Andre spiseforstyrrelser

Mere

Minimum 1/3 af alle, der henvender sig med en spiseforstyrrelse, opfylder nogle, men ikke alle diagnosekriterier for anoreksi, bulimi eller tvangsoverspisning og falder derfor ind under kategorien atypiske spiseforstyrrelser.

Mennesker der lider af en atypisk spiseforstyrrelse kan være lige så alvorligt ramt som andre, der lider af en spiseforstyrrelse.

De seneste år er der kommet fokus på to andre typer spiseforstyrrelser også; ortoreksi og megareksi. Ortoreksi handler om et overdrevet fokus på sundhed og sund kost, mens megareksi handler om overdreven styrketræning og fokus på opbygning af muskler.

En anden spiseforstyrrelse, som omhandler mere end mad, er Pica, hvor der indtages usædvanlige ting uden næringsstoffer som fx. sten eller jord. Desuden findes andre sjældne spiseforstyrrelser; undgåelses- eller restiktivt ernæringsindtag og drøvtygningslidelse.

Atypiske spiseforstyrrelser

Når man diagnosticerer mennesker med spiseforstyrrelser anvender man nogle bestemte kriterier. Kriterierne skal opfyldes for, at der kan stilles en diagnose. I Danmark anvendes ICD-10 diagnosesystemet oftest, og her er der en række underkategorier som bruges, når alle kriterierne ikke kan opfyldes for en af de beskrevne spiseforstyrrelser. Falder man ind under en af disse kategorier, er der tale om det, der i hverdagssprog bliver kaldt en atypisk spiseforstyrrelse.

Ved atypiske spiseforstyrrelser kan der fx være tale om en person, der udviser anorektisk adfærd, men samtidig også jævnligt overspiser og kaster op, eller en person, der lider af bulimi, men ikke kaster så jævnligt op, at diagnosekriterierne for bulimi kan anvendes.

Mennesker, der lider af en atypisk spiseforstyrrelse, vil oftest være lige så alvorligt ramt som alle andre med en spiseforstyrrelse. De vil ofte have et lavt selvværd og et forstyrret kropsbillede.

Minimum 1/3 af alle, der henvender sig med en spiseforstyrrelse, opfylder ikke kriterierne for enten anoreksi eller bulimi og falder derfor ind under atypiske spiseforstyrrelser.

For dig der vil vide mere om atypiske spiseforstyrrelser

Mennesker, der lider af en atypisk spiseforstyrrelse er ofte ekstremt optaget af vægt, krop og udseende. De lider under et lavt selvværd og er ofte skamfulde og flove over deres forhold til mad.

Kontrol som overlevelsesstrategi

Uanset om de kaster op, sulter sig, overspiser, dyrker ekstrem motion eller noget helt andet vil kontrol eller tabet af kontrol fylde meget for mennesker med en spiseforstyrrelse.

Et menneske med en atypisk spiseforstyrrelse kan ofte opleve, at følelser som smerte, sorg, angst, ensomhed, vrede, tomhed, frustration eller glæde er så skræmmende eller gør så ondt, at hun eller han er nødt til at undertrykke følelserne, fordi vedkommende ikke har lært at håndtere dem på en sund måde.

Lyst til fx nærhed eller behov for trøst og omsorg undertrykkes og kontrolleres, så man fx ikke lader sin mor, sin veninde eller sin kæreste trøste sig, selvom man er ked af det, og det egentlig er det, man har brug for.

I stedet vil mennesker med atypiske spiseforstyrrelser ofte prøve at dulme følelserne gennem et fokus på maden - som en higen efter en eller anden form for kontrol. Det kan både være kontrol over, hvad eller hvor meget eller lidt man spiser, om man beholder maden i sig eller kontrol over at holde følelserne på afstand ved at fylde sig med mad i stedet.

Man kan derfor sige, at det ekstreme fokus på maden bliver en form for overlevelsesstrategi, når følelserne bliver for uoverskuelige og svære at håndtere. Atypiske spiseforstyrrelser handler altså ikke om selve maden og vægten – disse elementer er nærmere et symptom på de problematiske og bagvedliggende følelser og oplevelser. Det er derfor også vigtigt, at man i behandlingen ikke kun fokuserer på forholdet til maden, men kombinerer dette fokus med terapi, hvor der arbejdes med de psykiske aspekter af sygdommen.

Fokus på maden i stedet for følelserne

Det enorme fokus på maden kan hjælpe på følelsen af manglende kontrol i forhold til tilværelsens generelle følelsesliv. Spiseforstyrrelsen – sulten, overspisningen, udrensningen, vægttabet, kalorieudregningen, planlægningen, motionen – bliver det centrale i livet og optager pladsen for ubehagelige følelser, der dermed fortrænges, så de ikke risikerer at skabe kaos.

Det medfører en i længden ubærlig følelse af tomhed. Det store fokus på maden levner ikke plads til glæde, spontanitet, forventning, lyst – og vigtigst af alt: Det levner ikke plads til at lade mennesket med spiseforstyrrelsen mærke, hvad hun eller han inderst inde føler, ønsker og har brug for – og derfor handler hun eller han også sjældent i overensstemmelse med sine egne behov, impulser, følelser og lyster.

Intimitet og seksualitet

Mennesker, der lider af en atypisk spiseforstyrrelse, har ofte svært ved at håndtere den nærhed og intimitet, der er forbundet med at have en partner.

Kontrollen overskygger behov og lyster og ofte har hun eller han et fremmedgjort forhold til sin krop, hvilket gør det svært overhovedet at fornemme kroppens signaler eller lade kroppen ”få lov til” at mærke et andet menneskes nærhed og kærtegn. At give sig hen til en kæreste eller ægtefælle vil føles som et tab af kontrol og måske medføre, at hun eller han mærker de følelser, der normalt undertrykkes af spiseforstyrrelsen.

