Hej
Jeg skriver til Jer for at få råd og vejledning i forhold til min søn, som bliver 10 i denne måned.
Den 15. maj 2023 sidder vi og spiser aftensmad - vi får frisk pasta i flødesovs med laks. Han sidder ved siden af mig. Jeg opdager pludselig ud af min øjenkrog, at han laver nogen underlige bevægelser, men han siger ikke noget. Jeg vender mig om til ham og ser, at han er ved at blive kvalt i hans mad. Jeg slår ham på ryggen to gange, men det hjælper ikke så jeg flår stolen ud fra bordet og tager om ham. Jeg trykker ham hårdt i maveregionen og så får han kastet et langt stykke pasta op. Han er lidt rystet men ellers okay og har ikke ondt noget sted. Han spiser sin mad færdig og så snakker vi faktisk ikke rigtigt mere om det.
En morgen to uger efter siger han pludselig til mig, at han ikke kan spise sin morgenmad. Jeg spørger om han er dårlig eller har ondt i maven, og han siger så, at han ikke kan få sig selv til det og peger på sin hals. Han kan ikke få sig selv til at synke hans mad. Jeg prøver at berolige ham lidt og siger, at det der skete for noget tid siden, ikke er noget som sker tit, og at han bare skal tage det stille og roligt. Han får ikke rigtigt spist så meget mere og så går det ellers skidt herfra. Jeg tager kontakt til vores læge for at høre hvad jeg bør gøre, og her får jeg bare et svar om at man blot skal berolige barnet og at jeg evt. kan blende hans mad i starten. Han spiser mindre og mindre, og jeg vælger at tage kontakt til en veninde hvis pige har oplevet noget lignende med en hovedpinepille, som hun fik galt i halsen. Hun udviklede en spiseforstyrrelse og har kæmpet med det i syv år. Jeg får nogen gode værktøjer såsom ingen fokus på mad, han spiser lidt det han har lyst til, og så bruger vi også belønning når han prøver noget nyt. Tingene går faktisk okay nu. Han spiser mere og har taget det på, som han tabte. Der er stadig ting, som han ikke vil/kan spise, og det tager også noget længere tid at spise. Det er jeg bekymret for er, at han ikke får/har fået bearbejdet den her oplevelse, og at den vil sidde i ham og måske blusse op, hvis der sker noget. Det skal siges, at han er en lidt forsigtig dreng, som altid har skulle se nye ting an og vi har også haft problemer med toiletbesøg. Dette er vi dog næsten i mål med nu. Ud fra min læges svar tænker jeg ikke, at vi kan få noget hjælp herigennem. Kan I måske hjælpe mig?
God dag til Jer :)
De bedste hilsner
En bekymret mor
Kære Mor
Tak for dit brev og fordi du deler din bekymring omkring din søn.
Det gør et stort indtryk på mig at læse om jeres oplevelse. Både at du og din søn har stået i den situation, men også at I sammen formår at få vendt situationen til, at det går okay nu.
Det lyder virkelig som om, at de værktøjer I sammen bruger omkring at flytte fokus fra mad til andet fungerer godt. Du skriver at der er fødevarer din søn stadig ikke spiser, og at det også tager længere tid at spise. Det er min erfaring, at det er helt okay, at din søn selv laver en regulering her. Jeg læser det som om, at din søn spiser okay varieret, er det rigtig forstået? Så gør det intet, at han vælger nogle andre fødevarer fra. Du kan altid tilbyde ham de fødevarer, så han selv kan vælge om han har lyst eller mod på at smage. Men følg ham gerne i hans tempo. Det lyder som om, i din beskrivelse af ham, at det har du allerede godt fokus på. Det vigtige er at han ikke føler sig presset, og at hans grænse bliver respekteret.
Du skriver, at det du er bekymret for er, at han ikke får/har fået bearbejdet den her oplevelse, og at den vil sidde i ham og måske blusse op, hvis der sker noget. Den bekymring forstår jeg virkelig godt. Hvad er din egen vurdering, når du kigger på din søn, måske fra hans perspektiv? Trives han fysisk, psykisk og socialt?
Grunden til at jeg spørger er, at det er meget individuelt, hvilke oplevelser vi hver især oplever som voldsomme eller hvor vi føler os utrygge eller i livsfare. Hvordan din søn bearbejder oplevelsen, handler om, om han har fået den placeret efterfølgende i sin rygsæk med livserfaring, om oplevelsen og tiden efterfølgende har givet mening for ham, og om det påvirker måden han tænker om sig selv på efterfølgende.
Ud fra din kærlige og omsorgsfulde beskrivelse af din søn, så tænker jeg, du holder godt øje med ham. Jeg vil anbefale dig at blive ved med at se på ham med de kærlige øjne, og samtidig af og til spørge ind til, hvordan verden ser ud for ham, igennem hans øjne. Være nysgerrig på at lytte hvis han selv fortæller om noget fra selve oplevelsen eller tiden derefter. Lad ham mærke, at det ikke er farligt at tale om, stille spørgsmål til eller lign. Men mød ham ud fra hans perspektiv, så vi ikke italesætter en frygt der måske ikke er der. Giver det mon mening for dig?
Du skriver der nok ikke er mere hjælp at få, ud fra lægens svar. Jeg vil dog gerne anbefale dig, at hvis du har nogle bekymringer omkring din søns trivsel, at du så kontakter egen læge igen.
Vi har i foreningen nogle andre tilbud, måske du kender nogle af dem, men jeg tillader mig lige at nævne nogle til inspiration.
Hvis din søn oplever udfordringer med maden eller tankerne omkring sig selv, så er det muligt både at bruge rådgivningen hos os og/eller BørneTelefonen. Det kan gøres helt anonymt, hvis det kunne være en ide, at få snakket, chattet eller lignende på et tidspunkt.
Hvis du som pårørende har brug for at tale med en omkring det du både har stået i, eller noget som kommer, så er du også altid mere end velkommen til at bruge vores rådgivning og pårørende tilbud. Du kan læse mere om vores tilbud her: Pårørende.
Jeg håber mit svar har kunne give dig inspiration til hvor du/I bl.a. kan søge støtte. Og du er altid velkommen til at skrive igen. Ellers vil jeg bare runde af med at sige, at hvor er det flot at du har kunne støtte din søn i tiden efter oplevelsen, og at det lyder som om, I er på rette vej.
De kærligste hilsner
Brevkassen