Hej.
Jeg har lidt af en spiseforstyrrelse i mange år.
Jeg har været i behandling og de sidste 8 år har jeg stadig haft et svært forhold til mad. Men i stedet for at kaste op og sulte mig er jeg begyndt at overspise hvilket nu resulterer i en alt for høj vægt.
Jeg tog en beslutning i februar om at tabe mig på den sunde måde. Men nu er jeg ved at falde tilbage. Jeg kaster det mad op jeg spiser - og taber mig selvfølgelig ret hurtigt.
Jeg har egentlig aldrig haft styr på min mad, men den behandling jeg fik i sin tid hjalp mig med at stoppe den skadelige adfærd. Godt nok spiste jeg mere end jeg skulle, men jeg havde det bedre med mig selv i en periode.
Jeg er bare bange for at jeg ikke kan styre det mere. Jeg er en moden kvinde nu og føler at jeg bør have styr på noget så simpelt som mad.
Har i gode råd til hvordan jeg får styr på det, så mad bare er mad?
Kære Du
Mange tak for dit brev, og tak for dit spørgsmål til brevkassen.
Du sætter ord på en udfordring, som jeg ved, rigtig mange kan genkende, og som jeg personligt også kan genkende: Hvordan kan man få styr på, at mad bare er mad, og derved også have et roligt forhold til mad og måltider? Fra mig selv kender jeg en kritisk stemme, der sagde: ”Det er jo bare mad, hvor svært kan det lige være!” Men det kan altså være svært, og det første skridt i din helbredelse er netop at acceptere, som du skriver, at det er svært.
En spiseforstyrrelse handler sjældent om mad, men er som oftest et udtryk for følelser, som er svære at håndtere, og kontrol, opkast, overspisning bliver en måde at dulme sine følelser på. Det er en mestringsstrategi, som på et tidspunkt har virket godt i dit liv, indtil den blev et problem for den måde, du gerne vil leve på.
En spiseforstyrrelse kan i starten virke som en hjælp, men på et tidspunkt oplever de fleste, at den bliver et problem - og med det opstår ønsket om forandring også ofte. Jeg læser i dit brev, at du ønsker en forandring, og jeg håber, at du vil føle dig støttet i det ønske, når du læser mit brev.
Jeg har lyst at fortælle dig, at jeg i mange år har haft følgeskab af en spiseforstyrrelse, og at det kan lade sig gøre at blive rask, også når man er en moden kvinde. Jeg kan godt forstå, at du nu tænker, at du burde have styr på det, og jeg har lyst til at sige, at det er okay, du ikke har styr på det endnu, men du er på vej!
Det er hårdt at kæmpe mod spiseforstyrrelsen, det er hårdt at være i den evige kamp om at skulle tabe sig, tage sig sammen, "falde i" og overspise for derefter at kaste op. Måske kender du også til at tvangsmotionere og spise mad, du slet ikke har lyst, som du kun spiser, fordi det er "sundt". Der er mange myter og "gode råd", som du sikkert allerede har mødt, og som sjældent hjælper - faktisk tværtimod.
Min egen erfaring er, at det er godt at gøre op med "burde", "skulle", "hvis bare" og "ta' dig nu sammen" og i stedet lytte til, hvad det er, spiseforstyrrelsen vil fortælle dig. Hvilke følelser er det mon, spiseforstyrrelsen forsøger at gemme væk med kontrol, opkastninger, overspisninger? Vær kærlig og omsorgsfuld mod dig selv, du fortjener alt det bedste.
For mig var det en hjælp at gøre dejlige ting (det kunne være et fodbad eller en rolig gåtur i skoven) og øve mig i at give mig tid og være nærværende i det. Så begyndte jeg også langsomt at mærke mig selv mere, også de følelser, som spiseforstyrrelsen havde hjulpet med at gemme væk.
Du spørger i dit brev efter gode råd til, hvordan du får styr på det, så mad bare er mad. Til det er det vigtigt for mig at sige, at en spiseforstyrrelse ikke er ikke noget, man skal kunne klare på egen hånd. Jeg vil derfor også foreslå dig at søge professionel hjælp. Jeg tænker på, at det kunne være relevant for dig, at du henvender sig hos din egen læge og fortæller ham eller hende om, hvordan du de sidste 8 år har haft et svært forhold til mad. Måske med dette brev med i hånden? En anden mulighed er, at du finder en psykolog eller psykoterapeut, som du har tillid til. Gerne en som har erfaring med spiseforstyrrelser. Hvordan er det mon at læse de forslag? Måske det er noget, du allerede har overvejet?
Endelig får jeg også lyst til at spørge dig, om du har en veninde, du kan dele dine tanker med? Der er mange flere, end man tror, der går rundt med lignende tanker, og langt de fleste bliver taknemmelige, når der endelig er nogen, som tør snakke om det, uden at blive dømt. Rigtig mange kæmper med mad, og oftest vil de egentlig inderligt gerne have ro omkring mad og måltider.
Her hos os tilbyder vi blandt andet samtalegrupper, som du kan læse mere om her. Du er også altid meget velkommen til at søge yderligere rådgivning hos os. Fx kan du ringe anonymt til os på 7010 1818, så sidder der en rådgiver klar, som gerne vil lytte.
Det er vigtigt for mig at sige, at ro omkring mad ikke nødvendigvis også giver et vægttab. Vi mennesker er forskellige, og der kan være andre fysiologiske ting, der spiller ind, vær derfor tålmodig og kærlig ved dig selv. Jeg hæfter mig også ved, at du skriver, at du tidligere har været i behandling, og at det hjalp dig til at stoppe den daværende adfærd, samt at du fik det bedre med dig selv. Det er rigtig godt, at du har den erfaring med dig, og den er værdifuld at huske på. Kan du mon huske, hvad der i behandlingen gjorde, at du fik det bedre med dig selv? Måske der er redskaber at hente her, som det ville være hjælpsomt at vende tilbage til.
Jeg kan også anbefale dig at læse vores gode råd til, hvad man kan gøre, når tanker om en spiseforstyrrelse dukker op igen.
Ud fra dit brev fornemmer jeg, at du er en stærk kvinde. Trods frustrationer omkring mad mærker jeg en vilje og et dybfølt ønske om ro og om at have det bedre med dig selv. I det ligger der en masse styrke. Du mærker allerede dig selv, og det at række ud og spørge efter hjælp viser, at du allerede er godt i gang med at søge fred i dig selv.
Jeg forstår dine frustrationer, og jeg håber, mit brev kan hjælpe dig et skridt videre på din vej.
De kærligste tanker fra Brevkassen