Det er forskelligt, hvordan seksualiteten håndteres af mennesker, der lider af en atypisk spiseforstyrrelse, men det ses ofte, at de bevæger sig ud i ekstremerne, hvor de enten vælger intimiteten og seksuallivet helt fra for at beskytte dem selv, eller omvendt kaster sig ud i en form for selvdestruktiv og tilfældig sex, hvor alle følelser lukkes ude.

Komorbiditet[1]

Undersøgelser viser, at mennesker ramt af en spiseforstyrrelse ofte også lider af andre psykiske sygdomme, herunder især depression, personlighedsforstyrrelser og angst.

 


[1] Forekomsten af en eller flere sygdomme foruden den primære sygdom.

Diagnosekriterier

Der findes to dominerende diagnosesystemer – WHO’s International Classification of Diseases (ICD) og den amerikanske psykiatrisammenslutnings Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM). I Danmark og i det meste af Europa anvendes ICD som diagnostisk manual, mens forskningen generelt tager udgangspunkt i det amerikanske DSM.

I dag opereres med ICD-10 og DSM-5. ICD-10 blev senest revideret i 1992, mens DSM-5 blev revideret i 2013. I løbet af 2018 udkommer ICD-11, som forventes at læne sig op ad DSM-5, og der vil sandsynligvis vil være tilføjelser og korrektioner inden for spiseforstyrrelsesområdet.

ICD og DSM skelner mellem specificerede og uspecificerede spiseforstyrrelser. Specificerede spiseforstyrrelser omfatter alle spiseforstyrrelser, som opfylder kriterierne for en specifik diagnose af spiseforstyrrelse, mens uspecificerede spiseforstyrrelser ikke opfylder alle kriterier for en spiseforstyrrelse i diagnoseklassificeringen.

Vi vil nedenfor referere de forskellige diagnoser ud fra de i dag gældende diagnosesystemer ICD-10 og DSM-5, som overordnet kan benævnes atypiske spiseforstyrrelser.

ICD-10 om atypiske spiseforstyrrelser:

F50.1 Atypisk Anoreksi

Denne diagnose anvendes, hvis symptomerne på anoreksi er til stede, men ikke i det omfang, der kræves for at få diagnosen anoreksi eller hvor ét af nøglesymptomerne for anoreksi mangler.

F.50.3 Atypisk bulimi

Denne diagnose anvendes, hvis symptomerne på bulimi er til stede, men ikke i det omfang, der kræves for at få diagnosen bulimi eller hvor ét af nøglesymptomerne for bulimi mangler.

F50.8 Andre spiseforstyrrelser samt F50.9 Uspecificeret spiseforstyrrelse

Disse diagnoser anvendes, hvis symptombilledet ikke kan karakteriseres som tilhørende en af de øvrige spiseforstyrrelser. Fx diagnosticeres tvangsoverspisning (BED) under F50.8.

DSM-5 om atypiske spiseforstyrrelser

Andre specificerede spiseforstyrrelser

Denne kategori er gældende ved præsentationer, hvor symptomer, som er karakteristiske for en spiseforstyrrelse, der forårsager klinisk signifikant ubehag eller forringelse i sociale, arbejdsmæssige eller andre vigtige dominerende funktionsområder, men som ikke opfylder alle de diagnostiske kriterier for nogen af spiseforstyrrelserne i diagnoseklassificeringen. Kategorien, andre specificerede spiseforstyrrelser, bruges i situationer, hvor klinikeren vælger at formidle den specifikke årsag til, at præsentationen ikke opfylder nogen af kriterierne for en specifik spiseforstyrrelse. Dette gøres ved at optage ”anden specificeret spiseforstyrrelse” efterfulgt af den specifikke årsag (fx bulimia nervosa af lav frekvens).

Eksempler på præsentationer, der kan specificeres ved brug af betegnelsen ”andre specificerede” er følgende:

  1. Atypisk anorexia nervosa: Alle kriterier for anorexia nervosa er opfyldt med undtagelse af, at personens vægt er indenfor eller over normalområdet trods et signifikant vægttab.
  2. Bulimia nervosa (af lav frekvens og/eller begrænset varighed): Alle kriterier for bulimia nervosa er opfyldt med undtagelse af, at overspisninger og uhensigtsmæssig kompensatorisk adfærd forekommer mindre end en gang om ugen i gennemsnit og/eller i mindre end tre måneder.
  3. Tvangsoverspisning (af lav frekvens og/eller begrænset varighed): Alle kriterier for tvangsoverspisning er opfyldt med undtagelse af, at overspisningerne forekommer mindre end en gang om ugen i gennemsnit og/eller i mindre end tre måneder.
  4. Udrensende lidelse: Gentagende udrensende adfærd for at påvirke vægt eller figur (fx selvforskyldt opkastning, misbrug af afføringsmidler, vanddrivende midler eller anden medicin) uden overspisning.
  5. Nattespisningssyndrom: Gentagende episoder af nattespisning, manifesteret ved spisning efter at vågne fra søvn eller ved overdrevet madindtag efter aftensmaden. Der er bevidsthed og erindring af spisningen. Nattespisningen er ikke bedre forklaret af udefrakommende påvirkninger så som ændringer i personens sove-vågne cyklus eller af lokale sociale normer. Nattespisningen forårsager signifikant ubehag og/eller forringelse af funktionsevnen. Det forstyrrede spisemønster er ikke bedre forklaret ved tvangsoverspisning eller anden psykisk lidelse, inklusiv stofmisbrug, og kan ikke tilskrives en anden medicinsk sygdom eller en medicinsk påvirkning.

