Komorbiditet

Komorbiditet betyder, at der sammen med den primære lidelse – her en spiseforstyrrelse – også forekommer en eller flere andre lidelser.

Komorbiditet ses ofte ved spiseforstyrrelser. Det er vigtigt at undersøge, om mennesker med spiseforstyrrelser også lider af andre sygdomme, som enten har eksisteret før spiseforstyrrelsen eller er opstået i forbindelse med den. Grunden til at det er vigtigt er, at det kan have stor betydning for, hvordan behandlingen bør tilrettelægges, idet der muligvis skal tages hensyn til den anden lidelse.

Nedenfor er lidelserne depression, personlighedsforstyrrelser, angst, ADHD og diabetes beskrevet, da disse lidelser er dem, der oftest ses hos mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse. Læs mere om hver enkelt ved at klikke ude til højre. Derudover er selvskadende adfærd også nævnt til sidst, idet sammenfaldet mellem spiseforstyrrelser og selvskade også er stort. Andre lidelser end de her nævnte forekommer også, men ikke nær så ofte.

Selvskade

Selvskade har ikke som de ovennævnte lidelser en selvstændig diagnose, men betegnes indtil videre ofte som fx en risikofaktor eller et følgesymptom til en anden lidelse i diagnosesystemerne. Den selvskadende adfærd er dog alligevel medtaget her, idet den ofte ses som et selvstændigt problem hos især unge og samtidig også er et problem, der ofte ses i sammenhæng med spiseforstyrrelser.

Selvskade og spiseforstyrrelser

Selvskade og spiseforstyrrelser følges ofte ad, og forskere estimerer at så mange som 50-61 % af personer som skader sig selv har eller har haft en spiseforstyrrelse. Både spiseforstyrrelser og selvskade er måder at håndtere svære oplevelser og følelser på og kan samtidig også give en form for kontrol i en verden, der opleves som kaotisk og skræmmende.

Man kan derfor sige, at spiseforstyrrelsen og selvskaden begge er måder at håndtere nogle bagvedliggende problemer på og ofte vil det ses, at de skiftes til at dominere i personens liv; når spiseforstyrrelsen træder lidt i baggrunden vil selvskaden forstærkes og omvendt.

Det er lige som ved de øvrige former for komorbiditet naturligvis vigtigt, at både den selvskadende adfærd og spiseforstyrrelsen adresseres i et behandlingsforløb. En risiko ved at overse den selvskadende adfærd kan være, at dette i stedet for spiseforstyrrelsen bliver den foretrukne måde at håndtere problemer på.

Du kan læse mere om selvskade her.

Depression

Spiseforstyrrelser og depression følges ofte ad

Depression er den lidelse, der oftest forekommer hos mennesker, der lider af spiseforstyrrelser. 50-75% af mennesker med anoreksi eller bulimi vil opleve at få en behandlingskrævende depression, mens dette tal er 35-50% for mennesker med tvangsoverspisning[1]. Der findes ingen tal for de øvrige spiseforstyrrelser.

Hvad er en depression?

En depression betyder kort sagt, at en person over en længere periode er præget af dårligt og trist humør. For nogle kan en depression være en ganske let tilstand af tristhed, der i visse tilfælde går over af sig selv. For andre er det en mere alvorlig og lidelsesfuld tilstand, som kan blive livstruende, fx pga. selvmordstanker. Nogle føler sig kede af det eller triste til mode, når de har en depression, mens andre har svært ved at føle noget overhovedet. Det er, som om deres følelser er lammede. De føler sig ofte uhyre trætte og har umådeligt svært ved at tage sig sammen til noget som helst.

En deprimeret person plages ofte af skyldfølelse og selvbebrejdelser over ikke at slå til eller over ting, vedkommende har gjort forkert på et tidligere tidspunkt. Nogle har svært ved at falde i søvn, eller også vågner de mange gange. Andre har en særdeles pinefuld indre uro, rastløshed og angst, som gør, at de ikke kan finde hvile.

På grund af disse symptomer kan den deprimerede føle, at døden ville være en befrielse, eller at man ikke fortjener at leve. Selvmordstanker ses ofte og bør altid tages meget alvorligt. Omkring 10-15 procent af de svært deprimerede begår selvmord, hvis de ikke får behandling.

Depression og spiseforstyrrelser

En depression kan enten have eksisteret forud for spiseforstyrrelsen eller være opstået i forbindelse med og måske som en konsekvens af spiseforstyrrelsen. Uanset hvordan forholdet er mellem de to lidelser er det vigtigt, at der bliver rettet opmærksomhed mod dem begge i et behandlingsforløb, fx vil nogen have gavn af antidepressiv medicin sideløbende med den øvrige behandling. Det er også vigtigt at bemærke, at man ved let til moderat depression har mulighed for af sin læge at blive henvist til psykologhjælp, hvilket man som udgangspunkt ikke har ved en spiseforstyrrelse (se mere under afsnittet behandling).

