Hej
Jeg har strugglet længe med alt fra angst til anoreksi og cutting. Der er ikke nogen der aner hvor slemt det er blevet, men det er det eneste hver evig eneste dag handler om. Det fylder alt ting, og jeg er død træt af det.
Jeg lagde mærke til at min balletlærer havde tabt sig ekstremt i en periode og det triggede mig super meget. Ikke at det er hendes skyld. Jeg lagde idag mærke til cuts på hendes arm, og jeg var ude af den hele timen. Hun er jo skide skøn, og det er svært at forestille mig hende, sidde og gøre det mod sig selv, når jeg selv ved hvordan det kan foregå. Jeg kunne ikke koncentrere mig og jeg havde mest af alt bare lyst til at komme hjem og sk-re i mig selv. Jeg har en langærmet dragt der gør at det ikke har været et stort problem at gemme det indtil videre. Men jeg starter nu et sted hvor der er dresscode, så jeg bliver nød til at have en anden kortærmet dragt på. Jeg har forsøgt at hele dem længe også på min mave, da der er ingen der ved det og jeg gerne vil være clean til sommer. Det triggede mig super meget for jeg kan spejle mig selv 100% i hende, og det er ret triggende. Jeg forsøger mest af alt bare at distracte mig selv lige nu, hvis jeg skal være helt ærlig. Nogengange går jeg bare og ønsker at der er nogen der vil opdage hvor skide dårligt jeg har det. Har nogengange bare lyst til at gå hen til min mor og rulle ærmet op, så jeg ik skal gemme det mere, men føler det vil ødelægge alle glade stunder vi nu skulle have en dag. Jeg kan ik sove om natten, og jeg kan ik holde til det mere. Jeg ved ik hvad jeg skal gøre.
Kære du,
Tak for dit brev til brevkassen. Tak for at dele fra dit inderste, hvordan du virkelig går og har det. Der berører mig, at du går alene med det. Angst, selvskade og spiseforstyrrelse.
Så godt at du skrev herind.
Jeg fornemmer, at du er klar til at dele. Klar på at søge hjælp. For, som du skriver, er du bare træt af det. Og det fylder det hele. Du kan ikke sove om natten. Du kan ikke holde til det mere. Det forstår jeg så godt.
Jeg får lyst til at fortælle, at jeg også forstår, at din balletlærers vægttab og selvskade trigger. Jeg kan godt forstå, at du ikke kunne have tanke for andet. Samtidig mærker jeg også din omsorg. For hende, men også for dig. Du ved, hvordan det føles. At være hende. Du genkender. Og spejler. Samtidig trigges du også. Din egen smerte blusser op. Og den forsøger du at dæmpe. Ved selvskade. Selvskade hjælper til at flytte fokus. Fra det som gør ondt, mentalt. Den fysiske smerte giver den mentale smerte en pause. Men som sådan løser den intet. Smerten er der stadig.
Jeg ser udfordringen i, at du starter med at danse er sted, hvor der er dresscode - med en dragt med korte ærmer. Og at du gerne vil være clean. Måske du allerede nu kunne danse i korte ærmer. Dine ar er der. Kan du tage dem ind. Som en del af dig? Et minde om en tid, som du nu gerne vil have hjælp til skal være anderledes. Kan du se dem, som smukke. De har hjulpet dig. Til at være. I din angst. Sig dem tak. Sig til dem, at nu er det tid til at du skal videre. Af en anden vej. Hvad mon du tænker, om det jeg skriver? Det er tanker, der opstod hos mig, da jeg læste dit brev, men måske det ikke giver mening for dig lige nu. Måske det bliver okay at vise arene en dag - det ved jeg fra andre, som også har gjort skade på sig selv.
Jeg tænker, at du inderst inde ved, at du har brug for hjælp til at få det bedre. Til at komme videre. Så hvilke muligheder er der? Du kan vise din mor dit brevet og Brevkassens svar. I kan gå til din læge sammen. Med fokus på hvordan du får det bedre. I forhold til angst, spiseforstyrrelsen og selvskaden. I den forbindelsen vil jeg spørge dig, om det startede af en årsag, kan du mon huske det?
Du skriver, at du ikke vil ødelægge din mors og dine glade stunder. Jeg får lyst til at skrive til dig, at jeg er mor. Hvis du var min datter, ville jeg selvfølgelig blive ked af det til en start. Jeg ville nok også blive forskrækket, men jeg ville også lytte og være der for dig og være dybt taknemmelig for, at du kom til mig. En mors kærlighed er stærk. Skal du vide. Hun vil dig det bedste. Også når du har det skidt.
Du kan også tale mere med os, enten på sms, chat, telefonisk eller personligt. Vores rådgivere er super søde. De har også selv haft selvskade eller spiseforstyrrelse inde på livet.
Her er nogle links, hvor du kan læse mere:
Din mor er også meget velkommen. Her er et par links til hende:
Seks gode råd, hvis dit barn skader sig selv
14 gode råd, hvis dit barn har en spiseforstyrrelse
Jeg tænker også, at dansen har en stor betydning for dig. At bevæge din krop og være i musikken. Når du starter det nye sted. Hvad hvis du bliver opdaget? Måske du, hvis du får den rette hjælp, kan fortælle det åbent. Det viser dem, at du tager hånd om dig selv. Jeg tænker, om det måske kan trigge din angst at forsøge at skjule, frygten for at du bliver opdaget. Det er ikke muligt at skjule med en kortærmet dragt. Så jeg forstår så godt, at du søger løsninger nu. Du har ønsket. Viljen. For dig selv. For din dans.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt videre på vej. Jeg hepper på dig. Og pøj pøj med dansen,
kærligste hilsener
fra Brevkassen