Uspecificeret spiseforstyrrelse

Denne kategori er gældende ved præsentationer, hvor symptomer, som er karakteristiske for en spiseforstyrrelse, der forårsager klinisk signifikant ubehag eller forringelse i sociale, arbejdsmæssige eller andre vigtige dominerende funktionsområder, men som ikke opfylder alle de diagnostiske kriterier for nogen af spiseforstyrrelserne i diagnoseklassificeringen. Kategorien bruges i situationer, hvor klinikeren vælger ikke at specificere årsagen til, at kriteriet ikke er opfyldt for en specifik spiseforstyrrelse, og inkluderer præsentationer, hvori der er utilstrækkelig information til at lave en mere specifik diagnose (fx på skadestuer).

Megareksi

Megareksi er en spiseforstyrrelse, der særligt rammer mænd og sjældent kvinder. Mennesker, der lider af megareksi oplever, at deres krop er for tynd, for let og ikke muskuløs nok. For at blive større og mere muskuløse styrketræner de i timevis hver dag og følger særlige fedtfrie og proteinrige diæter.

Nogle begynder endvidere, i forbindelse med styrketræningen, at tage kunstigt fremstillede hormoner som anabole steroider for at fremskynde vægtøgningen. Uanset hvor meget personen, der lider af megareksi, tager på i vægt, eller hvor meget muskelmassen øges, vil det ikke være tilstrækkeligt eller tilfredsstillende for ham eller hende.

Kontrollen med vægt, træning og specialkost fylder for mennesker, der lider af megareksi så meget, at det ikke er muligt for dem at føre en almindelig hverdag.

For dig som vil vide mere om megareksi

Mega betyder stor og megareksi er en spiseforstyrrelse, hvor ønsket om at få en så stor, muskuløs og tung krop som muligt, samtidig med at bibeholde et slankt udseende, tager overhånd.

Megareksi er endnu ikke en anerkendt diagnose i Danmark. I Sverige og Norge anvendes begrebet dog allerede i den offentlige debat og i Norge har man i flere år diskuteret mænds problemer med kroppens udseende og spiseforstyrrelser i forlængelse heraf. Forskning på området viser, at antallet af mænd, der har et så stort fokus på krop og vægt, at det grænser til det sygelige, er højere end man tidligere har antaget[1].

Tegn på megareksi

Mennesker ramt af megareksi vil ofte have meget rigide regler og ritualer for deres kost, træning og måltider. De træner mange timer og ofte også flere gange dagligt og er ikke særlig fleksible i forhold til at ændre hverken deres trænings- eller spisemønstre. Træningen vil primært bestå af styrketræning, da det er deres muskelmasse, de ønsker at øge.

Deres kost vil som regel bestå af specielle proteinrige diæter og de vil takke nej til sociale arrangementer, som kommer på tværs af deres trænings- og kostprogrammer eller alternativt medbringe deres egen mad. Nogle af de mennesker, der lider af megareksi vil endvidere begynde at tage anabole steroider for at fremskynde vægtøgning og et tegn på megareksi kan derfor også være en meget hurtig vægt- og muskeløgning.

Megareksi og anabole steroider hænger ikke altid sammen

Det er vigtigt at understrege, at brugen af anabole steroider og megareksi ikke nødvendigvis hænger sammen. Mennesker, der eksperimenterer med steroider, har ikke nødvendigvis en spiseforstyrrelse og mennesker, der lider af megareksi, gør ikke altid brug af steroider. At en person gør brug af anabole steroider i forbindelse med ønsket om vægt- og muskeløgning bør altid give anledning til bekymring, da der er en lang række alvorlige bivirkninger forbundet med dette, men man kan ikke ud fra dette konkludere, at personen lider af megareksi.

Aldrig stor nok og aldrig mand nok

Lige som ved de øvrige spiseforstyrrelser vil mennesker, der lider af megareksi, have et forstyrret kropsbillede. Hvor mennesker med anoreksi altid vil se sig selv som større end de reelt er, vil mennesker, der lider af megareksi altid se sig selv som mindre, end de reelt er. De vil ofte have en følelse af manglende mandighed og være angste for at virke små og svage. Uanset hvor mange kilo de tager på og hvor meget, de øger deres muskelmasse vil de ikke føle sig gode eller store nok.

Lavt selvværd og kontrol over kroppen

Mennesker, der lider af megareksi, vil ofte have et lavt selvværd ligesom andre, der lider af en spiseforstyrrelse. Tidens kropsideal og fokus på en sund livsstil med træning kan være en del af grunden til, at nogle udvikler et lavt selvværd, men ligesom ved de øvrige spiseforstyrrelser kan det i lige så høj grad handle om svære følelser og oplevelser, den enkelte ikke ved hvordan han eller hun skal håndtere. Kontrollen over kroppen bliver en form for overlevelsesstrategi, som fjerner fokus fra de oprindelige følelser.

Steroidernes bagside

Ikke alle, der lider af megareksi, gør brug af anabole steroider, men ofte vil fristelsen være stor, da man kan tage op til 20-40 kg på ved hjælp af dem. Men som alle andre stoffer har steroiderne en bagside. Mennesker, der i forbindelse med at lide af megareksi begynder at bruge steroider, vil ofte slå bivirkninger og konsekvenser væk, men det er vigtigt at understrege faren ved langvarig brug af steroider.

Steroider forstyrrer kroppens processer og balance, hvilket blandt andet kan medføre leverskader, hårtab, åreforkalkning, forstørret hjerte, udvikling af bryster og akne. Derudover medfører brugen af steroider som regel altid psykiske forstyrrelser og høj aggressivitet samt manglende lyst og evne til at dyrke sex; altså impotens.


[1] http://www.information.dk/35381

Diagnosekriterier

Der findes to dominerende diagnosesystemer – WHO’s International Classification of Diseases (ICD) og den amerikanske psykiatrisammenslutnings Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM). I Danmark og i det meste af Europa anvendes ICD som diagnostisk manual, mens forskningen generelt tager udgangspunkt i det amerikanske DSM.

I dag opereres med ICD-10 og DSM-5. ICD-10 blev senest revideret i 1992, mens DSM-5 blev revideret i 2013. I 2018 udkommer ICD-11, som forventes at læne sig op ad DSM-5, og der vil sandsynligvis vil være tilføjelser og korrektioner inden for spiseforstyrrelsesområdet.

Hverken ICD-10 eller DSM-5 har anerkendt megareksi som diagnose og umiddelbart synes der heller ikke at være planer om at indføre lidelsen i næstkommende revision af systemerne, som der fx er med tvangsoverspisning, hvorfor der heller ikke foreligger nogle diagnostiske kriterier for lidelsen.

For at kunne indføre megareksi i diagnosesystemerne kræves det, at der findes frem til en videnskabelig og fagligt accepteret definition af lidelsen samt en række brugbare, diagnostiske kriterier, som kan reproduceres på tværs af mange undersøgelser. Derudover skal lidelsen ikke kunne beskrives inden for rammerne af de diagnoser, der allerede eksisterer.

Dog placeres megareksi som underkategori til den kliniske definition Body Dysmorphic Disorder eller dysmorfobi (dys =anderledes, morfe = billede, fobi = skræk). Dysmorfobi er en psykiatrisk lidelse, der er kendetegnet ved en sygelig besættelse eller optagethed af fejl og mangler ved ens udseende1.

 


1: Lichtenstein, Mia Beck (2013): Besat af træning - når sund motion bliver til skadelig afhængighed, Dansk Psykologisk Forlag

Ortoreksi

Mennesker, der lider af ortoreksi, har et overdrevet fokus på sundhed og det at spise sundt. Som det også ses ved anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning er maden hos mennesker, der lider af ortoreksi, en så stor besættelse, at det hindrer dem i at føre en normal hverdag. Men hvor der ved de andre spiseforstyrrelser er fokus på mængden af mad, er der ved ortoreksi fokus på madens kvalitet.

Mennesker, der lider af ortoreksi, har ikke nødvendigvis et ønske om at tabe sig, men er besatte af at ville leve og spise sundt. Ofte resulterer dette i, at de danner sig deres eget billede af, hvad der er sundt, går på diæter og opsætter en lang række af regler og ritualer for, hvad de må og ikke må spise. Diæten og reglerne er ikke nødvendigvis sunde set ud fra et objektivt perspektiv; der kan fx være tale om regler for, hvilken farve eller type af råvarer man må spise.

For nogle mennesker, der lider af ortoreksi, ender det med, at de må medbringe egen mad til sociale sammenkomster, da de ikke tør spise måltider tilberedt af andre, og i sidste ende kan besættelsen af den sunde mad medføre, at de isolerer sig socialt.

For dig der vil vide mere om ortoreksi

Den amerikanske læge Steve Bratman satte første gang fokus på ortoreksi i 1996.  Mennesker, der lider af ortoreksi, er så besatte af at spise og leve sundt, at de ikke kan få en normal hverdag til at fungere.

Tegn på ortoreksi

Mennesker ramt af ortoreksi vil ofte have meget rigide regler og ritualer for deres kost og måltider. De vil takke nej til arrangementer, hvor der indgår spisning eller alternativt medbringe deres egen mad. Derudover vil mennesker, der lider af ortoreksi, ofte miste interessen for alt andet end maden og i mange tilfælde isolere sig socialt.

Sundhedsidealet

Der er i dag et langt større fokus på sundhed og kost end tidligere, hvilket blandt andet kommer til udtryk i et væld af sundhedskampagner, officielle kost- og motionsråd, smiley-ordninger, regler for varedeklarationer, et stigende antal af sundheds- og slankeeksperter samt undersøgelser af, hvad der er sundest for os at spise, og hvordan vi kan leve så sundt som muligt.

Ofte vil mennesker, der lider af ortoreksi, tage udgangspunkt i disse sundhedsbudskaber, men de fortolker dem meget firkantet og udbygger dem ofte med deres egne regler.

Rigide regler og ritualer

Ofte vil mennesker, der er ramt af ortoreksi udvikle rigide regler og ritualer for deres kost og måltider. Reglerne kan både omhandle hvad der må spises og hvornår, og kan for omverdenen virke absurde, som fx en regel om kun at måtte spise mad i en bestemt farve eller under en bestemt størrelse.

Kontrollen er altoverskyggende

For mennesker med ortoreksi er kontrollen med, hvad de spiser og om deres regler overholdes, altoverskyggende. Ligesom ved de andre spiseforstyrrelser bliver kontrollen af maden så dominerende, at alt andet træder i baggrunden. Almindelige behov, lyster og signaler fra sindet og kroppen ignoreres, hvis de ikke passer ind i diæten og reglerne.

Det handler ikke om mad og sundhed

Der kan være mange forskellige årsager til, at mennesker bliver ramt af ortoreksi, men ofte er det mennesker, der i forvejen har et lavt selvværd og måske står med en følelse af ikke at have kontrol over et eller flere områder i deres liv samt tumler med en masse svære følelser. Det handler altså ikke primært om mad og sundhed. Kontrollen over maden bliver for mange en (uhensigtsmæssig) overlevelsesstrategi, der kan skabe en form for sikkerhed i en ellers usikker verden.

”Sundheden” kan være farlig

Mennesker med ortoreksi har et ønske om at spise sundt, men når reglerne og diæterne tager overhånd kan sundheden ende med at blive usund. Diæterne kan for det første føre til vægttab, hvilket medfører en risiko for, at ortoreksien udvikler sig til anoreksi. Derudover vil de rigide regler ofte medføre en række fysiske og psykiske konsekvenser såsom underernæring, vitaminmangel, infektioner, depression og angst.

Ydermere vil mennesker med ortoreksi ofte være socialt isoleret, da de bruger de fleste vågne timer på at tænke på mad og planlægge deres måltider. Samtidig kan menneker med ortoreksi have svært ved at være sammen med andre, der spiser normalt.

Ortoreksi og andre psykiske sygdomme

Forskning peger på, at der findes et overlap mellem ortoreksi og anoreksi samt OCD (obsessive-compulsive disorder). Personer med ortoreksi og anoreksi har samme stræben efter perfektion og behov for kontrol. De OCD lignende karakteristika, blandt personer med ortoreksi, ses blandt andet ved et stort fokus på hygiejne, når maden indtages samt behov for at arrangere maden.

Diagnosekriterier

Der findes to dominerende diagnosesystemer – WHO’s International Classification of Diseases (ICD) og den amerikanske psykiatrisammenslutnings Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM). I Danmark og i det meste af Europa anvendes ICD som diagnostisk manual, mens forskningen generelt tager udgangspunkt i det amerikanske DSM.

I dag opereres med ICD-10 og DSM-5. ICD-10 blev senest revideret i 1992, mens DSM-5 blev revideret i 2013. I 2018 udkommer ICD-11, som forventes at læne sig op ad DSM-5, og der vil sandsynligvis vil være tilføjelser og korrektioner inden for spiseforstyrrelsesområdet.

Hverken ICD-10 eller DSM-5 har anerkendt ortoreksi som diagnose og umiddelbart synes der heller ikke at være planer om at indføre lidelsen i næstkommende revision af systemerne, som der fx er med tvangsoverspisning, hvorfor der heller ikke foreligger nogle diagnostiske kriterier for lidelsen.

For at kunne indføre ortoreksi i diagnosesystemerne kræves det, at der findes frem til en videnskabelig og fagligt accepteret definition af lidelsen samt en række brugbare, diagnostiske kriterier, som kan reproduceres på tværs af mange undersøgelser. Derudover skal lidelsen ikke kunne beskrives inden for rammerne af de diagnoser, der allerede eksisterer.

Træningsafhængighed

For personer, der lider af træningsafhængighed, fylder træning det meste af livet – motion er ikke længere et supplement til livet, men bliver hele omdrejningspunktet. Ligesom enhver anden form for afhængighed, oplever træningsafhængige abstinenser, hvorved der opstår en tvangspræget besættelse af motion.

Den intensive træning, som ofte karakteriserer personer, som lider af træningsafhængighed, kan medføre alvorlige skader som fx træthedsbrud (brud på knogler pga. for meget træning) eller ødelagte muskler. Dette er dog ikke en hindring for den træningsafhængige, der træner videre trods smerter og træthed. Selvom træningsafhængige ønsker at reducere træningen, kan dette opleves som en umulig opgave, fordi træningen har opnået kontrollen. Træning er blevet en måde at håndtere psykiske problemer eller kriser.

Når træning er det primære livsaspekt, der giver indhold, selvværd og identitet, vil det ofte skabe konflikter samt medføre nedprioriteringer af sociale aktiviteter. I yderste konsekvens kan det resultere i tab af venner eller samlever, fordi træningen overtager pladsen.

 Det samme ses hos personer, der lider af megareksi, som er en spiseforstyrrelse, hvor personer styrketræner dagligt i timevis og følger særlige fedtfrie og proteinrige diæter. Personer med megareksi og personer med træningsafhængighed har begge ekstremt kontrol over træning. Men den træningsafhængige går ikke nødvendigvis voldsomt op i kost og vægt, men primært i træningsmængde og -intensitet.

Personer med megareksi har derimod ofte et forvrænget forhold til mad, et ekstremt fokus på vægt, fedt og muskler og især et fordrejet billede af egen krop.  Det er måske svært at forestille sig megareksi uden at koble det til træningsafhængighed, men ikke alle træningsafhængige ønsker sig store muskler. Med andre ord handler megareksi altså om kropsstørrelse, hvor træningsafhængighed handler om træning uanset kropsstørrelse.

Man kan også drage paralleller mellem træningsafhængighed og andre spiseforstyrrelser. De omhandler alle sammen en kropsrelateret adfærd, der ofte starter med et ønske om øget sundhed, som kan blive mere ekstrem med tiden.

Når man sammenligner træningsafhængighed med andre spiseforstyrrelser, er de træningsafhængige overordnet set besat af træning, mens personer med en spiseforstyrrelse er besat af mad og vægt. Den træningsafhængige forsøger at kontrollere kroppen gennem fysisk aktivitet, og personer med en spiseforstyrrelse forsøger at kontrollere kroppen gennem maden.

Der er mange diskussioner om, hvorvidt træningsafhængighed blot er et symptom på en spiseforstyrrelse, eller om det er en lidelse i sig selv. Men en del forskning mener, at træningsafhængighed må opfattes som en ny type spiseforstyrrelse.

For dig som vil vide mere om træningsafhængighed

Træningsafhængighed tilhører gruppen adfærdsafhængighed, der karakteriserer en adfærd, der opleves som tab af kontrol, og desuden giver den afhængige en følelse af umiddelbar gevinst ved sin adfærd som fx velvære, glæde, eller mindskelse af ubehag. Andre former for adfærdsafhængighed er fx ludomani og internetafhængighed. Begrebet træningsafhængighed er ofte til diskussion og andre termer, der bruges, er tvangsmotionister, træningsnarkomaner, træningsforstyrrede, fitnessjunkies og idrætsmisbrugere.