 


[1] Kilde: Sundhedsstyrelsen: Spiseforstyrrelser – Anbefalinger for organisation og behandling 2005

Personlighedsforstyrrelser

Hvad er personlighed og personlighedsforstyrrelser?

Personlighed kan beskrives som de markante træk, der præger et menneske og gør dets handlinger og reaktioner typiske og til en vis udstrækning forudsigelige. Alle mennesker har nogle bestemte personlighedstræk, som omhandler deres følelsesliv, reaktionsmønstre, måde at tænke på, selvopfattelse og væremåde over for andre mennesker. Personligheden udvikles i et samspil mellem medfødte træk/dispositioner og erfaringer opnået gennem tilknytningen til andre mennesker i de første leveår.

Der eksisterer en række grundtræk, som alle mennesker besidder i højere eller mindre grad, fx venlighed og udadvendthed. Langt de fleste vil ligge i et middelområde og således ikke domineres ”for meget” eller ”for lidt” af trækkene.

Man taler om en personlighedsforstyrrelse, når de personlighedstræk et menneske har, afviger markant fra normalen/middelområdet og samtidig fra normerne i en given kultur – det kunne fx være et menneske, der er overdrevet indadvendt og ængstelig i forhold til, hvad anses for almindeligt.

Personlighedstrækkene vil være forbundet med gennemgribende, utilpassede væremåder i forhold til sansning, tænkning, følelser og handling, dvs. at et menneske, der lider af en personlighedsforstyrrelse, vil mangle fleksibilitet i sin væremåde og ofte fungere dårligt i en lang række af sociale og private situationer.

For at man kan tale om en personlighedsforstyrrelse kræves det, at de afvigende personlighedstræk har vist sig allerede i barndommen og ungdomsårene og dermed været stabile over mange år. Man plejer derfor heller ikke at diagnosticere lidelsen før folk er fyldt 18 år. Derudover må adfærden ikke skyldes andre psykiske eller fysiske lidelser.

Forskellige typer af personlighedsforstyrrelser

I diagnosesystemet ICD-10, som man anvender i Danmark, inddeles de forskellige typer af personlighedsforstyrrelser i tre forskellige grupper:

Tabel


Personlighedsforstyrrelser og spiseforstyrrelser

Gruppe A består af personlighedsforstyrrelser, hvor excentriske træk er mest dominerende, såsom at være afvisende over for eller uinteresseret i social kontakt. Her er man ofte optaget af sin egen indre forestillingsverden. Gruppe B omfatter personlighedsforstyrrelser, hvor dramatiske træk dominerer, såsom behov for anerkendelse og krav om behovstilfredsstillelse fra andre. Diagnosen borderline hører blandt andet til denne gruppe. I gruppe C er de angstprægede træk de mest fremtrædende, såsom bekymring, ængstelse og usikkerhed i forhold til selvopfattelsen og til andre mennesker. Gruppe A og B karakteriseres som svære personlighedsforstyrrelser, mens gruppe C karakteriseres som lette.

– et overset overlap

Cirka en tredjedel af de mennesker, der er ramt af en spiseforstyrrelse, lider samtidig også af en eller flere personlighedsforstyrrelser. Personlighedsforstyrrelsen vil som regel være den primære lidelse og have eksisteret forud for spiseforstyrrelsens udvikling.

Gruppe A er sjælden blandt personer med en spiseforstyrrelse, mens gruppe B og C er mere almindelige. Gruppe B er især kendetegnet ved at være mere krænkbare og udadprojicerende. De vil som oftest forsøge at regulere deres selvfornemmelse via deres relationer til andre, og her virker overspisninger og opkastninger affektregulerende. Næsten halvdelen af mennesker med tvangsoverspisning lider af en personlighedsforstyrrelse. Gruppe C er karakteriseret ved bekymring, angst og usikkerhed i relationen til selvopfattelsen og til andre mennesker. Der ses et dobbelttydigt aspekt, idet personen både føler skam, men også har et skjult (narcissistisk) ønske om at blive set og beundret – jævnfør det dobbelttydige i anoreksiens udtryk. Denne gruppe kaster derfor mindre op, men er i større grad utilfredse med og overoptaget af kroppen i forhold til deres selvforståelse samt i deres relationer til andre. Restriktiv spisning og tvangspræget motion virker affektregulerende, og de kan på denne måde kontrollere og udholde deres ængstelige og usikre selvopfattelse.

