Hej
Det her er meget svært for mig, da jeg også er virkelig flov over det har taget så meget overhånd. Jeg har igennem længere tid godt været klar over jeg er spiseforstyrret, og nok har været det i mange år, selvom det først nu her har taget overhånd, efter mit vægttab på 82 kg.
Før i tiden spiste jeg meget og var ekstrem overvægtig. Jeg fandt stor trøst i mad, og især mad med mange kalorier. Jeg har aldrig været glad for min krop, og i og med jeg hver dag døjede med smerter i fødder, ben og ryg, grundet min vægt, valgte jeg at ændre min livsstil.
I starten gik det rigtig godt. Jeg tabte mig hurtigt de første 15-20 kg, men så begyndte det jo at gå lidt langsommere, og så begyndte jeg at skære ned på mit kalorieindtag, da jeg igennem processen havde lært at man skulle være i kalorieunderskud.
Jeg begyndte at tage afstand fra sociale sammenkomster hvor der var spisning involveret, og når jeg var sammen med familien, havde jeg eget mad med.
På lidt over et år havde jeg tabt de første 65-70 kg. Så fik jeg en kæreste, der også havde et barn, og det begyndte at blive rigtig svært. Når jeg havde spist hos ham, havde jeg kun fokus på at jeg havde indtaget alt for mange kalorier, og jeg begyndte derfor at springe måltider over.
Her begyndte jeg så at mærke manglende energi og overskud. Jeg var ofte svimmel, og blev ofte meget dårlig på mine gåture.
I den periode jeg havde kæreste på, oplevede jeg både vægtstigning og min vægt stod meget stille.
Da jeg så valgte at gå fra min kæreste, var jeg meget opsat på at få smidt de sidste 10 kg, men da vægten blev ved med at stå stille til trods for at jeg hele tiden dyrkede motion, og spiste meget få kalorier.
Den seneste måned har jeg spist 2 måltider om dagen, og levet af stort set det samme hverdag, for ikke at blive fristet af mad, til trods for jeg tænker på mad hele tiden. Jo mere jeg tænker på mad, jo mindre har jeg lyst til at spise. Jeg venter altid til efter kl. 14 med at spise det første måltid, for så er det første halve af dagen gået, og jeg kan begynde at tælle ned til at skulle i seng.
De sidste timer inden sidste måltid er et mareridt, fordi jeg er så meget fokuseret på mad. Alligevel strækker jeg den altid til en time inden jeg lægger mig til at sove, for så ved jeg at jeg kan lægge mig til at sove uden at spise mere i løbet af dagen.
Jeg har igennem hele forløbet godt været klar over det ikke er sundt for kroppen, men på trods af det, samt mange kommentarer fra familie og bekendte om at nu må jeg ikke tabe mig mere, og at jeg er begyndt at se meget syg ud. Ja så har jeg forsat.
Nu er min krop så begyndt at reagere på det her ikke er godt. Jeg har de sidste dage taget næsten 10 kg på, og blodprøver viser, at min lever er påvirket.
Jeg ved jeg skal gøre noget nu, ellers vil jeg ende med at blive syg. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, for jeg føler mig heller ikke taget seriøst af egen læge, og ved ikke hvor jeg skal søge hjælp. Jeg har meget dårlig økonomi, og skal til at på ressource ydelse. Derfor har jeg ikke råd til psykolog.
Derfor retter jeg henvendelse til jer, selvom det er virkelig svært for mig, og hele tiden har strækket tiden ud.
Ved ikke om I kan hjælpe med hvilke muligheder jeg har for at søge hjælp? Selvom det nok også bliver rigtig svært at overvinde for mig, men jeg er bare også bange for at dø.
Kære dig
Jeg vil starte med at sige TAK for brevet du har sendt til os. Du skriver, at det var rigtig svært for dig at dele hvordan spiseforstyrrelsen har taget overhånd. Jeg får lyst til at skrive, at det er rigtig stærkt af dig, at du skrev til os.