Selvom der endnu ikke findes en klar definition på træningsafhængighed, er følgende en anerkendt og anvendt definition: ”Træningsafhængighed er kendetegnet ved overdreven og tvangspræget fysisk træning med negative fysiske, psykiske og sociale konsekvenser”[1].

Symptomerne er ofte fysisk nedslidning som følge af overtræning, abstinenser, tiltagende træningsmængder og nedprioritering af familie, venner og job. I værste fald ses alvorlige overbelastningsskader.

Symptomerne på træningsafhængighed

Når man undersøger symptomerne, er det vigtigt at være opmærksom på både træningsmønsteret samt de psykologiske aspekter. Tidsforbrug og træningsintensiteten er også vigtige faktorer at inddrage, når man undersøger træningsafhængighed. En rolig joggetur kan for eksempel ikke sammenlignes med hård tempotræning, selvom det kan være lige så tidskrævende. Tidsforbrug er i sig selv heller ikke altid en afgørende faktor - mange professionelle sportsudøvere bruger enorme tidsmængder på træning uden at være afhængige af det. Omvendt bruger andre motionister ikke nær så meget tid på træning, men har alligevel udviklet et tvangspræget og problematisk forhold til træningen. Dog er der som oftest sammenhæng mellem træningsmængde og graden af afhængighed, hvilket betyder, at træningsafhængige som udgangspunkt træner mere end ikke-afhængige.

Symptomer på træningsafhængighed er [2]:

  • Når træningen kontrollerer en i stedet for omvendt
  • Når man bare skal træne i dag, lige meget hvordan forholdene er
  • Når man forsøger at bekæmpe en smertende skade med dagens skemalagte træning
  • Når man konstant tænker på og taler om træning
  • Når besættelse af træning bliver til overmod, hvor man forveksler viljen til at overvinde kroppens fysiske begrænsninger med at have en stærk viljestyrke.

Når træningen fylder det meste af ens hverdag, kan det have store sociale og jobmæssige konsekvenser. Begrænsninger i samvær med familie og venner er ikke ualmindelige hos træningsafhængige, ligesom at uddannelse og jobfunktion ofte nedprioriteres. Desværre ses det også, at træningsafhængige mister venner, kæreste eller ægtefælle, fordi træningen overtager pladsen.

Afhængighed og abstinenser

Afhængighed og abstinenser er centrale symptomer hos personer med træningsafhængighed. En karakteristisk tankegang for de træningsafhængige er, at træning aldrig opfattes som tilstrækkelig – der kan altid trænes mere. Man glemmer at holde sig til sit træningsprogram og lytter ikke til sin krop, fordi man bliver ”høj” af træningen. Kroppens signaler og træthedstegn overhøres, og derved øges risikoen for (varige) skader. Ligesom med andre former for afhængighed såsom alkohol og stoffer, vil den træningsafhængige have behov for længere, hyppigere og mere intense træningssessioner for at opnå den samme intensitet af tilfredsstillelse. Derved sker udviklingen altså gradvist. Som følge af dette kan abstinenser opstå. Tegn på abstinenser kan være angst, tristhed, irritabilitet, spænding, rastløshed, skyldfølelse, ubehag, forvirring, nedsat selvværd og koncentration, sløvhed, tab af appetit, søvnbesvær og hovedpine.

Selvom det ønskes at reducere træningen, kan det mislykkes, fordi personen ikke selv har kontrollen. Og selvom man har mange smerter, kan man miste evnen til at skelne mellem ubehag og smerte. Gentagende ignoreringer af kroppens og psykens signaler kan på længere sigt få alvorlige konsekvenser. Og i nogle tilfælde være invaliderende. For meget træning kan give brud på knogler – også kaldet træthedsbrud. Dog er det sjældent en hindring for de træningsafhængige, da de netop trodser smerter ved at fortsætte træningen.

Årsager til træningsafhængighed

Som det er tilfældet ved spiseforstyrrelser og selvskade, ligger der oftest psykiske problemer bag træningsafhængighed. Den sunde, veltrænede krop opfattes i Danmark som værende udtryk for succes og kontrol, hvilket giver anerkendelse, bekræftelse og identitet. Men en trænet krop er ikke altid lig en sund sjæl, og det kan være symbol på en indre smerte. Når man er træningsafhængig, bruges træningen til at håndtere det følelsesmæssige ubehag, personen oplever. Undersøgelser viser, at unge – teenagere og personer i 20-års alderen - er mere udsatte for at udvikle en træningsafhængighed end personer over 40. Udløsende faktorer kan være en indre konflikt (fx en identitetskrise) eller en ydre hændelse (fx et tab eller store forandringer). Hvis man ikke trives og har bekymringer eller kriser, vil mange øge træningen for at få kontrol. Problemet opstår, når træningen ikke længere kan kontrolleres, men er den, der kontrollerer personen selv. Nogle mennesker ”giver slip” på den overdrevne træning, når problemerne er løst og bearbejdet, mens andre er så afhængige, at de ikke kan ændre deres livsstil. Derved bliver det, der måske i starten var ”løsningen” på problemet, altså træningen, det egentlige problem.


Primærkilde: Lichtenstein, Mia Beck (2013): Besat af træning, Dansk Psykologisk Forlag A/S
[1] Lichtenstein, Mia Beck (2013): Besat af træning, s. 21
[2] Ibid, s. 22

Diagnosekriterier

Der findes to dominerende diagnosesystemer – WHO’s International Classification of Diseases (ICD) og den amerikanske psykiatrisammenslutnings Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM). I Danmark og i det meste af Europa anvendes ICD som diagnostisk manual, mens forskningen generelt tager udgangspunkt i det amerikanske DSM.