Kombinationen af en personlighedsforstyrrelse og en spiseforstyrrelse stiller større krav til både behandlingens indhold og varighed og vil ofte komplicere behandlingsforløbet. Udredning af en eventuel personlighedsforstyrrelse er afgørende for at kunne tilpasse behandlingen til den enkelte person og dermed styrke chancen for et godt behandlingsresultat.

Det er vigtigt, at både personlighedsforstyrrelsen og spiseforstyrrelsen adresseres i behandlingen, og at behandlingen tilrettelægges med hensyntagen til personlighedsforstyrrelsens sværhedsgrad.

Dette problematiseres yderligere af, at en stor del af de, der lider af en spiseforstyrrelse er under 18 år og at man som hovedregel ikke diagnosticerer personlighedsforstyrrelser før folk er fyldt 18 (se nedenfor).

Inden for børne-og ungdomspsykiatrien argumenteres der i stigende grad for, at personlighedsforstyrrelser bør kunne diagnosticeres og behandles før 18-års alderen. Specielt når det gælder spiseforstyrrelser, understreges behovet for en tidligere diagnosticering af kombinationen af den høje grad af komorbiditet, der eksisterer imellem personlighedsforstyrrelser og spiseforstyrrelser.

Langtidsstudier viser, at personer med en spiseforstyrrelse med komorbid personlighedsforstyrrelse klarer sig lige så godt på langt sigt, som personer med en spiseforstyrrelse uden en personlighedsforstyrrelse i forhold til spiseforstyrrelsessymptomerne. Der mangler dog mere systematisk registrering og forskning i behandlingen ved denne komorbiditet.

Angst

Angst er en af de mest almindelige psykiske sygdomme i Danmark og på ethvert tidspunkt vil cirka 250.000 danskere lide af en eller anden form for angst.

Symptomer på angst

De psykiske symptomer spænder fra let ængstelse, anspændthed og uro til panik, dødsangst og forvisning om, at noget forfærdeligt er ved at ske. Man kan fx tro, at man er ved at blive sindssyg, eller at ens sidste time er kommet.

De kropslige symptomer er som regel meget dominerende ved angst og er oftest dem, man primært lægger mærke til og eventuelt henvender sig til lægen med. De kan bestå af fornemmelser fra bryst og mave, de indre organer og musklerne. Symptomerne kan være åndenød, en klump i halsen, hjertebanken, smerter i brystet, sveden, rysten, svimmelhed, ondt i maven og diarré.

Tankerne (katastrofetankerne) kredser om det, man oplever som truende og angstfyldt, fx at man ikke klarer situationen, at man bryder sammen, er ved at blive sindssyg, eller at ens sidste time er kommet. Man kan ikke tænke klart, og man har en oplevelse af, at de kaotiske og ængstelige tanker har magten.

Adfærden handler om, at man forsøger at flygte fra eller undgå den situation, hvor angsten opstår. Sund fornuft og almindelig dømmekraft er sat ud af spil, og selvom man ved, at der ikke er en rationel grund til angsten og til at flygte, sker det helt automatisk. Man må bare væk. Først når man er væk fra den situation, hvor angsten opstod, kan man ånde lettet op og igen trække vejret frit.

Forskellige typer af angst

Der findes forskellige typer af angst og nedenfor er beskrevet de typer, der oftest vil ses samtidig med eller forud for en spiseforstyrrelse.

Fobier

Fobier er forskellige angsttilstande, overordnet kategoriseret i agorafobi, socialfobi og enkeltfobi.

Agorafobi er angst for at være alene blandt mange mennesker, hvor man pludselig bliver angst og har vanskeligt ved at komme væk eller få hjælp. Angsttypen kendes også som 'angst for store åbne pladser'. Socialfobi er angst for at blive betragtet/iagttaget af andre, mens man er i færd med at gøre noget og for at blive vurderet negativt af andre.

Frygten kan fx opstå ved frokostbordet, ved møder eller sociale sammenkomster og kan ofte medføre at de frygtede situationer helt undgås. Enkelfobi er angst for bestemte ting eller situationer, f.eks. højder, lukkede rum, edderkopper eller tandlæger.

Generaliseret angst og panikangst

Generaliseret angst er en vedvarende angst, som ikke er knyttet til nogen bestemt ting eller situation. Symptomerne er vedvarende klager, ængstelse, uro, bekymring for familiemedlemmer, for fremtiden og for dagligdagens små og store begivenheder. Den konstante bekymring kan give store søvnproblemer og være meget forstyrrende i dagligdagen. Panikangst er tilbagevendende, svære angstanfald, som opstår meget pludseligt og uden nogen synlig årsag.

