Dittes datter Louise blev ramt af anoreksi/ortoreksi som 15 årig. Ditte fortæller her om livet som mor til en pige med Anoreksi.

Når ens børn bliver alvorlige syge så opdager man, at der er så mange ligegyldige ting i ens hverdag, som man ikke længere gider hidse sig op over. En glemt vante i skolen, vasketøj der flyder på teenageværelset, køen i netto og naboen der slår græs efter 16.00. Det er ligegyldigt. For det der betyder noget, når ens barn bliver ramt af en svær spiseforstyrrelse, det er at hun bliver rask, og meget gerne meget snart.

Jeg er mor til Louise som i dag er 23 år gammel. Louise blev ramt af anoreksi/ortoreksi i en alder af 15 år. En sygdom vi i starten troede vi kunne kurerer med kys, kram og kærlighed. Men vi blev klogere og blev hurtigt klar over, at vi var oppe mod stærke kræfter.

Når ens børn bliver så syge, så er der en masse praktiske ting som skal ordnes. – Orlov fra jobbet, besked til familie og venner og der skal handles ind og laves mad efter strenge madplaner. Det er ting som ” bare” skal være i orden, så alle ens følelser, tanker og privatliv bliver fuldstændig glemt.
Men efter en tid, så kan kroppen ikke holde til mere, og mens man skal være stærk overfor ens barn, så går man fuldstændig i stykker inden i. Og hvor går man så hen som forældre, søskende , bedsteforældre eller som ven.

Jeg fandt trøst, støtte, og forståelse hos LMS. De havde tid til at lytte. De havde forståelse for mine udfordringer og frustraretioner som pårørende og de tilbød mig at komme med i en støttegruppe hvor jeg kunne tale med andre forældre i samme situation, og samtidig kunne gruppens fagperson give mig et langt større indblik og forståelse for den sygdom min datter var ramt af, end jeg kunne læse mig frem til på nettet og i bøger.

LMS blev mit frirum. Der hvor jeg kunne være ked af det og der hvor jeg kunne sige højt, når det hele bare var rigtig svært. Jeg har hele tiden haft en kæmpe støtte fra min familie og venner, men de har også haft travlt med deres liv, så jeg var ikke altid så god til bede om hjælp når jeg havde brug for det. Hos LMS følte jeg altid at jeg kunne ringe eller komme forbi når jeg havde brug for det, og jeg har kun mødt søde, imødekommende og lyttende mennesker.

En af de ting der har hjulpet mig til at få bearbejdet alle disse års sygdom, er ved at fortælle min historie, til medier, til andre pårørende, til fagpersoner og til de mennesker som ellers måtte have interesse i min viden. Derudover har jeg haft en stor glæde ved at ” betale” alle de timers hjælp jeg har fået fra LMS tilbage ved at være frivillig hos dem. Det både ved at holde foredrag, skrive artikler, deltage i debatter og bestyrelsearbejde.

Jeg har lært at leve med frygten for at Louise kan blive rigtig syg igen. Men frygten fylder ikke længere så meget som den har gjort og jeg har det sidste 1/2 års tid taget mig selv i, at være tilbage der hvor jeg igen kan blive irriteret over kø på motorvejen, for meget vasketøj og naboer der larmer. Det er en befrielse.

Så til alle jer derude, kan jeg kun fra det inderste i mit hjerte, opfordre jer til at støtte LMS.
De gør et kæmpe stykke arbejde for folk med spiseforstyrelser og selvskade, samt deres pårørende.

Idag har Louise det heldigvis meget bedre og hun er nået så langt med sin sygdom, at hun styrer den og ikke omvendt. Den er stadig en del af hende og jeg tror den er med hende rundt det meste af tiden, men Louise er så bevist om dens tilstedeværelse ,at hun er blevet rigtig god til at stoppe op og tage kampen op mod den hvis den fylder for meget.

Kære Louise: Jeg ved det har været den sværeste kamp i dit liv og jeg elsker dig så ubeskriveligt højt for at du kæmpet kampen.

Ud i verden og nyd liv…. Kys fra mor

Se Dittte fortælle om sine oplevelser som mor her: