Bonusmor til piger med spiseforstyrrelser

Pårørende

Jeg har været bonusmor til 18-årige tvillingepiger, siden de var 10. Den ene fik anoreksi og bulimi som 14-årig. Men hvad stiller du op som bonusforælder?

Isobel Sommer

Hvis du er så uheldig at få en spiseforstyrrelse som ubuden gæst, vil du ikke kunne finde noget materiale om, hvad man stiller op som bonusforælder. Hvad skal du gøre, og hvor skal du gå hen med din frustration, sorg og magtesløshed, når du ikke kan ikke komme af med den derhjemme?

Din position kræver talent for at balancere mellem at kunne se med en anden afstand – men ikke overtræde reglerne for, hvor meget du må blande dig. Det er klogt at være varsom, for en forælder kender sit barn bedst. Men den tætte relation kan skabe en blind vinkel. Jeg elsker de to piger så højt. At stå på sidelinjen og ikke blande mig var rædselsfuldt hårdt.

Ændret adfærd

Jeg har i nogle dage kunne se, at hun ændrer adfærd. Pludselig begynder hun at gå på toilettet efter hvert aftensmåltid. Der er opkastrester i kummen, uden at nogen er syge. Mit alarmberedskab går i gang. Jeg siger det til hendes far, der er 120 % sikker på, at jeg tager fejl. Jeg resignerer, men observerer hende. Nogle dage efter ringer fodboldtræneren med samme mistanke.

Et godt forældresamarbejde

Heldigvis har pigernes forældre et fabelagtigt samarbejde. Vi mødes og taler om, hvad vi skal gøre. Vi tager sammen til infomøde i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og laver en fælles plan. Min bonusdatter starter hos en psykiater, og vi får alle hjælp til, hvordan vi skal være i forhold til hende og spiseforstyrrelsen. Vi gør alt, hvad vi skal og mere til, og vi prøver at gøre det ens i begge hjem, hvor pigerne bor i en 7/7-ordning.

En ny hverdag

Hver dag, når jeg kommer hjem fra arbejde, knuger min mave sig sammen. Der er tidspunkter, hvor jeg bare venter på, at det bliver den uge, hvor pigerne ikke bor hos os. Det er sindssygt hårdt for alle. Stemningen er dikteret af min bonusdatters humør. Og derefter hendes fars. For han har også svært ved at være i det.

Jeg begynder efter det første år hos en psykolog, for jeg er slidt. Jeg elsker dem alle tre, men hvor meget kan jeg holde til? Psykologen råder mig til at glide af på konflikter. Hun er imponeret over, at jeg stadig er der. Der er nemlig mange forhold, der går i stykker, når man lever med en spiseforstyrrelse i en sammenbragt familie.

Afmagt og udmattelse

ALT i vores liv handler naturligvis om at få hende rask og at undgå for mange konflikter. For hvor skal en forælder gøre af sin vrede, afmagt, frustration og smerte? Naturligt nok retter hendes far den mod mig som den nærmeste. Så jeg lærer at trække vejret dybt og undgå diskussioner. For når konflikterne kun er der i den ene uge, ved jeg jo godt, hvad det handler om. I den anden uge taler vi så lidt som muligt om sygdommen. Vi har brug for at lade op.

Anden runde

Efterhånden er der styr på spiseforstyrrelsen, og vi slækker på tøjlerne. Men i sommerferien falder hun i igen, denne gang meget værre. Det er et knusende slag for alle. Hun har tabt sig, og jeg har taget på, for jeg kan ikke fokusere på mig, men skal bruge al min styrke på at undgå konflikter. Med hjælp fra en diætist får hun i løbet af det næste år mere og mere styr på det.

Der er kæmpe nedture og små opture. Hvert et smil er en belønning, og når hun er glad, er vi i himlen. De gode timer bliver der langsomt flere af. Hun er en stærk pige, der har kæmpet SÅ hårdt. I dag har hun sygdommen under kontrol og ved præcis, hvordan hun skal håndtere mad og motion.