Når angsten indtræffer – fx på gaden eller i bussen – går der panik i personen og han eller hun vil forsøge at flygte eller søge hjælp for at stoppe angsten. Ofte udvikles agorafobi i forbindelse med panikangst, da personen bliver angst for de steder og situationer, der tidligere har udløst panikangsten.

Obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD)

Obsessiv-kompulsiv angst – måske bedre kendt som OCD – er en angsttilstand præget af tvangstanker og/eller tvangshandlinger. Tvangstankerne er gentagne ubehagelige og uønskede tanker, som fx angst for bakterier eller mad. Tvangshandlingerne er gentagne handlinger og ritualer, som personen føler han eller hun bliver nødt til at udføre for at forebygge angsten, fx at vaske hænder eller tjekke om døren er låst et bestemt antal gange.

Ofte er tvangshandlingerne tidskrævende, da de skal gentages et bestemt antal gange. Mennesker, der lider af OCD, er selv bevidste om at deres tvangshandlinger er irrationelle og forsøger ofte at kæmpe imod dem, men forsøg herpå vil som oftest fremkalde eller forværre angsten.

Udover de ovenfor nævnte angstilstande findes også sygdomsangst (hypokondri) og posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), men disse forekommer sjældent i forbindelse med spiseforstyrrelser.

Angst og spiseforstyrrelser

Mellem 10 og 20% af mennesker med spiseforstyrrelser lider også af angst. Angsten kan enten have eksisteret forud for spiseforstyrrelsen eller være opstået i forbindelse med og måske som en konsekvens af spiseforstyrrelsen. Uanset hvordan forholdet er mellem de to lidelser er det vigtigt, at der bliver rettet opmærksomhed mod dem begge i et behandlingsforløb. Det er også vigtigt at bemærke, at man ved let til moderat angst har mulighed for af sin læge at blive henvist til psykologhjælp (hvis man er mellem 18 og 38 år), hvilket man som udgangspunkt ikke har ved en spiseforstyrrelse.

ADHD

ADHD står for Attention Deficit Hyperacitivity Disorder og er en opmærksomhedsforstyrrelse, som menes primært at opstå pga. af en funktionsfejl i hjernen. Tidligere brugte man i Danmark diagnosen DAMP (Deficits in Attention, Motor control and Perception), men i dag bliver den internationale ADHD-diagnose i stedet anvendt. Det anslås, at mellem 2 og 6 procent af alle skolebørn lider af ADHD, hvilket svarer til minimum én i hver folkeskoleklasse.

Der findes tre forskellige former for ADHD:

ADHD – med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse

ADHD – med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet

ADHD – kombineret type med såvel opmærksomhedsforstyrrelse som hyperaktivitet og impulsivitet

Hvordan stilles diagnosen ADHD?

Der er en række symptomer eller kendetegn, der skal være til stede, før man kan stille diagnosen ADHD. Symptomerne skal have været til stede i mindst 6 måneder og desuden i en grad, der ikke svarer til barnet eller den unges alder og udviklingstrin. Der er altså tale om symptomer, som medfører en funktionsnedsættelse i hverdagen. Denne funktionsnedsættelse skal yderligere være til stede i mindst to sammenhænge – fx skole, hjemme eller arbejde.

Eksempler på symptomer i opmærksomhed kan være problemer med at fastholde opmærksomheden, uopmærksomhed overfor detaljer, undgåelse af opgaver, der kræver vedholdende opmærksomhed, problemer med at følge instruktioner, pligter eller opgaver til ende (selvom opgaven er forstået), glemsomhed, let at distrahere eller tendens til at miste eller forlægge ting.

Eksempler på symptomer i hyperaktivitet kan være problemer med at sidde stille længere tid ad gangen, også selvom det er påkrævet/forventet, problemer med at holde krop, hænder og fødder i ro og en tendens til at vride og sno sig rundt på stolen, en påfaldende energi, overdrevent snakkende og problemer med at lege og engagere sig i aktiviteter på en hensigtsmæssig måde.

Eksempler på symptomer i impulsivitet kan være problemer med at vente på, at det bliver hans eller hendes tur, at han eller hun ofte buser ud med svar, førend spørgsmålet er blevet stillet færdigt eller ofte afbryder andre eller overskrider deres grænser ved fx at trænge sig på.

For at diagnosen ADHD stilles er det desuden påkrævet, at funktionsnedsættelsen er tydelig og klar, socialt, uddannelses- eller beskæftigelsesmæssigt. Samtidig skal det udelukkes, at symptomerne ikke skyldes en anden psykisk lidelse som fx skizofreni. Man diagnosticerer ADHD gennem en tværfaglig undersøgelse, hvor bl.a. opmærksomhedsevner testes og der fx kan indhentes oplysninger fra skole eller anden institution.

