Hej.
Jeg har de sidste 7-8 år haft svær social angst og den ene depression efter den anden. Jeg har prøvet psykolog og samtale terapi adskillige gange, men er ikke så god til at skulle åbne op på den mode for fremmede. Har fået hjælp til både min angst, depression osv. Har de seneste 5-6 år haft selvmordstanker det meste af tiden, døjet med selvskade og haft spiseforstyrrelser. Jeg troede ærligt ikke jeg skulle leve til denne dag. Har fået massere af hjælp af kontaktlærere og lignende, da jeg ikke er tryg ved nogen i min familie, så kan ikke snakke med nogen af dem. Dog føler jeg ikke at der er nogen sådan rigtig ved hvor meget jeg faktisk har brug for hjælp, selvom jeg prøver at udtrykke det. Og hver gang jeg får hjælp handler det altid om at mindske de symptomer jeg har mest muligt, hurtigst muligt. Men pga den meget traumatiserende barndom jeg havde, bliver jeg ved med at falde ned i det samme mørke hul. Vil gerne åbne op om min barndom, og have hjælp til at komme videre fra den, men jeg føler ikke at der er nogen hjælp at hente.
Kære dig
Det gør et stort indtryk på mig at læse dine ord.
Du skal have mange tak for, at du har delt dem med os.
Du fortæller om at have haft svær social angst og depressioner de sidste 7-8 år. Det vil sige siden, du var et barn på 10-11 år. Du har prøvet psykolog og samtaleterapi adskillige gange, men er ikke så god til at skulle åbne op for fremmede, skriver du. Du har fået hjælp. Til angst og depression. Og hjælp af kontaktlærere og lignende.
Men de seneste 5-6 år har du haft selvmordstanker det meste af tiden, skriver du, og døjet med selvskade og spiseforstyrrelser. Du troede ærligt ikke jeg skulle leve til denne dag, skriver du. Og du føler ikke, at nogen rigtig ved, hvor meget du har brug for hjælp – selvom du prøver at udtrykke det. Du beskriver, at den hjælp, du får, altid handler om at mindske de symptomer du har mest muligt, hurtigst muligt.
Din beskrivelse gør virkelig indtryk på mig. Jeg har en stor forståelse for din oplevelse af ikke at have fået den rette hjælp. Ikke at have fået en hjælp, som matcher dit behov. En hjælp som ikke handler om, at du skal få det bedre hurtigt.
Jeg forstår dine ord sådan, at du mærker et behov for den rette hjælp, som har tid og evner til at gå i dybden. For du vil gerne åbne op om din barndom, og have hjælp til at komme videre fra den, skriver du. Men du føler ikke, at der er nogen hjælp at hente. Jeg forstår, hvis du kan føle dig magtesløs.
Du er ikke tryg ved nogen i din familie. Du skriver, at pga. den meget traumatiserende barndom, du havde, bliver du ved med at falde ned i det samme mørke hul. Og jeg får indtryk af, at du kan have en god fornemmelse for, hvordan de ting, du lever med – spiseforstyrrelserne, selvskaden, tankerne om selvmord - har en forbindelse til det, der har gjort ondt i din barndom.
Med de erfaringer, du giver udtryk for at have haft i dit liv, har jeg en stor forståelse for din følelse af, at der ikke er hjælp at hente - og jeg kan genkende din beskrivelse af at have prøvet psykolog og samtaleterapi flere gange, uden at mærke, at det hjalp meget.
Det er svært at åbne op for fremmede, som du skriver. Når man har haft en traumatiserende barndom, som man endnu ikke har haft meget tid og mulighed for at bearbejde, er det udfordrende. Der er noget på spil. At åbne for noget, der har har forbindelse til det ’mørke hul’, uden at vide, om man kan blive tilstrækkeligt grebet, mødt, eller forstået, kan være mere sårbart, end man aner. For man bliver langt fra altid set og forstået – og det har du garanteret også erfaring med ikke at blive.
Det er ikke sikkert, at nogen kan forstå eller tilbyde den rette terapi, selvom de fx er psykolog. Der er ingen tvivl om, at du fortjener den rette hjælp og støtte til at arbejde med den barndom, du har haft, og at den kan være en udfordring at finde – selvom den findes. Jeg håber og tror på, at du vil holde fast i et håb om at modtage den rette hjælp, når den kommer. Jeg håber, at du vil behandle dig selv med størst mulig omsorg, og fortsætte med at række ud. Ligesom du har gjort her med dit brev til os.
Er du mon knyttet til nogen, der kan støtte dig i at ville finde frem til en bedre hjælp, med større, dybere forståelse? En lærer, en ven eller en anden, du har en god forbindelse til?
Jeg håber, du ser det som et mulighed at finde en psykolog eller psykoterapeut, som passer godt til dig. Én som har erfaring med traumebehandling på en måde, du kan bruge. Det kan være svært at finde ressourcer til selvvalgt terapi, men jeg håber, at du vil søge efter noget, der passer til dig. For mig var det uvurderligt endelig at finde frem til en terapeut, som kunne være med til at arbejde indgående med det, der viste sig, i det tempo jeg havde brug for.
Vil du tale mere med os om, hvad du kan gøre? Du er mere end velkommen til at ringe til vores rådgivning på 7010 1818, booke en personlig samtale, eller skrive et brev til os igen. Hvis du får tanker om selvmord, som fylder for meget har Livsliniens telefoner hver dag åbent kl. 11-05 på 70 201 201.
Derudover, vil jeg nævne for dig, at inde på RådgivningsDanmark kan du kigge på hvad der findes af andre rådgivninger, du kan kontakte, hvis du ønsker at vide, hvem du kan henvende dig hos, hvis du ønsker at åbne op og tale om emner i din barndom med nogen, der er klædt på til at møde dig i det ønske.
Jeg sender dig mange varme tanker herfra.
Kærlig hilsen
Brevkassen