Hej,
jeg er en pige på 18 år og har siden sommer døjet med en spiseforstyrrelse. I ved nok allerede hvordan det er, men jeg kan lige fortælle hurtigt. Lige siden sommer vejede jeg mig 2-3 gange hver dag, trackede alle mine kalorier og mad jeg indtog. Hvis jeg spiste et stort måltid sagde jeg til mig selv “okay så spiser du ikke mere i dag” og blev fyldt med en storskamfølelse. Jeg tabte mig i alt 7 kg, og var til sidst i december nede på det laveste jeg har været. Da jeg ramte den vægt blev jeg faktisk tilfreds og fik det endelig godt med mig selv - eller det troede jeg. Hver dag er anderledes, i december gik jeg og var rigtig stolt over at jeg nu var ‘tynd’. Men alligevel sagde mine bagtanker stadig til mig at jeg ikke var tynd nok, så i Januar fik jeg det dårligt igen. Selv når jeg sugede maven helt helt ind følte jeg stadig ikke at det var ‘tynd’. Men som jeg sagde før, alle dage er forskellige. Så nogle dag gik jeg og tænkte “ej måske er jeg tynd” og andre dage “du skal tabe dig endnu mere”.
Det kørte bare i den onde spiral indtil mine venner og forældre begyndte at sige til mig jeg ikke skulle tabe mig mere. Få af mine venner vidste godt til det, men jeg er meget privat med sådan noget - så det var kun fordi de også før havde taget fat i mig og prøvet at høre hvordan det gik. Men jeg lyver tit og siger at “det går godt”. Min mor er begyndt at gå meget op i hvad jeg spiser og sørger for at jeg spiser alle måltider op. De seneste par måneder har jeg kun vejet mig et par gange om ugen, og i marts kun tre gange. Jeg har nemlig prøvet at stoppe med at veje mig, da vægten altid har kunnet fortælle mig om jeg ville have en god eller dårlig dag, altså hvis den var lav (faldet et par kilogram) = god og omvendt hvis den var højere ville jeg få en dårlig dag. Noget jeg glemte at skrive var at i Jan-feb begyndte jeg at brække mig når jeg følte mig for mæt eller bare havde spist noget usundt, det skete ikke tit men ihvertfald et par gange om ugen. Heldigvis prøver jeg virkelig at lade vær og derfor gør jeg ikke så meget længere.
Nå men grunden til at jeg skriver dette brev; er at jeg i dag vejede mig og siden januar har jeg taget 1,5 kilo på cirka - hvilket jeg fik en følelse af at det var jordens undergang og bare en helt masse skyld og skam. Mine tanker begyndte straks “du skal ikke spise noget i dag” så jeg undlod at spise morgenmad og begyndte at overveje, om den bagel jeg har fået af min mor, burde blive givet væk til mine venner. Og jeg er bare så så så træt af at jeg ikke kan spise noget uden at føle skyld, og at jeg ikke bare kan have et normalt forhold med mad. Derfor ville jeg høre om i havde nogle råd og noget der kunne gøres for at stoppe min spiseforstyrrelse.
Bh. En pige der bare gerne vil spise en burger i fred.
Kære pige, der bare gerne vil spise en burger i fred
Mange tak for dit brev. Tak for dit mod til at dele dine tanker med os i Brevkassen - det gør virkelig indtryk på mig at læse hvordan, du har det.
Du skriver, at du har døjet med en spiseforstyrrelse siden sommer. Du trackede alle kalorier, vejede dig ofte, og blev ramt af en stor skamfølelse, hvis du spiste et stort måltid. I december nåede du endelig en vægt, som fik dig til at have det godt med dig selv - eller det troede du, skriver du, og fortæller at i januar begyndte du også at kaste op.
Jeg kan i høj grad genkende din proces fra mig selv og andre, der har eller har haft en spiseforstyrrelse. Jeg kan genkende den store følelse af, at en særlig vægt vil forandre noget; stille én tilfreds, så man endelig kan være i fred - spise en burger i fred, som du skriver. Jeg kan genkende det, du skriver; at alle dage kan være forskellige, at der hele tiden kan dukke tanker op - “ej måske er jeg tynd” eller “du skal tabe dig endnu mere” -, og den onde, onde cirkel, der kan give én indtryk af, at man ganske enkelt aldrig nogensinde får fred.
Det er hårdt - virkelig hårdt - at leve alene med så mange tanker om mad, kalorier og vægt. Du er bare SÅ træt af, at du ikke kan spise noget, uden at føle skyld og skam, skriver du. Og jeg forstår dig SÅ godt. Jeg hører dit ønske om at få det bedre. Om ikke at skulle bekymre dig hele tiden. Og jeg hører, hvordan du kæmper dig frem. Du skriver, at du prøver virkelig at lade være at kaste op. Du vejer dig sjældnere - for du ved, hvordan vægten kan have magt over dit humør. Din refleksion og styrke er en kæmpe ressource!
En spiseforstyrrelse er oftest en mestringsstrategi. Det store fokus på mad og krop bunder egentlig ofte i et behov for trøst, tryghed, kontrol, eller noget fjerde. Og en spiseforstyrrelse begynder gerne, når noget i livet på større eller mindre måder er svært, ukontrollerbart eller lignende. Jeg tænker på, hvordan du mon har det? Bag tankerne om spiseforstyrrelse? Hvilke ting i dit liv, der har gjort ondt tidligere, eller er en udfordring nu? Der kan være mange valg. Eller krav. Især, når man er ung.
For mig var det afgørende at begynde at opdage, hvorfor jeg havde en spiseforstyrrelse. Hvorfor jeg vendte al den energi indad, og kæmpede så meget med mig selv. Jo bedre jeg forstod, jo bedre kunne jeg finde nye veje. Men jeg ville ønske, at jeg havde fundet den rette terapi tidligere, og ikke havde haft det dårligt og spist alt for lidt - og alt for meget - i helt så mange år.
Dine forældre og venner lyder til at bekymre sig for dig. Det er jeg glad for at høre. De har taget fat i dig. Sagt, at du ikke skulle tabe dig mere. Og din mor vil sikre sig, at du spiser. Men du lyver tit, skriver du, og siger til dem, at det går godt. Føler du dig mon forstået, når du taler med familie eller venner om, hvordan du har det? Kunne det være hjælpsomt for dig, at du taler med din mor om, hvor meget tanker om mad og vægt faktisk fylder for dig?
Det er så vigtigt, at du får den rette hjælp og støtte. Bare det at tale med nogen, der forstår, kan lette presset, og hjælpe dig til at finde nye måder at håndtere tankerne på. Har du mon lyst til at tale mere med os? Du kan booke en personlig samtale. Vi har også et behandlingstilbud fra 18 år. Jeg kan ikke vurdere, om du er i målgruppen, men måske du selv har lyst til at læse lidt om det.
Dertil er det vigtigt at opsøge din læge. Hvad mon du tænker om det? Lægen kan vurdere din situation og henvise dig til eventuel behandling. Det kunne også være at finde en psykolog eller psykoterapeut, som passer til dig og din situation. En mulig spiseforstyrrelse er ikke noget, du skal kunne klare på egen hånd. Det kræver hjælp og behandling.
Du kan ringe på tlf. 70101818 til vores anonyme rådgivning, hvis du ønsker yderligere rådgivning. Og du er også altid velkommen til at skrive hér igen! Mange varme tanker herfra.
Kærlig hilsen
Brevkassen