ADHD og spiseforstyrrelser

Der eksisterer ikke tal på, hvor ofte mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse samtidig også lider af ADHD, men sammenfaldet møder vi ofte i LMS’ rådgivning og støttegrupper.
Forskningen peger også på, at der er en sammenhæng mellem spiseforstyrrelser og ADHD. Det er der hovedsageligt to forklaringer på.

Impulsivitet: Der er elementer ved både ADHD og spiseforstyrrelser, som er impulsstyret. Personer med ADHD er kendetegnet ved, at de er mere impulsive end andre. Overspisning og opkastning er, hændelser ved en spiseforstyrrelse, som ofte er en impulsiv handling. Man taler derfor om en forbindelse mellem de to sygdomme. Samtidig viser undersøgelser, at personer med spiseforstyrrelse og ADHD er mere impuls styret end personer med enten en spiseforstyrrelse eller ADHD.

Forstyrrelser i hjernen: Fælles for personer med spiseforstyrrelser og ADHD er, at de har en form for ubalance i hjernen, som gør det svært for dem at styre følelser som glæde og opleve belønning. Samtidig viser det sig, at niveauet af dopamin, hjernens belønningsstof, ofte er i ubalance ved personer med spiseforstyrrelser og ADHD.

Der findes stærk evidens for, at de impulsive symptomer ved ADHD er associeret med overspisning og bulimi. Samtidig er børn med ADHD i risiko for, at udvikle en spiseforstyrrelse, mens unge og ældre er i risiko for både, at få uhensigtsmæssige spisemønstre eller udvikle en spiseforstyrrelse.

Ofte vil ADHD’en være opstået før spiseforstyrrelsen, idet man oftest diagnosticerer ADHD allerede i barndommen.

Det er vigtigt, at der bliver rettet opmærksomhed mod begge lidelser i et behandlingsforløb. Kombinationen af ADHD og en spiseforstyrrelse stiller større krav til behandlingen og vil komplicere behandlingsforløbet. Udredning af en eventuel opmærksomhedsforstyrrelse som ADHD er derfor afgørende for, at kunne tilpasse behandlingen til den enkelte person og dermed styrke sandsynligheden for et godt behandlingsresultat.

ADHD kan resultere i mange vanskeligheder i hverdagen og ofte vil mennesker, der lider af ADHD derfor også have oplevet mange nederlag og eventuelt have været udsat for mobning. Dette kan medføre en svækket selvtillid og måske også en svækket tillid til andre mennesker, hvilket er vigtigt at tage fat i, når spiseforstyrrelsen skal behandles.

Kilde:
Levin & Rawana. (2016). Attention-deficit/hyperactivity disorder and eating disorders across the lifespan: A systematic review of the literature. Clinical Psychology Review, 50

Kaisari et al. (2017). Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) and disordered eatingbehaviour: A systematic review and a framework for future research. Clinical Psychology Review, 53

Svedlund et al. (2017). Symptoms of Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) among adult eating disorder patients. BMC Psychiatry

 

Autisme

Autisme og anoreksi

Blandt personer med anoreksi ses en højere forekomst af autisme spektrum forstyrrelser, end i den generelle befolkning. Personer med anoreksi oplever generelt en større grad af problemer med manglende eller begrænsede sociale færdigheder, kommunikation og fleksibilitet, hvilket er klassiske træk ved autisme. Sammenhænge mellem autisme og andre typer af spiseforstyrrelser er ikke velundersøgt.

Hvad er autisme?

Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF) er en fællesbetegnelse for alle gennemgribende udviklingsforstyrrelser med afvigende og forsinket udvikling af socialt samspil og kommunikationsmønster samt stereotyp repitativ adfærd og begrænsede interesser. For at diagnosen kan stilles, skal der derfor være vanskeligheder inden for følgende tre områder:

  • Forestillingsevnen
  • Kommunikationen
  • Det sociale samspil

Autisme Spektrum Forstyrrelser omfatter bl.a. Aspergers syndrom og infantil autisme.

Ligheder mellem anoreksi og ASF

Der er påvist en række overlab i psykopatologien for anoreksi og ASF. Overordnet kan der identificeres abnormaliteter i de samme dele af hjernen hos personer med henholdsvis anoreksi og ASF. Det drejer sig især om det limbiske system, der bl.a. er involveret i følelseslivet.

Konkret ses der ved begge lidelser nedsat evne til at forstå og anvende information om andre mennesker og sociale situationer samt dårligere sociale færdigheder fx i form af evne til at kommunikere med andre. For personer med anoreksi ses disse symptomer ikke kun i forbindelse med deres sygdom, men er der både før de bliver syge og efter, de er blevet raske, hvilket indikerer, at symptomerne ikke skyldes udmarvning.

