Hej!
Jeg har i længere tid ikke haft det super godt, tror det startede omkring 11 års alderen. Eller, hele mit liv har der været noget, men det startede at påvirke mig meget der omkring. Jeg blev mere trist, og blev desværre introduceret til selvskade, som blev brugt, siden jeg følte det var den bedste måde at håndtere mine følelser på. Siden der har jeg kæmpet med selvskade i perioder. For 1-2 år siden havde jeg det rigtigt svært, jeg begynde også at få svært med at spise, jeg endte med at fortælle det til min mor (kun det med spisning) og vi endte så med at gå til lægen, hvor lægen så sendte os til et forløb i psykiatrien. Efter mange møder og laaaannnggggg ventetid, kom de frem til at jeg har autisme, hvilket giver mening, og er også rart at vide, men så var det også det. Jeg fik ikke rigtigt noget hjælp, til mine spiseproblemer, eller noget andet som jeg havde svært ved. Jeg har dog haft en rigtig god lang periode hvor jeg har spist relativt normalt, ikke selvskadet, og tænkte lidt, “yesss, nu skal det nok gå fremad”. Indtil nu her den anden dag, hvor trangen til selvskade var for stor. Nogen af mine gamle spisevaner begynder også at komme frem igen. Jeg føler bare jeg er fanget i en cirkel af at have det dårligt, så få det lidt bedre, men så få det dårligt igen. Jeg ved bare ikke hvem og hvor jeg skal have fat i, hvis jeg vil prøve at få hjælp igen? Altså, nok min mor, men det bare så svært, jeg ved hun har meget at tænke på og vil ikke være mere i vejen. Jeg føler heller ikke jeg er klar til at fortælle om selvskaden, det er som en tryghed at have hvis alt bare brænder på, og jeg synes det lidt pinligt fordi jeg føler lidt det selvskade jeg laver ikke er ‘slemt nok’, er bange for jeg bliver til grin, eller ikke bliver taget seriøst hvis jeg prøver at få hjælp for det. Jeg føler jeg at står i en lidt ‘akavet’ situation, jeg har det ikke så slemt som jeg har haft det, men jeg har det stadig svært og ikke ved hvad jeg skal gøre. Det måske lidt svært at svare på, men ved i hvad lægen vil gøre hvis nu man åbner op om selvskade? Jeg har også overvejet om jeg skulle prøve at finde en psykolog, men jeg har så svært med at snakke med andre (især om personlige ting, som følelser), så jeg lukker bare helt ned, føler ikke helt det ville hjælp mig så meget. Ja, mange spørgsmål, ved bare ikke hvad jeg skal gøre, føler ikke rigtigt jeg kan åbne op omkring selvskaden til nogen, så det selvfølgelig lidt svært. Men ja, nu har jeg i hvert fald skrevet det til jer, håber i kunne finde rundt i min lange forvirrende besked.
Kh, mig :)
Kære du.
Hvor er du stærk og modig, at du tør at åbne op omkring dine følelser og skrive herind til os. Det er det første skridt, som det ser ud som om, du har haft brug for at tage.
Det lyder som om, at du står et svært sted i livet lige nu, og jeg er glad for, at du beder om hjælp. Det vidner om, at du er et reflekteret ungt menneske.
Du indleder med at sige, at du i længere tid ikke har haft det super godt, men at det for alvor startede, da du var omkring 11 år. Jeg hæfter mig dog ved, at du skriver, at der hele dit liv har været noget, der har gjort, at du ikke har følt dig tilpas. Det må være hårdt for dig at erkende det. Har du nogle bud på, hvad det kan skyldes?
Du skriver også, at du blev introduceret til selvskade og brugte det som en måde at håndtere dine følelser på. Er disse udløsende følelser nogle, du kan dele med nogen, f.eks. din mor?
Udover den tilbagevendende selvskade siger du også, at du har haft problemer med at spise. Hvor er det godt, at du fik fortalt den del til din mor, og at I kom til lægen. Jeg forstår fuldt ud din frustration omkring at få en autismediagnose, men ikke få hjælp til din spisesituation. Er det noget, du har taget fat i din mor eller lægen omkring i forhold til at få en opfølgende plan for? Ellers vil jeg klart anbefale dig at gøre det.
Jeg synes, det lyder som om, at du skal få afløb for dine svære følelser, så du med tiden kan slippe selvskaden og dine spiseproblemer. Jeg vil anbefale dig at starte med at tale med nogen om det. Du siger godt nok, at din mor har nok at se til, og at du ikke vil være i vejen; nu er jeg selv mor, og tro mig, når jeg siger, at vores største håb er, at vores børn vil tale med os, også om svære ting. Du er ikke i vejen, og hun vil støtte dig. I kan evt. sammen finde en psykolog, som du føler dig tryg ved at tale med. Det er vores klare erfaring herinde, at selvskade og spiseforstyrrelse ikke går væk af sig selv, men kræver professionel hjælp.
Du bliver ikke til grin, hvis du åbner op omkring dine problemer med selvskade til en professionel. Er du nervøs for at tale med en psykolog som det første, vil jeg anbefale dig at benytte dig af vores forskellige rådgivningstilbud. Du kan lægge blødt ud, hvis det gør dig mere tryg. Vi har både chat-, telefon- og SMS-rådgivning samt videorådgivning eller personligt møde. Hos os er du anonym, men du vil stadig blive mødt af mennesker, der vil tage dig og din situation alvorligt. Det kan være en måde at 'øve' dig på at tale om dine følelser, før du opsøger hjælp hos en psykolog.
Læs mere om personlig samtale.
Læs mere om vores rådgivningstilbud.
Jeg håber meget, at du har fået lidt inspiration og perspektiver af at skrive herind til os.
Jeg ønsker dig al mulig god vind fremover mod bedring. Jeg hepper på dig herfra!
Kærligste hilsner
Brevkassen