Hej
jeg har det meget svært med mad her for tiden jeg har haft en spiseforstyrrelse før hvor jeg fik “hjælp” som de kaldte det men d var en helvede de truet mig med hvis jeg ikke gjorde d og d ville de indlægge mig og de hjalp mig aldrig i forhold til mit psykiske min spiseforstyrrelse gik aldrig væk men jeg turde ikke sige d til nogen jeg kan mærke den begynder af tage meget meget over igen fx tæller jeg alle kalorier og jeg hader hvordan jeg ser ud og jeg har det bare ikke godt jeg ved godt selv jeg er syg helt inden i mig selv men jeg benægter det jeg spiser meget lidt tit måske kun aftensmad eller lidt andet det ikke meget og vær gang jeg spiser kan jeg ikke se på mig selv efter uden af jeg føler mig klam jeg vil heller ikke have nogen tager billeder af mig fordi jeg får det rigtig dårligt jeg træner også meget hårdt jeg træner til JEF ikke kan få vejret mere eller jeg er ved at besvimme eller har jeg ikke gjordt d godt nok men jeg er bange FLR jeg ikke er syg nok endnu og føler aldrig det bliver godt nok til jeg er syg nok af jeg skal blive ved og ved men det jeg kan aldrig være tilfreds jeg er bange for hvad folk tænker om mig og jeg har det bare ikke godt men føler alle er ligeglade jeg ved ikke hvor meget jeg kan blive ved med det her på mere.
Kære dig,
Tusinde tak for dit meget modige og ærlige brev - det gjorde stort indtryk på mig at læse. Tak for den tillid du viser ved at skrive. Jeg forestiller mig, at det måske har krævet både mod og overvindelse. Hvor er det bare godt, at du skriver til os. Jeg får til en start lyst til at sende dig et varmt knus, for når jeg læser dine ord, mærker jeg virkelig, at du er et svært sted lige nu, og jeg kan godt forstå, ar du ikke ved, hvor længe du kan blive ved med det her. Jeg håber, at mit svar kan være en hjælp for dig, og at du synes, at du kan bruge nogle af de råd, jeg vil prøve at give dig.
Du spørger i starten af dit brev, om du er syg nok? Jeg vil skrive til dig, at din beskrivelse af, hvordan det er at være dig lige nu, har rørt mig meget. Du skriver, at "jeg ved godt selv jeg er syg helt inden i mig selv", og når jeg læser dit brev, tænker jeg også, at du beskriver nogle tydelige symptomer på spiseforstyrrelse. Når du spørger, om du er syg nok, hvad tænker du mon så på? Syg nok til at få hjælp til at få det bedre? Syg nok til at det bliver taget alvorligt? Det tænker jeg bestemt. Det her er ikke noget, du skal kunne klare på egen hånd. Det er noget, du skal have hjælp til. Hvordan er det mon at høre det?
Du skriver, at du før haft en spiseforstyrrelse, og den nu er ved at komme tilbage igen. Du skriver, at du aldrig føler, at det bliver godt nok til du er syg nok, og at du føler, at du skal blive ved. Du skal vide, at vi snakker med mange unge, som har det lige som dig, og at det er helt normalt føle de her ting. Mange vi snakker med beskrive netop den dobbelthed, som jeg også læser i dit brev. Nogen beskriver deres spiseforstyrrelse som en bedste ven, som de altid kan regne med, og som en der aldrig svigter. Kan du mon genkende denne beskrivelse? Er der mon sket noget i dit liv, som fået dig til at søge tilbage til denne bedste ven?
Du skriver, at du ikke ved, hvor meget du kan blive ved med det her. Det kan jeg godt forstå. Hvordan har du mon klaret alt dette indtil nu? Det lyder virkelig krævende, når du beskriver, at du træner indtil du er ikke kan få vejret og er ved at besvime.
Når jeg læser dit brev, lægger jeg mærke til, at du er god til at beskrive dine symptomer og dine følelser omkring det hele - det er en stor styrke du har der. Den kan du bruge til at søge hjælp med, for symptomer på spiseforstyrrelse er ikke noget, du skal kunne klare på egen hånd. Det er vigtigt, at du ikke går alene med alle disse tanker og følelser, og du har allerede taget et stort skridt, ved at skrive herind til brevkassen. Du er ikke alene - vi har skrevet nogen gode råd om tilbagefald, som jeg tænkte, du måske havde lyst til at læse?
Du skriver, at da du fik hjælp for spiseforstyrrelsen, så var det et helvede, og at du aldrig fik hjælp til det psykiske. Jeg får lyst til at fortælle dig, at jeg selv har en søster, som fik en spiseforstyrrelse i sammen alder som dig. Hun oplevede også at blive mødt af en hjælp, som ikke var den hun havde brug for. Jeg ved, at min søster havde stor glæde af at snakke med en voksen om hendes tanker. Har du måske en voksen du kan betro dig til? Det kan være dine forældre, men det kan også være et andet familiemedlem, en lærer eller måske en anden voksen, du kender fra en fritidsinteresse?
Det kan være en svær snak at tage hul på, men måske du kan starte med: "Jeg vil gerne tale med dig om noget, det er lidt svært, så jeg har brug for, at du tager dit god tid og virkelig lytter til mig". Måske kan du også skrive nogen af dine tanker ned og læse dem højt for en voksen? Eller du kan vise det fine brev, du har sendt hertil Brevkassen og måske mit svar til dig? Jeg vil også foreslå dig at kontakte din læge sammen med den voksne, som du taler med.
Jeg lægger mærke til, at du er meget hård mod dig selv og har svært ved at blive tilfreds med dig selv. Det er du ikke alene om, vi snakker med mange unge som taler hårdt til dem selv. Jeg har selv meget glæde af noget som hedder en taknemligheds-dagbog. Det går ud på, at man hver dag sætter sig ned og skriver 3 ting, som man er taknemlig for, og hvad man har gjort for sig selv i løbet af dagen. Og her må man kun være venlig mod sig selv. Kunne det mon være noget du tænke dig at prøve? Vores tanker kan være vores værste fjende, og tanker kan blive til virkelighed, hvilket betyder at jo flere gange vi tænker dårligt om os selv, jo mere begynder vi at tro på det. Giver det mening for dig?
Jeg lægger også mærke til, at du har haft svært ved at finde nogen, du føler tryg ved at tale med det hele om. Måske det det derfor synes helt umuligt at finde en voksen omkring dig, som du kan tale med. Hvis du har det sådan, vil jeg foreslå dig, at du ringer, sms’er eller chatter med vores anonyme rådgivning. Vi er i kontakt med mange unge mennesker på din alder, som har brug for at fortælle os om de samme tanker og følelser, som du deler i dit brev. Du skal vide, at vi meget gerne vil tale med dig.
Endnu engang tak for dit brev. Du har taget et første vigtigt skridt ved at tage dig selv, og hvordan du har det alvorligt og skrive til brevkassen. Når jeg læser dit brev, fornemmer jeg, at du er ved at tage kampen op med spiseforstyrrelsen. Du er opsat på at få hjælp, og jeg håber, at mit svar kan være en støtte til det.
Du skal vide, at dit brev har gjort stort indtryk på mig, og jeg sender dig mange varme tanker.
Kærlig hilsen
Brevkassen