Et af kernesymptomerne ved ASF er nedsat evne til at forstå ens egen og andres mentale tilstand. Undersøger man evnen til dette hos personer med anoreksi, klarer de sig dårligere end personer, der ikke lider af anoreksi. Overlap mellem de to sygdomme er desuden en dårligere evne til at sætte information ind i en sammenhæng samt problemer med at skifte mellem opgaver[1].

Hyppigere forekomst af ASF hos personer med anoreksi og omvendt

På grund af de mange fælles symptomer, der ses hos anoreksi og ASF, vil anoreksipatienter generelt score højt på de skalaer, der bruges til at diagnosticere autisme[2]. En dansk undersøgelse har vist, at personer med en anoreksi diagnose har 15 gange større risiko for også at modtage en autisme diagnose end personer, der ikke lider af anoreksi. Samtidig har personer, der først er diagnosticeret med autisme ligeledes en forøget risiko for at få en diagnose for anoreksi, som er fem gange større end den er hos personer, der ikke lider af autisme. Undersøgelsen viste yderligere, at dét at have et familiemedlem med anoreksi øger risikoen for at udvikle ASF, ligesom et familiemedlem med ASF øger risikoen for at blive diagnosticeret med anoreksi[3].


[1] Coombs, Elizabeth, Mark Brosnan, Rachel Bryant-Waugh & Suzanne M. Skevington: “An investigation into the relationship between eating disorder psychopathology and autistic symptomatology in a non-clinical sample” i: British Journal of Clinical Psychology. 2011
[2] Westwood, Heather, Ivan Eisler, William Mandy, Jenni Leppanen, Janet Treasure & Kate Tchanturia: “Using the Autism-Spectrum Quotient to Measure Autistic Traits in Anorexia Nervosa: A Systematic Review and Meta-Analysis” i: Journal of Autism and Developmental Disorders. 2015
[3] Koch, Susanne V., Janne T. Larsen, Svend E. Mouridsen, Mette Bentz, Liselotte Petersen, Cynthia Bulik, Preben B. Mortensen & Kerstin J. Plessen: ”Autism spectrum disorder in individuals with anorexia nervosa and in their first- and second-degree relatives: Danish nationwide register-based cohort-study” i: The British Journal of Psychiatry. 2015

 

Afhængighed af alkohol eller stoffer

Internationale undersøgelser viser en højere forekomst af alkohol- eller stofafhængighed hos personer med spiseforstyrrelser end hos den øvrige befolkning. Afhængighed af alkohol eller stoffer kan forværre en spiseforstyrrelse, og gøre det svært både at diagnosticere og behandle lidelsen. Studier viser, at alkohol- og stofafhængighed i særlig grad findes hos personer, som har bulimi, bulimiske episoder og/eller udrensende adfærd [1,2,4].

Udbredelse

Et studie blandt 13.297 kvinder fra Sverige viser en øget forekomst af alkoholafhængighed og et øget forbrug af slankepiller, sedativer (beroligende lægemidler) samt cannabis og andre ulovlige stoffer hos personer med spiseforstyrrelser sammenlignet med den øvrige befolkning [3].

Undersøgelser fra USA viser, at op mod 50 % af alle patienter med en spiseforstyrrelse på et tidspunkt vil misbruge alkohol eller ulovlige stoffer, sammenlignet med 9 % af den øvrige befolkning. Andre studier viser, at et sted mellem 17 % og 46 %, af de, der er afhængige af alkohol eller ulovlige stoffer, har en form for spiseforstyrrelse, hvorimod tallet generelt kun er 3 % for den øvrige befolkning. Desuden fandt et italiensk studie frem til, at brug og misbrug af ulovlige stoffer findes 20 – 40 % hyppigere hos unge i alderen 15-19 år med unormal vægt end hos øvrige jævnaldrende [1].

Stoffer

I forbindelse med spiseforstyrrelser og afhængighed er det blandt andet alkohol og ulovlige stoffer såsom amfetamin, cannabis og opiater, som anvendes. Alkohol og andre psykoaktive stoffer anvendes til regulering af følelser og affekt. Ulovlige stoffer som eksempelvis amfetamin anvendes til vægttab, til regulering af følelser eller til at modvirke effekten af andre stoffer.

I sammenhæng med spiseforstyrrelser og stofafhængighed kan derudover nævnes overforbrug af koffein og tobak samt håndkøbs- og receptpligtig medicin. Afføringsmidler forbruges særligt hyppigt, men også diuretika (vanddrivende midler) anvendes i højere grad hos personer med en spiseforstyrrelse og stofafhængighed end hos den øvrige befolkning. Derudover findes hos samme gruppe, i højere grad end hos den øvrige befolkning, overforbrug af slankepiller, thyroid (skjoldbruskkirtel) medicin og insulin. Koffein, tobak, afføringsmidler, stimulanser, thyroid medicin og insulin misbruges i forhold til vægttab eller som energi-givende midler [1].

