Jeg er i tvivl om at jeg har en spiseforstyrrelse.
For omkring et halvt år siden havde jeg det virkeligt dårligt omkring mig selv. Jeg spiste nemlig hele tiden, fordi at man hjerne sagde til mig at jeg havde brug for mad og det endte altid med at jeg spiste sygt meget. Men efter jeg spiste mad havde jeg fået hovedpine, og følte som om at jeg var igang med at blive kvælt, og jeg tror grunden til det var at jeg havde det dårligt med min krop og tanken af at jeg havet spist så meget fik mig til at få det dårligt. Nogen gange efter at jeg havde spist meget mad, gik jeg ofte ind på mit værelse og trænet fordi jeg skulle tabe alt den mad som jeg lige havde spist og det forsat nok i 2 dage, og så startes det forfra igen. Nogen gange har jeg også prøvet at spise så lidt at jeg får kvalme. I skolen fik jeg ofte kantine mad, og jeg spiste ikke noget. Jeg rørte det ikke engang. Det lagde mine vendinder mærk til og spurgte mig ind til hvorfor jeg ikke spiste. Jeg havde ikke noget svar på det tidspunkt om hvorfor jeg ikke spiste eller hvorfor jeg spiste så meget så jeg sagde bare at jeg ikke var sulten. ((I skolen spiste jeg ikke noget fordi jeg var bange for hvad folk ville tænke når de ser en klovn spise så meget, men der hjemme spiste jeg virkeligt meget)) da det her forsatte i en lang periode sagde mine vendinder det til min lære, hvor min lærer så skrev til mine forældre. Mine forældre blev rasende på mig over at de brugte 20 kr hver dag på noget som jeg ikke spiste, jeg havde ingen ord så jeg løb op på mit værelse og spiste intet i 2 dage((jeg drak dog)) jeg husker den dag virkelig godt siden jeg grad i flere timer. Denne dag idag, mærker jeg ikke så mange følelser omkring min krop så meget, ((jeg har nok bare lært at leve med det)) jeg kigger dog ofte i mit spejl og tænker over hvor tyk jeg er selvom at jeg får af hvide at jeg er tynd, jeg er virkelig bange for at blive for tyk. Nogen dage springer jeg morgenmad og aftensmad over fordi jeg måske har haft en dag hvor jeg har det dårligt omkring mig selv. Jeg virker dog som en rigtig glad pige og derfor tror ingen på mig når jeg siger at jeg har det dårligt om mig selv. Alle tror at jeg er en glad pige 24/7. Også min familie.
Kære du
Mange tak for dit brev. Det gør indtryk på mig at læse dine ord om, hvordan du har det, og at du er i tvivl, om du har en spiseforstyrrelse. Jeg håber sådan, at du kan bruge mit svar.
Du beskriver, at du for et halvt år siden fik det rigtig dårligt med dig selv, og at du spiste hele tiden. Det endte altid med, at du spiste så meget, at du fik hovedpine og det føltes som om, at du var ved at blive kvalt, skriver du. Bagefter ville du ofte træne, og spiste nogle gange så lidt, at du fik kvalme.
Det lyder helt vildt hårdt. Jeg tror, jeg forstår præcis, hvordan du havde det. Jeg kan genkende din beskrivelse fra andre, der har skrevet til os. De spiser så meget, at de får det utrolig dårligt, og bagefter lader være med at spise. Mange beskriver, at det er som en ond cirkel. Måske den beskrivelse også giver mening for dig?
Jeg kan også genkende det fra dengang, jeg selv havde en spiseforstyrrelse. Det var forfærdeligt at hade mig selv og den mad, jeg ofte ikke kunne lade være med at spise – og det var enormt hårdt, at lade være med at spise, fordi jeg ville tabe mig.
Du skriver, at I skolen spiste du ikke noget, fordi du var bange for hvad folk ville tænke, når de så dig spise så meget, men der hjemme spiste du virkeligt meget. Da dine forældre hørte om det, blev de rasende på dig over, at du ikke spiste den mad, de betalte for. Du havde ingen ord, skriver du. Du græd i flere timer og spiste intet i 2 dage. Jeg kan godt forstå, at du blev rigtig ked af det.
Den dag i dag mærker du ikke så mange følelser omkring din krop, skriver du – men du kigger dog ofte i spejlet, og er virkelig bange for at blive tyk. Du springer også nogle gange morgenmad og aftensmad over, hvis du har det dårligt med dig selv.
Har du mon prøvet at tale med dine forældre om, hvorfor du ikke spiste maden i skolen? Vil de mon forstå dig, hvis du forklarer dem, at du slet ikke er en glad pige 24/7? Kunne du fortælle dem, at du har det dårligt med dig selv, og at du nogle gange springer måltider over, fordi du er bange for at tage på?
Jeg håber, at dine forældre vil forstå og støtte dig, men hvis du ikke tænker, at de ville være de rette at gå til, kunne det så være en anden voksen? Et andet familiemedlem, en fra din skole eller en fritidsaktivitet? Måske en helt fjerde? Det er så hårdt, når andre ikke kan se, hvordan man i virkeligheden har det. Det er vigtigt, at du får den rette hjælp og støtte - du skal ikke gå alene med de svære tanker.
Det er lægen, som kan vurdere, om du har en spiseforstyrrelse. Måske har du lyst til at læse denne guide til at tale med lægen?
Har du lyst til at tale mere med os om, hvad du skal gøre? Du er altid meget velkommen til at skrive et brev til os igen. Du kan også komme i kontakt med vores søde og gode rådgivere på telefon 70101818 eller booke en samtale her: Personlig samtale.
Jeg sender dig mange varme tanker. Jeg er virkelig glad for, at du skrev til os, og jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej.
Kærlig hilsen
Brevkassen