Personlighedsforstyrrelser

Hvad er personlighed og personlighedsforstyrrelser?

Personlighed kan beskrives som de markante træk, der præger et menneske og gør dets handlinger og reaktioner typiske og til en vis udstrækning forudsigelige. Alle mennesker har nogle bestemte personlighedstræk, som omhandler deres følelsesliv, reaktionsmønstre, måde at tænke på, selvopfattelse og væremåde over for andre mennesker. Personligheden udvikles i et samspil mellem medfødte træk/dispositioner og erfaringer opnået gennem tilknytningen til andre mennesker i de første leveår.

Der eksisterer en række grundtræk, som alle mennesker besidder i højere eller mindre grad, fx venlighed og udadvendthed. Langt de fleste vil ligge i et middelområde og således ikke domineres ”for meget” eller ”for lidt” af trækkene.

Man taler om en personlighedsforstyrrelse, når de personlighedstræk et menneske har, afviger markant fra normalen/middelområdet og samtidig fra normerne i en given kultur – det kunne fx være et menneske, der er overdrevet indadvendt og ængstelig i forhold til, hvad anses for almindeligt.

Personlighedstrækkene vil være forbundet med gennemgribende, utilpassede væremåder i forhold til sansning, tænkning, følelser og handling, dvs. at et menneske, der lider af en personlighedsforstyrrelse, vil mangle fleksibilitet i sin væremåde og ofte fungere dårligt i en lang række af sociale og private situationer.

For at man kan tale om en personlighedsforstyrrelse kræves det, at de afvigende personlighedstræk har vist sig allerede i barndommen og ungdomsårene og dermed været stabile over mange år. Man plejer derfor heller ikke at diagnosticere lidelsen før folk er fyldt 18 år. Derudover må adfærden ikke skyldes andre psykiske eller fysiske lidelser.

Forskellige typer af personlighedsforstyrrelser

I diagnosesystemet ICD-10, som man anvender i Danmark, inddeles de forskellige typer af personlighedsforstyrrelser i tre forskellige grupper:

Tabel

Personlighedsforstyrrelser og spiseforstyrrelser

Gruppe A består af personlighedsforstyrrelser, hvor excentriske træk er mest dominerende, såsom at være afvisende over for eller uinteresseret i social kontakt. Her er man ofte optaget af sin egen indre forestillingsverden. Gruppe B omfatter personlighedsforstyrrelser, hvor dramatiske træk dominerer, såsom behov for anerkendelse og krav om behovstilfredsstillelse fra andre. Diagnosen borderline hører blandt andet til denne gruppe. I gruppe C er de angstprægede træk de mest fremtrædende, såsom bekymring, ængstelse og usikkerhed i forhold til selvopfattelsen og til andre mennesker. Gruppe A og B karakteriseres som svære personlighedsforstyrrelser, mens gruppe C karakteriseres som lette.

– et overset overlap

Cirka en tredjedel af de mennesker, der er ramt af en spiseforstyrrelse, lider samtidig også af en eller flere personlighedsforstyrrelser. Personlighedsforstyrrelsen vil som regel være den primære lidelse og have eksisteret forud for spiseforstyrrelsens udvikling.

Gruppe A er sjælden blandt personer med en spiseforstyrrelse, mens gruppe B og C er mere almindelige. Gruppe B er især kendetegnet ved at være mere krænkbare og udadprojicerende. De vil som oftest forsøge at regulere deres selvfornemmelse via deres relationer til andre, og her virker overspisninger og opkastninger affektregulerende. Næsten halvdelen af mennesker med tvangsoverspisning lider af en personlighedsforstyrrelse. Gruppe C er karakteriseret ved bekymring, angst og usikkerhed i relationen til selvopfattelsen og til andre mennesker. Der ses et dobbelttydigt aspekt, idet personen både føler skam, men også har et skjult (narcissistisk) ønske om at blive set og beundret – jævnfør det dobbelttydige i anoreksiens udtryk. Denne gruppe kaster derfor mindre op, men er i større grad utilfredse med og overoptaget af kroppen i forhold til deres selvforståelse samt i deres relationer til andre. Restriktiv spisning og tvangspræget motion virker affektregulerende, og de kan på denne måde kontrollere og udholde deres ængstelige og usikre selvopfattelse.

Kombinationen af en personlighedsforstyrrelse og en spiseforstyrrelse stiller større krav til både behandlingens indhold og varighed og vil ofte komplicere behandlingsforløbet. Udredning af en eventuel personlighedsforstyrrelse er afgørende for at kunne tilpasse behandlingen til den enkelte person og dermed styrke chancen for et godt behandlingsresultat.

Det er vigtigt, at både personlighedsforstyrrelsen og spiseforstyrrelsen adresseres i behandlingen, og at behandlingen tilrettelægges med hensyntagen til personlighedsforstyrrelsens sværhedsgrad.

Dette problematiseres yderligere af, at en stor del af de, der lider af en spiseforstyrrelse er under 18 år og at man som hovedregel ikke diagnosticerer personlighedsforstyrrelser før folk er fyldt 18 (se nedenfor).

Inden for børne-og ungdomspsykiatrien argumenteres der i stigende grad for, at personlighedsforstyrrelser bør kunne diagnosticeres og behandles før 18-års alderen. Specielt når det gælder spiseforstyrrelser, understreges behovet for en tidligere diagnosticering af kombinationen af den høje grad af komorbiditet, der eksisterer imellem personlighedsforstyrrelser og spiseforstyrrelser.

Langtidsstudier viser, at personer med en spiseforstyrrelse med komorbid personlighedsforstyrrelse klarer sig lige så godt på langt sigt, som personer med en spiseforstyrrelse uden en personlighedsforstyrrelse i forhold til spiseforstyrrelsessymptomerne. Der mangler dog mere systematisk registrering og forskning i behandlingen ved denne komorbiditet.

Tilbage