Generelt forekommer misbrug af især afføringsmidler, diuretika eller slankemidler i høj grad hos personer med anoreksi og/eller bulimi. Misbrug af disse stoffer kan være en del af mønsteret for spiseforstyrrelsen. Det kan være en måde at opnå vægttab uden at fremkalde opkast eller dyrke overdreven motion. En del personer med en spiseforstyrrelse lider desuden af angst, depression og/eller OCD, og i den forbindelse indtages tit beroligende midler (sedativer) [4].

Årsager

Der er usikkerhed omkring sammenhængen mellem spiseforstyrrelser og stofafhængighed, samt hvorfor og hvordan de opstår. Et bud er, at både spiseforstyrrelser og stofafhængighed er baseret på kemisk afhængighed. Andre forklaringer går på, at biologiske, familiære, personlighedsmæssige og/eller sociokulturelle faktorer spiller en rolle. Dette kan eksempelvis være barndomstraumer eller seksuelt misbrug samt brug af alkohol og stoffer eller spiseforstyrret adfærd hos forældre. Derudover kan problematiske udviklingsprocesser under puberteten og i teenageårene udgøre vigtige risikofaktorer [1].

Konsekvenser

Konsekvenserne af sammenhængende spiseforstyrrelse og stofafhængighed kan blandt andet være:

  • Alvorlige medicinske komplikationer
  • Forlængede og forværrede sygdomsperioder for begge lidelser samt en øget risiko for tilbagefald
  • Særligt nedsat funktionsevne
  • Hyppigere og alvorligere psykiatrisk komorbiditet
  • Højere frekvens af selvmord og selvmordsforsøg
  • Højere dødelighed

Det er således vigtigt, at der tages højde for begge lidelser i både diagnosticering og i behandling. Så vidt det er muligt, bør de to lidelser behandles på samme tid. Der bør være opmærksomhed på eventuel komorbid spiseforstyrrelse og stofafhængighed hos patienter, der lider af enten en spiseforstyrrelse eller af alkohol- eller stofafhængighed [1,2,4].


[1] Gregorowski et al.: “A clinical approach to the assessment and management of co-morbid eating disorders and substance use disorders.” BMC Psychiatry 2013 13:289.

[2] Calero-Elvira et al.: ”Meta-analysis on drugs in people with eating disorders.” Eur Eat Disord Rev. 2009, 17:243-259.

[3] Root et al.: ”Patterns of co-morbidity of eating disorders and substance use in Swedish females.” Psychol Med 2010, 40:105-115.

[4] Fouladi et al.: “Prevalence of Alcohol and Other Substance Use in Patients with Eating Disorders.” Eur Eat Disord Rev. 2015, 23: 531-536.

Diabetes

Diabetes (sukkersyge) er en sygdom, hvor blodets indhold af sukker er øget udover det normale. Man skelner oveordnet imellem to typer af diabetes, nemlig type 1 og 2, som nedenfor er kort beskrevet. Der er omkring 240.000 mennesker i Danmark, der lider af diabetes – heraf lider 80-90% af type 2 diabetes. Derudover skønnes det, at mellem 100.000 og 200.000 mennesker lider af type 2 diabetes uden at vide det.

Type 1 Diabetes

Kaldes også for ungdomsdiabetes eller insulin-krævende diabetes og kan opstå hos både børn, unge og voksne. Kroppens celler har brug for insulin for bl.a. at kunne optage sukker fra blodbanen, men hos mennesker med type 1 diabetes ødelægges de insulinproducerende celler. Når cellerne ikke producerer insulin kan kroppen ikke optage sukkeret og derfor vil blodsukkeret stige. Når blodsukkeret når et vist niveau vil det skabe komplikationer og give sukker i urinen. Type 1 diabetes kan hverken forebygges eller helbredes og lider man af sygdommen kræver det daglig tilførsel af insulin gennem indsprøjtninger samt stor opmærksomhed på blodsukkerniveauet.

Type 2 Diabetes

Kaldes af nogle også for aldersdiabetes eller gammelmandssukkersyge. Type 2 diabetes rammer oftest overvægtige voksne. Ved type 2 diabetes er kroppens insulinproduktion utilstrækkelig og samtidig er cellerne i kroppen ikke følsomme nok overfor den eksisterende insulin, hvilket medfører et for højt blodsukker. Type 2 diabetes er i modsætning til type 1 diabetes ikke nødvendigvis insulinkrævende og kan ofte kontrolleres ved hjælp af motion, kost og eventuelt tabletter. Derudover kan man forebygge type 2 diabetes ved at dyrke regelmæssig motion og undgå overvægt.

