Hej :)
Puha, det er tungt at skrive dette brev...
I 2014 udviklede jeg anoreksi og var meget syg i 5 år. Jeg var indlagt flere gange og levede i en lang periode af sondeernæring.
I 2019 blev jeg rask og har siden, kunnet holde spiseforstyrrelsen i skak.
Det kan jeg ikke længere. Jeg havde taget meget på fra 2019-2023, og er derfor, selvom jeg har tabt mig 20 kg. stadig normalvægtig iflg. BMI.
Jeg er stoppet med at kæmpe imod spiseforstyrrelsen og lever egentlig bare efter dens regler, påbud og forbud.
Jeg er i et forløb i psykiatrien grundet andre ting og jeg har tilknyttet en kontaktperson gennem kommunen, men psykiatrien er psykiatrien og jeg kender deres evindelige kassesystem alt for godt til at tænke at de kommer til at hjælpe mig før jeg er så underernæret at jeg er ved at dø. Min kontaktperson fra kommunen har direkte sagt til mig, at hun ikke kommer til at hjælpe mig med denne problematik, før det bliver alvorligt.
Jeg er vanvittigt ambivalent ift. hjælp, for spiseforstyrrelsen har godt fat, og jeg ved ikke hvad jeg er mest bange for; at ende på psyk med en sonde i næsen eller begynde at spise ordentligt og tage på.
Jeg er lullet ind i den klassiske anorektiske tankegang: "bare 5 kg. mere, så er jeg tilfreds!" Lige nu forsøger den at bilde mig ind, at om 5.3 kg er alt godt, for så er jeg undervægtig... Men min fornuft ved jo godt at det ikke er sandt...
Jeg bor alene og min familie ved ingenting. Jeg ønsker ikke at de skal vide det og derfor har jeg også isoleret mig fra dem. Normalt ser jeg dem minimum 1 gang om ugen, nu er det 4 uger siden jeg har set dem. De ved at jeg ikke har det godt, eftersom jeg bliver ved med at melde afbud, men de ved ikke hvad der fylder. Jeg har ikke lyst til at trække dem gennem anoreksi-helvedet én gang til og dét er min eneste motivation. - jeg ved bare ikke om den er kraftig nok til at gå imod spiseforstyrrelsen.
Jeg tror i virkeligheden mine spørgsmål er:
- Hvordan finder jeg motivationen?
- Hvor finder jeg hjælp, når ikke mit BMI er lavt?
- Hvordan kan jeg snakke med min kontaktperson om, at det er uhensigtsmæssigt at sige, at min situation ikke er alvorlig?
Vh.
Kære dig
Mange tak for dit brev.
Jeg vil gøre mit bedste for at prøve at besvare dine spørgsmål her i mit brev.
Du starter med at skrive - "Puha, det er tungt at skrive dette brev". Men hvor er jeg glad for, at du alligevel formåede at gøre det. For det berører mig virkelig at læse om din erfaring og den situation du nu står i.
Jeg ved det kræver meget at række ud og skrive herind. Hvor meget det måske kræver af dig at gå imod spiseforstyrrelsen lige her, med dette brev. Du skriver, du er stoppet med at kæmpe imod spiseforstyrrelsen, og lever efter dens regler, påbud og forbud. Men med det her brev, så fornemmer jeg alligevel den del af dig, som ikke har lyst til, at det er spiseforstyrrelsen, der tager magten.
Her får jeg lov til at få et glimt af dig, der er nysgerrig på, hvordan du kan passe bedst muligt på dig selv. Og det er netop den del af dig, der både søger at tage ansvar og snakke med din kontaktperson, og den del af dig der gerne vil passe på din familie - det er dig, som har en masse skønne kvaliteter.
For når du beskriver hvor meget du faktisk har prøvet at bede om hjælp, så mærker jeg din vilje. Og det er netop den, der kan være en del af din motivation. Jeg mærker, at noget i dig ønsker at have det godt. Ønsker at leve et liv uden en spiseforstyrrelse, der fylder. Og jeg tænker, at det er nødvendigt at holde fast i dig selv, og hvad end, du nogle gange kan mærke af ønsker for fremtid, liv, drømme. Så du kan få det bedre, for din familie - men også for dig. Det fortjener du.
Jeg forstår virkelig godt din intention med ikke at ville trække din familie igennem anoreksi-helvede en gang til. Men det, at du isolerer dig fra din familie, for at passe på dem og for, at de ikke opdager, hvordan du har det. Det fodrer desværre kun din spiseforstyrrelse, da en spiseforstyrrelses formål ofte er at få den ramte helt for sig selv. Sådan kan den overtage styringen over dig og dit liv.
Så noget af det bedste for dig, vil måske være at dele din situation med nogen, du er tryg ved og har tillid til. Fordi når du skriver, at du har følelsen af at kæmpe med psykiatrien og din kontaktperson ift. at få hjælp - så har du brug for ikke at stå alene. Men derimod at stå med opbakning fra en tryg relation.
Det er hårdt at skulle fortælle et andet menneske om sin situation, men husk på - at det er spiseforstyrrelsen der er problemet. Det er på ingen måde dig. Det er også min erfaring, at når vi giver f.eks. vores familie tid til at absorbere det, vi nu har fortalt dem - så er de også klar til endnu en runde i ringen mod spiseforstyrrelsen. Fordi ingen skal gå med alt det du bærer på lige nu, helt selv. Det er ikke din skyld.
Jeg forstår godt, det på ingen måde føles hensigtsmæssigt at din kontaktperson siger, din situation ikke er alvorlig. Desværre er det ikke altid nemt at få den hjælp og støtte, som man fortjener. Men spørgsmålet er, om det ikke ville være godt for dig at tage den snak med din kontaktperson, en gang, hvor du har en person med, som du oplever der kan være en støtte for dig?
Hvis du har brug for at tale med en af vores dygtige rådgivere evt. om hvordan du kan gøre dig klar til en snak med f.eks. din familie, kontaktperson eller andre. Så kan du læse mere om vores rådgivningstilbud.
Derudover vil jeg opfordre dig til at kontakte egen læge. Du skriver, du er er tilknyttet psykiatrien, men grundet andre ting. Måske din læge kan henvise dig til hjælp på baggrund af din tidligere erfaring, samt din beskrivelse af, hvordan spiseforstyrrelsen igen får mere og mere fat i dig. Jeg indsætter et link til vejledning der måske kan være hjælpsom for dig, ift. at tale med din egen læge.
Jeg får også lyst til at dele denne pjece, som handler om tilbagefald og tanker om, at ens spiseforstyrrelse, dukker op igen, og hvad man kan stille op, når man begynder at mærke disse tegn.
Her til sidst er der også et link med muligheder for behandling i offentlig og privat regi.
Jeg håber du kan bruge mine svar, og du er altid meget velkommen til at kontakte os igen.
Jeg hepper i hvert fald på dig. Husk - du er kommet ud af din spiseforstyrrelse en gang før, og jeg tror på, at du kan komme ud af den igen.
De kærligste hilsner
Brevkassen