Hverken ICD-10 eller DSM-5 har anerkendt træningsafhængighed som diagnose, og umiddelbart synes der heller ikke at være planer om at indføre lidelsen i næstkommende revision af systemerne, som der fx er med tvangsoverspisning, hvorfor der heller ikke foreligger nogle diagnostiske kriterier for lidelsen. Den eneste anerkendte adfærdsafhængighed, der fremgår i ovenstående diagnosesystemer, er ludomani.

For at kunne indføre træningsafhængighed i diagnosesystemerne kræves det, at der findes frem til en videnskabelig og faglig accepteret definition af lidelsen samt en række brugbare, diagnostiske kriterier, som kan reproduceres på tværs af mange undersøgelser. Og indtil videre er viden på området sparsom.

Pica

Personer, der lider af pica, har et behov for at indtage usædvanlige ting uden næringsstoffer som f.eks. sten eller jord. Der er ofte tale om en tvangshandling og at indtagelsen holdes skjult for omverdenen. Pica er ikke et nyt fænomen, men er forholdsvis sjælden i Danmark. Pica medfører en stor fysisk risiko alt efter hvilket materiale, der er tale om. Indtagelse af genstande, der indeholder bly kan f.eks. medføre blyforgiftning, mens indtagelse af glas kan skade indre organer f.eks. rifter i halsen og mavesækken.

Pica ses oftest hos kvinder og børn, men i alle aldersgrupper. Det forekommer især hos små børn, gravide med specifik trang (eks. kalk eller is) og udviklingsforstyrrede såsom mennesker med autisme. Man mener, at pica hos børn ofte skyldes manglende næring under graviditeten, mens at pica hos voksne skyldes en trang til at have visse teksturer i munden.

For dig som vil vide mere om pica

Navnet pica kommer fra latin og betyder skade, hvilken er kendt som en altædende fugl. Dette referer til det faktum, at personer, der lider af pica, indtager genstande, som ikke er næringsgivende. Der er tale om en psykisk afhængighed, hvor personen som regel indtager én genstand eller materiale over en længerevarende periode. Der findes forskellige grader af pica.

De typisk indtagne substanser er papir, sæbe, tøj, hår, snor, uld, jord, kridt, talkum, pulver, maling, tyggegummi, metal, sten, kul, aske, ler, stivelse eller is.

Der er foreslået en minimumsalder på to år, for at undgå at diagnosticere spædbørns normale udviklingsmæssige indtagelse af subjekter.

Prævalensen er uklar. Blandt personer med intellektuelle lidelser stiger prævalensen af pica med lidelsens sværhedsgrad.

Tegn på Pica

Da lidelsen ofte skjules for omverdenen, er sygdommen svær at diagnosticere, men tegn kan være fejlernæring eller mavesmerter. Der kan være tale om, at lidelsen fungerer som led i en psykisk sygdom, men ses også hos personer, der lider af vitaminmangel f.eks. jern – dog indeholder de indtagne genstande sjældent vitaminer. Lidelsen bliver kun konstateret hos individer, hvis indtagelsen har foregået i mere end en måned og i en alder, hvor indtagelsen af ikke-nærende genstande, er upassende.

Pica i Danmark ses mest hos børn og gravide. Der er dog som regel tale om pica i en begrænset periode. Et barn eksperimenterer f.eks. med hvad det kan putte i munden i en periode, men en gravid, som lider af pica, stopper, efter hun har født. Sidstnævnte skyldes sandsynligvis hormonændringer.

 

Diagnosekriterier

Der findes to dominerende diagnosesystemer – WHO’s International Classification of Diseases (ICD) og den amerikanske psykiatrisammenslutnings Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM). I Danmark og i det meste af Europa anvendes ICD som diagnostisk manual, mens forskningen generelt tager udgangspunkt i det amerikanske DSM.

I dag opereres med ICD-10 og DSM-5. ICD-10 blev senest revideret i 1992, mens DSM-5 blev revideret i 2013. I 2018 udkommer ICD-11, som forventes at læne sig op ad DSM-5, og der vil sandsynligvis vil være tilføjelser og korrektioner inden for spiseforstyrrelsesområdet.

ICD-10 om pica

F98.3 Pica i spædbarnsalder og barndom

  1. Vedblivende eller tilbagevendende spisning af ikke-næringsgivende substanser mindst to gange ugentligt
  2. Mindst en måneds varighed (til nogle formål kan forskere foretrække en minimumsperiode på tre måneder).
  3. Fravær af mentale og adfærdsmæssige forstyrrelser i ICD-10 (andre end mental retardation (F7)).
  4. En kronologisk og mental alder på mindst to år

DSM-5 om pica

  1. Vedvarende spisning af ikke-næringsgivende, uspiselige substanser over en tidsperiode på mindst en måned.
  2. Spisningen af ikke-næringsgivende, uspiselige substanser er uhensigtsmæssig for individets udviklingsniveau.
  3. Spiseadfærden er ikke en del af en kulturelt støttet eller social normativ praksis.
  4. Hvis spiseadfærden forekommer som kontekst til en anden mental sygdom (fx intellektuel lidelse [intellektuel udviklingslidelse], autisme, skizofreni) eller medicinske tilstande (inklusiv graviditet), er det tilstrækkeligt alvorligt til at berettige yderligere klinisk opmærksomhed.

Angiv hvis

Remission: Efter alle kriterierne for pica tidligere har været opfyldt, har kriterierne ikke været opfyldt i en vedvarende tidsperiode.

