Hej
Jeg skærer i mig selv, kradser hul i mig selv, niver mig selv, og slår mig selv. Alt sammen noget jeg har gjort i omkring 3-4 år nu.
Jeg har prøvet alle mulige former for hjælp. Men føler intet virker. Det hjælper heller ikke at snakke med mine forældre omkring det.
Jeg har haft en spiseforstyrrelse, samtidig med at jeg selvskadet, og er så kommet ud af den igen, for her omkring et halvt års tid siden. Jeg endte med at blive mega tynd, og er blevet alm størrelse nu. Men føler mig stadig alt for tyk, selvom jeg er ude af den.
Nogle dage, har jeg også så dårlig selvtillid, at jeg vælger ikke at spise noget hele dagen.
Jeg har også selvmordtanker rigtig tit, og havde faktisk også planlagt et selvmordsforsøg, for omkring et år siden. Men jeg endte med ikke at gøre det alligevel.
Intet hjælp virker. Heller ikke psykolog, eller snakke med lægen, eller en lærer, eller mine forældre. Bliver bare ved med at være i den samme lille onde cirkel, uden at skulle vide hvad jeg skal gøre. Er bange for at den efterskole jeg skal på, ikke kan håndtere det.
Jeg er helt lost, omkring hvad jeg skal gøre.
Kære du
Tak for dit brev og for, at du deler din situation med mig her. Jeg får indtryk af, at du har gjort en masse allerede for at prøve at styre selvskaden – måske fordi det er vigtigt for dig selv at kunne bestemme, hvordan du gerne vil leve? Og du skriver, at du har prøvet alle mulige former for hjælp, men at det ikke har virket – heller ikke at tale med dine forældre om det.
Hvad mon det er for noget hjælp, du allerede har forsøgt dig med? Har det været forløb hos psykologen, besøg hos lægen, og samtale med din lærer og dine forældre, som du nævner? Og er der alligevel noget derfra, du kan bruge og tage med dig på rejsen derhen, hvor du gerne vil være?
Jeg er ked af, hvis du har en oplevelse af ikke at være blevet hjulpet, men hvor er det stærkt, at du har rakt armene ud og forsøgt at søge hjælp. Det vidner om, at der er noget, du godt kunne tænke dig, og at du måske har brug for hjælp til at blive forstået og mødt i det, der er vigtigt for dig?
Jeg får lyst til at præsentere muligheden for dig om, at du altid er velkommen til at bruge vores rådgivning, hvis du har lyst til at tale med nogen herfra om selvskaden og det, der fylder hos dig. Her kan du ringe, skrive eller møde ind til personlige samtaler: Rådgivning. Og måske det kan være hjælpsomt for dine forældre også at bruge vores rådgivning, så kan de blive lidt klogere på, hvordan de bedst kan støtte dig? Eller du kan fortælle dem, hvordan de bedst er der for dig i en tid, hvor selvskaden fylder hos dig?
Derudover får jeg også lyst til at præsentere for dig, at foreningen også har tilbud for unge, der ligesom dig, gerne vil have kontrol over selvskaden – her er et par links, hvor du kan læse mere:
Gruppeforløb til dig med selvskade
Individuelle samtaleforløb til dig med selvskade
Det lyder som om, at selvskaden har været en strategi, som du har brugt i 3-4 år nu. Jeg bliver lidt nysgerrig på, om du mon ved, hvad selvskaden er en hjælp til, og hvad den giver dig? Og samtidig, om den står i vejen for noget, som er vigtigt for dig? Skete der mon noget i dit liv for 3-4 år siden, som har været med til at invitere selvskaden ind i dit liv på netop dette tidspunkt?
Det lyder ikke så rart for dig, at du har dage, hvor du oplever at have dårlig selvtillid og derfor vælger ikke at spise hele dagen. Hvordan hænger de ting sammen? Og hvad er det, der gør, at du kan opleve dårlig selvtillid?
Jeg lægger mærke til, at du ikke oplever at kæmpe med spiseforstyrrelsen på samme måde længere. Jeg bliver nysgerrig på, hvad der mon har hjulpet dig i forhold til at få mere kontrol over den? Og er der noget af den styrke, du kan tage med dig ind i kampen mod selvskaden?
Du nævner, at du har selvmordstanker, og at de kan komme på besøg tit. Jeg får lyst til at dele med dig, at det faktisk er ret almindeligt at opleve, når man står i noget, der er svært. De kan ofte være udtryk for et ønske om at komme væk fra noget smertefuldt – og ambivalensen i ønsket om at komme væk, men ikke have lyst til at dø, er meget almindelig. Der er ikke nogen, der skal gå alene med de tanker. Jeg ved ikke, hvor meget de fylder hos dig i øjeblikket? Er der nogen, der kender til, at du har disse tanker? Hvis de fylder hos dig, vil jeg præsentere dig for Livslinien, hvor de har stor erfaring med at støtte og tale om selvmordstanker, og det er både gratis og anonymt.
Jeg håber, der er noget herfra brevet, som kan støtte dig på din videre rejse, og jeg håber meget på, at de på din nye efterskole er i stand til at støtte dig på en god måde. Held og lykke og jeg ønsker dig et år på efterskolen fuld af eventyr, fordybelse og nye relationer og begyndelser.
De bedste hilsner
Brevkassen