Kære brevkasse,

Jeg skriver fordi, jeg døjer med et problem, som jeg har svært ved selv at styre, og som jeg endnu ikke er lykkedes med at få hjælp til.

Jeg kæmper med overspisning, som har været et stort problem for mig siden, jeg var helt lille. Jeg har alle dage haft en kæmpe trang til at spise store mængder mad, og især sukker og slik, i skjul, da det dulmer mine følelser og mit nervesystem. Jeg føler stor skam, og stor afmagt, da det i perioder er på daglig basis, og strækker sig over længere perioder.

Pt. føler jeg, at jeg fuldstændig har mistet kontrollen, og det gør til, at jeg også isolerer mig socialt, fordi jeg 'hellere vil spise', end at være sammen med mennesker. Det er både i romantiske, og venskabelige relationer, og jeg føler, jeg begrænser mig selv med min selvsaboterende adfærd. Jeg har stor fysisk- og mental ubehag, da min krop også bliver medtaget af de store mængder mad og/eller sukker, og jeg føler straks dårlig samvittighed, og bliver selvbebrejdende over, at jeg ikke har nogen selvkontrol, når jeg er så bevidst omkring problemet.

Jeg føler desuden voldsom fysisk- og mental træthed/udmattelse, og jeg får ondt i maven. Jeg har kronisk skjult forstoppelse med både forstoppelse og diarré på samme tid, og det afstedkommer også voldsomme muskel- og ledsmerter, som et yderligere symptom på min kroniske tarmlidelse IBS (irritabel tyktarm). Denne kroniske psyko-somatiske sygdom gør til, at jeg til dagligt skal leve efter en restriktiv diæt, hvilket kun forværrer min overspisning. Særligt skal jeg undgå fedtholdig, og sukkerholdige fødevarer, og derudover også en stor del sunde fødevarer som frugt og grønt, og frø/nødder/kerne, og korn og mejeriprodukter, som har det tilfælles at indholde et sukkermolekyle, som min tarm ikke kan nedbryde.

Selvom jeg mærker alle de fysiske og psykiske tegn på, at det ikke er godt for mig, kan jeg ikke stoppe mig selv. Det er ren tvang, og absolut ingen nydelse - tværtimod! Mine tanker kredser nærmest udelukkende om mad, hvornår jeg skal spise det, og hvad jeg skal spise, og det er særligt slemt, når jeg ved, eller har udsigt til at være alene hjemme. Der kan jeg ligesom slappe af i, at jeg ikke skal skjule mit madindtag/madmisbrug. Jeg føler meget angst over at spise foran andre, men egentligt også alene, da jeg altid har en ængstelig fornemmelse af, ikke at være i stand til at vurdere, hvornår jeg skal stoppe mig selv. Jeg har svært ved at mærke, hverken sult eller mæthedsfornemmelse, så det er også svært at have intuitiv spisning,

Jeg er pt. diagnosticeret med klinisk moderat til svær depression, og går i behandling for det i psykiatrien. Næste skridt i min behandling er at blive udredt for ADHD, da der er mange indikationer på, at jeg har en personlighedsstruktur, der læner sig op ad diagnosen (impulsivt drevet, og med cyklisk depression og stress). Derudover er jeg sygemeldt fra arbejde, så i min hverdag har jeg ikke meget struktur, og det er derfor svært for mig at strukturere mine måltider, eller skabe rutine i min tilværelse generelt, som situationen er pt.

Lige nu er min roomie på ferie, og i den tid, hun har været væk, har jeg følt ekstra stort behov for at spise ekstra meget, og det har resulteret i, at jeg har taget 3-3,5 kilo på, på knap fem dage. Jeg skammer mig, fordi man kan se det på mig, og fordi jeg føler, jeg har gjort skade på mig selv. Det virker ekstra voldsomt for mig, fordi det også er ganske visuelt. Derudover har jeg ikke set den fyr, jeg dater i to uger,  da han har været på ferie, og i går aflyste jeg vores aftale, fordi jeg havde overspist, og fordi jeg skammede mig over, at man kunne se det på mig.

Jeg har brug for et værktøj til at håndtere min sygdom, for jeg føler, at jeg befinder mig i et uendeligt samsara, der kun er med til at forværre min psykiske tilstand, og jeg føler derfor, jeg sidder fast i dårligdommen, selvom jeg aktivt går i behandling med min depression. Jeg kan ikke holde ud, at jeg begrænser mig selv i at leve et godt liv, og i at være glad. Særligt min selvsaboterende adfærd skræmmer mig, og bidrager til mit dårlige selvværd/selvbillede, hvor jeg tilmed nægter mig selv kærlighed. Når jeg oplever disse overspisninger, bliver jeg så trist og modløs, at jeg tilmed overvejer, om jeg har lyst til at fortsætte med at leve, fordi jeg synes, det virker helt uoverskueligt, at denne sygdom skal kontrollere mig, og styre mit liv. Nogle gange føler jeg, at den styrer mig direkte i graven, hvis jeg ikke får den hjælp, jeg har brug for.

Så kære brevkasse; HJÆLP, så jeg kan genvinde tilliden til mig selv, og til at dette liv er værd at leve.