Vi hører fra mange i rådgivningen, at det er svært at tale om sin spiseforstyrrelse. Det er svært. Det kan føles flovt, pinligt eller skamfuldt. Det er det ikke. Det er modigt at række ud og turde dele og spørge om hjælp.
Du fortæller, at du nok har været spiseforstyrret i mange år. At du startede ud med at ændre din livsstil, fordi du havde smerter i fødder, ben og ryg. Når jeg læser det, tænker jeg, at du prøvede at være god ved dig selv, men så flyttede spiseforstyrrelsen ind, mon det er rigtigt?
Du skriver, at det gik rigtig godt i starten. De første 15-20 kg tabte du hurtigt, men så begyndte det at gå langsommere, og du begyndt at skære ned på dine kalorier. Var det mon her det gik fra at gå "rigtig godt" til at blive noget andet?
Du fortæller også, at du selv havde mad med til sammenkomster og at, når du havde spist ved din daværende kæreste, fokuserede du meget på, at du havde spist for mange kalorier. Gad vide hvad for mange kalorier er for dig, ville andre mon også synes, det var for mange?
Det er også i perioden med kæresten og tiden efter, at du begynder at blive svimmel og mangle energi. Du fortæller også, at du hele tiden dyrker motion og spiser meget få kalorier og at vægten blev ved med at stå stille. Er det rigtigt forstået, at det var det, der ledte til, at du nu spiser to måltider om dagen? Det ene kl. 14 og det andet en time inden du skal i seng.
Det lyder så hårdt. At gå og vente på at klokken bliver 14, så du kan spise, og så at skulle udholde mareridtet af at vente på at måtte få det næste måltid mad, inden du kan gå i seng, samtidig med du fokuserer rigtig meget på mad i timerne op til. Det lyder pinefuldt. Ingen burde have det sådan.
Dine omgivelser fortæller dig, at de er bekymrede for dig, og du har været til læge for at søge hjælp, du er bekymret. Du skriver også, at du er bange for at dø. Det er mange svære følelser og tanker at stå med.
Du spørger til hjælp, du kan søge, efter at du har været hos lægen, hvor du ikke følte dig taget seriøst. Det hører vi desværre fra mange. Lægerne kan være svære at råbe op. Jeg ved fra andre, at det kan være hjælpsomt at tage en ven eller et familiemedlem med til lægen, en der kan banke i bordet på dine vegne, og hjælpe med at få sagt det, der skal siges for, at du kan komme videre i systemet. Hvis det er et lægehus med flere læger, kan du måske prøve en anden læge end den sidste, du talte med? Jeg vedhæfter et link til en artikel herom.
Du er også meget velkommen til at skrive igen, eller ringe til os på 7010 1818 eller sms’e os på 7710 1818, og så kan vi tale med dig om, hvordan du bedst forbereder dig til endnu et besøg ved lægen. For du har ret til at få hjælp. Når du får din henvisning fra lægen til psykiatrien, har du udredningsret. Det vil sige, at du inden for 30 dage har ret til at blive udredt for fx en spiseforstyrrelse. Derefter har du behandlingsret, du skal modtage behandling højst 2 måneder efter, at du er udredt, det kan du også læse om her.
Jeg ved ikke hvilken kommune du bor i, men hvis du googler: akuttelefon psykiatrien og så dit kommunenavn, kan du også finde et nummer, du kan ringe til, de kan fortælle dig om det er en mulighed at blive indlagt eller få en akut samtale hos dem, det kan måske også være en måde at komme ind i systemet på.
Jeg vil afslutte med at sige til dig, at det er modigt, at du skriver til os. Det, at du turde række ud, giver mig håb for, at du nok skal komme ud på den anden side af spiseforstyrrelsen. Jeg ved godt, det ser sort ud lige nu. Jeg tror på, at du kan komme igennem det.
Kærlig hilsen
Brevkassen