Jeg brugte min SKP som en slags mellemstep og hjælp i hverdagen da jeg blev færdig med at gå til psykolog, men stadig havde brug for hjælp og støtte til at blive på rette spor.

Den relation jeg har opbygget med min SKP er præget af 100 % forståelse. En forståelse som jeg har haft svært ved at finde hos mine forældre, da de af gode grunde ikke altid lige forstår mine tanker og følelser.

Men vigtigst af alt, så føler jeg at min SKP kender mig – og jeg hende – hvilket har medført en gensidig tillid som gjorde det meget lettere for mig at åbne mig og ikke bare snakke om mit forskruede forhold til mad, men også den bagvedliggende onde cirkel af problemer og tanker.  

Min SKP har fuldt mig i tykt og tyndt. I de mørkeste tider har hun fortalt mig, at jeg skulle fortsætte kampen og ikke give op, men samtidig har hun været med til at fejre mine sejre! Noget jeg er ubeskriveligt taknemmelig for!

Jeg ved, det lyder som en kliché, men jeg har aldrig haft det så godt, som jeg har det nu. Jeg er blevet meget klogere på mig selv og den verden der omgiver mig.

Tristhed og dårlige perioder, vil nok altid komme i bølger, men nu ved jeg, hvordan jeg håndterer det bedst muligt, så det ikke ender med at ramme mig som en tsunami.

Det er ikke længere maden, der har kontrollen over mig, men mig, mine lyster og mit behov der sætter dagsordenen.