Hvad sker der, hvis sygdommen ikke kontrolleres?

Når blodsukkeret bliver for højt vil sukkeret blive udskilt i urinen. Symptomerne på for højt blodsukker er bl.a. tørst, hyppig vandladning, træthed, infektioner, nedsat appetit og vægttab. På længere sigt kan diabetes, der ikke er kontrolleret, medføre en række følgesygdomme som fx åreforkalkning, øjensygdom med synstab, nervebetændelse, koldbrand i tæer og fødder og nyresygdom. Med en god diabeteskontrol, hvor blodsukkeret holdes så stabilt og normalt som muligt kan risikoen for at udvikle disse alvorlige følgesygdomme nedsættes markant eller helt forhindres.

Kontrol er en vigtig del af hverdagen for en diabetiker

Uanset om man lider af type 1 eller type 2 diabetes er kontrollen med blodsukkerniveauet en vigtig del af diabetikerens hverdag. Lider man af diabetes er det vigtigt at man er i stand til at måle sit blodsukker og varetage eventuel insulinbehandling samt at man altid har sukker på sig i tilfælde af, at blodsukkeret skulle falde for meget. Derudover er kostplaner og motion vigtige elementer i at holde blodsukkeret stabilt og her betyder både kostens kvalitet og antallet af daglige måltider meget. Samtidig er løbende kontrol hos minimum egen læge, øjenlæge, fodterapeut og diætist også nødvendigt.

Diabetes og spiseforstyrrelser

Der ses grundlæggende to måder, hvorpå diabetes og spiseforstyrrelser optræder sammenhængende. Ved type 1 diabetes vil spiseforstyrrelsen ofte opstå som sekundær lidelse, mens type 2 diabetes oftest ses som en følgesygdom ved tvangsoverspisning. Generelt har diabetikere cirka 10 procents risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse på et eller andet tidspunkt i livet, mens 15 procent af de 12-19-årige piger med diabetes udviser risikoadfærd, hvilket vil sige, at de har et så anstrengt forhold til mad, at det let kan udvikle sig til en decideret spiseforstyrrelse. For de 12-19-årige piger uden diabetes er dette tal kun 8 procent[1].

Især unge piger med type 1 diabetes synes i risikozonen for at udvikle en spiseforstyrrelse. Selvom enkelte udvikler tvangsoverspisning er det primært bulimi og dernæst anoreksi, der ses komorbidt med type 1 diabetes. På grund af deres sygdom kræves det, at pigerne er enormt kontrollerede med, hvad de spiser og hvad de vejer og hvor meget motion de dyrker.

Jo højere deres vægt er, jo dårligere fungerer insulinindsprøjtningerne og kombineret med nutidens kulturelle ideal om at være tynd kan dette blive for meget og resultere i en spiseforstyrrelse. Udover de klassiske symptomer på spiseforstyrrelser vil disse piger ofte bruge insulinen til at regulere deres vægt ved at indtage mindre insulin end beregnet. Dette er imidlertid en farlig måde at regulere vægten på, idet det bl.a. kan medføre syreforgiftning og øger risikoen for de tidligere nævnte følgesygdomme ved diabetes. Kombinationen af type 1 diabetes og bulimi har i flere sammenhænge fået betegnelsen ”diabulimi”.

I forhold til type 2 diabetes og tvangsoverspisning er dette et område, der endnu ikke eksisterer særlig meget viden indenfor. Tvangsoverspisning er den mest udbredte spiseforstyrrelse blandt mennesker, der lider af type 2 diabetes, men ofte vil spiseforstyrrelsen have eksisteret forud for diagnosticeringen af type 2 diabetes og sandsynligvis have været medvirkende til udviklingen af denne og ikke omvendt.

Uanset hvilken type diabetes der er tale om er det vigtigt, at der i behandlingen tages højde for både spiseforstyrrelse og diabetes. Kombinationen af diabetes og spiseforstyrrelser stiller en række specielle krav til behandlingen, idet diabetespatienter er nødt til at fokusere på deres kost, motion og vægt, men samtidig på en sådan måde, at det ikke udvikler sig til en spiseforstyrrelse og det er derfor nødvendigt med behandlere med ekspertise inden for begge felter eller alternativt en tværfaglig indsats.


[1] Diabetes og spiseforstyrrelser, Vibeke Uldall Wilhelmsen, Diabetesforeningen, august 2010

Tilbage

Vil du hjælpe personer, som har brug for støtte eller rådgivning. Så kan du støtte LMS’ arbejde fra 2 kr. om dagen. 

Opret dig som fast støtte her.