Køn
Pige / Kvinde
Alder
22
Spørgsmål

Hej,

Jeg er en pige på 22 år og jeg tror at jeg er ved at udvikle en spiseforstyrrelse.

Jeg er meget fokuseret på min vægt og mit udseende. Hver morgen står jeg og kigger mig selv i spejlet både foran og fra siden af, og fokuserer meget på min mave og talje. Jeg tænker tit at min talje er for bred og at min mave er for stor.

Bagefter står jeg ved vægten og er bange for at se resultatet, mens at jeg tænker over hvor meget den kommer til at vise. Hvis den er under det som jeg vejede dagen før, bliver jeg glad og står nærmest og skriger af glæde.

Jeg er forresten normalvægtig, men jeg synes ikke at man kan se det på mig. Jeg synes at jeg ser tyk ud, har tykke lår, stor mave og for bred en talje. Folk omkring mig siger at jeg er tynd og ser normal ud, men jeg kan virkelig ikke se det.

Mad fylder rigtig meget i mit liv.

Jeg er begyndt at spise mindre og er tit bekymret over hvor meget jeg spiser og hvad jeg spiser. Tit undgår jeg mad, da tanken om at veje mere end det jeg gør nu, skræmmer mig.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal få hjælp til det her, da jeg synes at det er pinligt at snakke om. Jeg er bange for at folk ikke vil tage mig seriøs, da de måske synes at jeg ser normal ud. Jeg føler ikke at jeg er 'syg nok' til at gå til lægen med det.

Svar

Kære dig

Tak for, at du har skrevet til os. Tak for dine ord om, hvordan du har det.

Du tror, at du er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, skriver du. Og det gør virkelig indtryk på mig at læse, hvor meget mad fylder i dit liv.

Du beskriver, at du er meget fokuseret på din vægt og dit udseende. At du hver morgen står foran spejlet og på vægten, og er bange for resultatet. Og at hvis vægten er under det, du vejede dagen før, bliver du glad, og nærmest skriger af glæde.

Du skriver, at du er normalvægtig, men at du synes, du ser tyk ud. At du er begyndt at spise mindre og tit undgår mad, fordi du er bange for at tage på.

Jeg forstår, hvordan det er, når mad og vægt fylder rigtig meget i ens liv. Hvor utroligt stort et pres, det er at leve i. Ikke mindst, når man går alene med det, og ikke ved, hvad man skal gøre.

Din situation genkender jeg både fra andre, der skriver til os, og fra da jeg havde en spiseforstyrrelse. Jeg genkender det store fokus på krop og mad, som påvirker hver dag. Et fokus, som kan have magt til at bestemme ens humør, og som kan tage meget af den energi, man har til rådighed.

Du ved ikke, hvordan du skal få hjælp, og du er bange for ikke at blive taget seriøst, da du måske ser normal ud - du føler ikke, at du er 'syg nok' til at gå til lægen med det, skriver du.

Jeg genkender følelsen af ikke at tænke, man har det svært nok til at få hjælp - måske fordi man er normalvægtig.

Men jeg ved i dag, at man kan have spiseforstyrrelse uanset, hvordan man ser ud og uanset, hvad man vejer. Og jeg vil skrive til dig, at der er ingen tvivl om, at du fortjener at få den rette hjælp og støtte. Hvordan er det for dig at høre det?

Dit brev vidner om, at du gerne vil have det bedre, og at du handler på en bekymring, som du mærker. Det er stærkt.

De ting du beskriver i dit brev, tænker jeg kalder på, at du kontakter din læge. Din læge vil kunne vurdere, om det du mærker er en spiseforstyrrelse, og hvilken hjælp der er den rette. Måske du har lyst til at læse denne artikel inden, så du føler dig lidt forberedt? Kunne det være rart at have en ven eller et familiemedlem med til lægen, der kunne støtte dig? Måske vores breve kunne være hjælpsomme at have med?

En spiseforstyrrelse er oftest en mestringsstrategi. Et stort fokus på mad, vægt eller krop, er gerne indtrådt, fordi det kan give et holdepunkt i livet. Trøst. Ro. En følelse af kontrol. Tanker og adfærd omkring krop, vægt og mad kan være et værn mod svære følelser. Noget at flytte sit fokus til. Kan du mon genkende noget i den retning?

Når jeg læser dig brev, tænker jeg på, hvornår du begyndte at have det, som du har det? Jeg tænker på, hvilke ting, der har været udfordrende eller svære i dit liv. Nu, da tankerne om din vægt begyndte, eller tidligere. Stort som småt.

I mine øjne skal der terapi og behandling til, for at man kan få et liv, hvor tanker om krop og mad ikke fylder. For at nogen kan støtte én i at opdage, hvor det pres, man oplever at leve under, kommer fra. Det handler meget muligt om noget helt andet og mere, end hvordan man synes, man ser ud.

Ser du det som en mulighed at opsøge en psykolog eller psykoterapeut MPF? Finde frem til én, der matcher dig og din situation? For der er ingen tvivl om, at det netop er det rette at tage handling nu, hvor du mærker, at noget ikke er, som det skal være.

Har du lyst til at tale mere med os om, hvad dit næste skridt skal være? Det er muligt at booke en personlig samtale her: Personlig samtale.

Det er et gratis tilbud, som du er meget velkommen til at gøre brug af. Hvis du synes, der er for langt til den nærmeste fysiske rådgivning, kan samtalen foregå over video.  

Du er også altid mere end velkommen til at skrive til os igen, eller ringe anonymt til vores rådgivning på 70101818. Vi taler hver dag, der beskriver de samme tanker og følelser som dig, og vi vil rigtig gerne tale med dig også. 

Mange varme tanker herfra.

Kærlig hilsen

Brevkassen