette starter min historie mere præcist nytårsaften 2007 med tankerne ”Du er for tyk, det er klart de andre ikke vil lege med dig”.
Jeg har haft den bedste opvækst man kunne ønske sig. Men selvom jeg havde de bedste forudsætninger, var jeg samtidig en sårbar pige, som blev holdt udenfor fællesskabet. Der var ingen tvivl om hvad mine klassekammerater dengang syntes om mig, da jeg dagligt modtog nedladende, kommentarer som relaterede til mit udseende. Ja jeg havde hvalpe fedt og hvad så? 

Nytårsforsættet
Jeg besluttede mig for et nytårsforsæt, som endte med at tage overhånd. Jeg begyndte så småt at opstille en række regler for mit indtag af mad og en urimelig mængde motion. Regler som skulle overholdes. Der gik ikke længe før forestillingen om en god mængde sund kost, havde ændret sig til angst. Angsten for mad. Jeg ville nu kun indtage et stykke frugt daglig. Jeg tabte mig i alt 20 kg, fik konstateret uregelmæssig hjerterytme og vejede på daværende tidspunkt 30 kg som tiårig.

Her startede min kamp, dog med et fortvivlet sind omkring min diagnose, og andres vurdering af mig som syg. Jeg var ikke syg, bare tynd var jeg ikke?. Mine tanker kørte på fuld kraft, med forestillinger om hvad der ville ske hvis jeg ikke længere havde denne kontrol over mit liv. Jeg var mere end sikker på, at der kunne sættes lighedstegn mellem det at være rask og blive mobbet. Dette var min bærende frygt gennem hele mit sygdomsforløb som varede to et halvt år.

Efter en længere periode hvor mine forældre efterspurgte den rette behandling til mig, kom jeg i ugentlig behandling i psykiatrien. En af mine daglige udfordringer var hovedsageligt måltiderne som ofte endte ud i gråd og diskussioner over bordet. Måltiderne var præget af mine evige forsøg på at undgå maden, og få den af vejen. Det at jeg skulle lyve og snyde overfor mine forældre blev en daglig rutine, men samtidig gjorde det mig også flov, især når jeg blev opdaget. I dag kan jeg tydeligt se dilemmaet ved at være forældre, men samtidig også være behandler for sit barn. Mine forældre manglede en hjælpende hånd, nogle der også så deres kamp.

Mødet med andre i samme båd
Personligt følte jeg mig alene. Alene i den forstand at ingen forstod mig og de tankesæt jeg havde, hvorfor jeg ikke ville tage på eller blive rask i frygten for at blive mobbet igen. Jeg efterspurgte flere gange i psykiatrien, mødet med andre piger med anoreksi. Jeg blev afvist gang på gang, indtil jeg fik tilbuddet om at deltage i et forsøg hvor de sammensatte både pårørende og sygdomsramte i et terapiforløb.

Jeg vil i dag gå så langt at sige, det at se andre familier i samme situation som os, gav mig det sidste skub til at blive rask. Jeg så hvor tydelig lidelsen var, hvilket gjorde mig flov, da jeg netop gik meget op i hvordan andre så på mig. Tanken som gjorde mig syg, gjorde mig rask. Måske jeg var blevet rask noget før, hvis jeg havde fået hjælpen hurtigere? Jeg vil her henvise til støttegrupper som Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade tilbyder, som jeg ved giver en god håndfuld kærlighed og forhåbninger for fremtiden. Spiseforstyrrelser handler nemlig ikke kun om mad, men også om følelser.