Andre sjældne spiseforstyrrelser

Der findes yderligere to diagnoser af spiseforstyrrelser i DSM-5, men de er meget sjældne i Danmark, og viden om dem er ikke udbredt. Disse spiseforstyrrelser er en såkaldt drøvtygningslidelse (rumination disorder) samt undgåelses- eller restriktivt ernæringsindtag.

Rumination disorder (drøvtygningslidelse)

Drøvtygningslidelsens essentielle kendetegn er gentagne madopstød efter et måltid over mindst en måneds varighed. Efter at have tygget maden igen bliver det enten sunket eller spyttet ud. Opstødene forekommer flere gange ugentligt og ofte dagligt uden kvalme, ufrivillig opkast eller væmmelse. Spiseforstyrrelsen kan opstå i alle aldre fra spædbørn til voksne, særligt blandt intellektuelt handicappede personer. Det kan medføre fejlernæring, store vægttab og kan potentielt være dødeligt, særligt hos spædbørn.

DSM-5

A: Gentagende madopstød over en periode på mindst en måned. Den opstødende mad bliver enten tygget igen, sunket igen eller spyttet ud.

B: Madopstødene skyldes ikke problemer med fordøjelsessystemet eller andre medicinske årsager.

C: Spiseforstyrrelsen finder ikke sted sammen med anoreksi, bulimi, BED eller ARFID (avoidant/restrictive food intake disorder).

D: Hvis symptomerne fremkommer i forbindelse med en anden mental sygdom (såsom et intellektuelt handicap eller en anden neurologisk udviklingssygdom), er de i sig selv alvorlige nok til yderligere klinisk opmærksomhed.

Avoidant/Restrictive Food Intake Disorder - ARFID

Personer med undgåelses- eller restriktivt madindtag (ARFID) undgår specifikke madvarer og har restriktioner på, hvad de må indtage. Ofte fører det til underernæring og signifikant vægttab, hvilket kan få alvorlige konsekvenser. Få studier har undersøgt omfanget af personer med lidelsen, og det er derfor uvist, hvor mange, der lider af den. 

Om ARFID
Der skelnes mellem begreberne ”picky eating” og ARFID. Picky eating er et normalt fænomen især blandt børn, som er karakteriseret ved, at børnene undgår ny mad. Ofte går denne tendens over af sig selv i takt med, at barnet bliver større, men når picky eating bliver for indgribende i måltidssituationer eller ikke går over af sig selv, kan det have alvorlige konsekvenser såsom underernæring. Problematikken kan skyldes konflikter i familien og psykosocial dysfunktion. Når spiseforstyrrelsen ikke løser sig selv kan den høre ind under diagnosen ARFID, der står for Avoidant/Restrictive Food Intake Disorder (ARFID) eller på dansk ”undgåelses- eller restriktivt madindtag”, der er en anerkendt diagnose i diagnosesystemet DSM-5. Den erstatter den tidligere diagnose Feeding Disorder of Infancy or Early Childhood. Forstyrrelsen kaldes også i nogle kredse Selective Eating Disorder (SED)[1].

Man har primært forsket i børn, der lider af denne spiseforstyrrelse, og har blandt andet fundet, at børn, der viser tegn på ARFID ofte lider af andre problemer såsom angst og depression. Børnene har en øget risiko for depression, social angst og generaliseret angst, og dobbelt så stor risiko for at lide af generaliseret angst end øvrige børn[2].

Nogle forskere mener, at ARFID kan være et symptom på den psykiatriske OCD-diagnose, og derved skyldes angst[3].

ARFID er endnu ikke en anerkendt lidelse i ICD-10, men nedenfor refereres, hvordan ARFID placeres i diagnosesystemet DSM-5.

DSM-5 om ARFID:

Kilde: Diagnostic and statistical manual of mental disords, 5th edition.

A: Det primære symptom, der ses ved ARFID er, at man undgår visse madtyper eller har et restriktivt madindtag, hvilket manifesterer sig ved, at man lider af underernæring og ikke har et stort nok energiindtag via maden.

En eller flere af følgende punkter må ligeledes være til stede:

A1) Signifikant vægttab
A2) Signifikant underernæring
A3) Behov for medicinsk føde eller ernæringssupplementer
A4) Påvirkning af psykosocial funktion

B: Spiseforstyrrelsen skyldes ikke mangel på tilgængelig mad eller kulturelle praksisser.

C: Spiseforstyrrelsen forekommer ikke udelukkende under et anoreksi eller bulimi forløb, og der er ikke elementer af ønsket vægttab eller forvrænget kropsbillede.

D: Spiseforstyrrelsen skyldes ikke en medicinsk årsag eller er bedre forklaret under en anden mental diagnose. Når spiseforstyrrelsen optræder i kontekst med en anden tilstand eller forstyrrelse, må sværhedsgraden af spiseforstyrrelsen overstige det, der rutinemæssigt er associeret med en eventuel anden lidelse og få yderlig klinisk opmærksomhed.

Hos børn og unge ses ikke altid vægttab, men da de ikke er færdige med at vokse, kan lidelsen komme til udtryk i manglende vækst både vægt- og højdemæssigt i løbet af deres barn- og ungdom.


[1] Jennifer E. Wildes, Nancy L. Zucker and Marsha D. Marcus (2012): Picky eating in adults: Results of a web-based survey, International Journal of Eating Disorders
[2] Zucker N, et al. (2015): Even moderate picky eating can have negative effects on children’s health. Pediatrics.
[3] http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/19250071

Tilbage

Vil du hjælpe folk med en atypisk spiseforstyrrelse, så kan du støtte LMS’ rådgivning for kun 2 kr. om dagen. 

Støt LMS her.