En potentiel tredje runde

Hun får mig til at love, at hvis jeg nogensinde fornemmer, at noget er galt med hende igen, så siger jeg det til hende med det samme. I forbindelse med Corona dykker hendes vægt lidt, men hun får styr på det. Jeg er SÅ stolt af hende og ved, at hun kan klare alt, men vi vil altid holde øje med hende.

Jeg forsvinder i krigszonen

Jeg følger min psykologs anvisninger og fokuserer på, hvad min partner har brug for, dernæst børnene, og så katten! Jeg har meget få meninger om noget, og jeg tager imod alt. Jeg forsvinder langsomt fra mig selv. Hver dag er en krigszone: Hvilket humør “må” jeg være i i dag? Hvad er der brug for, at jeg gør eller ikke gør? Hvad skal jeg være eller ikke være?

Hvornår er det hende, og hvornår er det sygdommen

Det er min oplevelse, at alle levede sådan hjemme hos os, fordi sygdommen overtog min bonusdatters personlighed. Sygdommen er manipulerende, egoistisk og humørsvingende. Det var frygtelig opslidende for alle. Når vi var sammen med andre, var hun nærmest sig selv. Derfor forstår omgivelserne det ikke helt.

Min rejse tilbage til mig selv

Det har taget tid at finde mig selv igen. Jeg har måttet genfinde mine grænser og håndtere stressreaktionen i det følgende år. Men det var det hele værd.

Ting, jeg gerne ville have vidst

Jeg ville ønske, at jeg havde de værktøjer, jeg har i dag. Fx synes jeg ikke, at rådet om at undgå alle konflikter var nuanceret nok. Jeg havde brug for vejledning i, hvordan jeg kunne tage hensyn uden at undertrykke og miste mig selv.

Da jeg endelig talte med min bonusdatter om spiseforstyrrelsen, opdagede jeg, at det var en fejl, at jeg ikke havde gjort det noget før. For når jeg undgik at være ”noget”, fik det hende til at tro, at jeg ikke elskede hende mere. Jeg skulle ikke blande mig i behandlingen, men hendes følelsesmæssige behov var der jo stadig.

En anden fejl var, at vi overså hendes søster. Man gør sit bedste, men man KAN ikke være alle steder på en gang. Da jeg opdagede, at hendes behov ikke blev mødt, prioriterede jeg hende før alt andet. Hun siger i dag, at hun ikke ved, hvor hun ville være uden mig, men her kan jeg i bakspejlet og min efterfølgende uddannelse til coach se, at jeg kunne have gjort det uden at skabe distance til deres far. Vores forhold holdt desværre ikke, men hvis jeg ikke havde mistet mig selv undervejs, tror jeg, vi havde klaret den som par. Men kærligheden har vi ikke mistet. I dag er han stadig min bedste ven – og pigerne har valgt at beholde mig som bonusmor.

En tredje fejl som er SÅ vigtig: Hvis du har en aftale med den syges søskende, så flyt den IKKE, fordi det syge barn vil have dig til ”noget”. Ikke hver gang i hvert fald. For det kan sagtens være manipulation for at få den fulde opmærksomhed, men det skader det raske barns selvværd.

Som coach, debattør, foredragsholder og forfatter lever og ånder jeg nu for at hjælpe bonusforældre og søskende. Ingen af os er født til at vide, hvad vi skal gøre i krisesituationer. Vi gør det, så godt vi kan. Men vi kan bruge vores erfaringer til at hjælpe og støtte hinanden.

 

Bestil gratis pårørendeguide

Som pårørende til et barn eller en ung med en spiseforstyrrelse spiller du en vigtig rolle. Samtidig er det vigtigt, at du også passer på dig selv og resten af familien, så I har overskud til at rumme lidelsen. Derfor har vi i vores gratis pårørendeguide samlet råd og ideer til, hvordan du kan håndtere spiseforstyrrelsen og den svære tid som pårørende. Du finder også information om jeres rettigheder og links til vores gratis tilbud. 

Du kan bestille vores gratis pårørendeguide her >>

...

 

Isobel Sommer

Støt vores arbejde
Selv 2 kr. om dagen kan gøre en forskel for mennesker med spiseforstyrrelser eller selvskade