Jeg er så fortvivlet og opgivende. Jeg kan slet ikke være i mig selv længere, og jeg orker ikke at tage kampen op.
Jeg kæmper med ekstreme tvangsoverspisninger.
Det har jeg gjort i 4 år nu.
Jeg har været i behandling. Psykologbehandling, vanecoach, overspisningscoach, online-forløb, rådgivninger, diætist-behandling, foredrag og mere. Intet af det har gjort at jeg er stoppet med at overspise. Tværtimod, så bliver de værre og værre. Jeg føler mig hjælpeløs og jeg ved ikke hvordan at jeg skal komme ud af det.
Jeg føler at jeg har prøvet ALT og intet har virket.
Jeg vil bare så gerne slutte fred med mad, min krop og alt derimellem, men jeg ved ikke hvordan.
Er der overhovedet noget håb for mig??
Jeg synes også at det kan være så svært at finde hoved og hale i hvorfor min adfærd er som den er.
I bund og grund handler det om at jeg ser fødevarer som sunde og usunde. At man enten taber sig eller tager på. Og mellem vejen - den eksisterer ikke hos mig (kun i meget korte perioder).
Og i bund og grund føler jeg hele tiden at jeg skal tabe mig og at jeg aldrig tør stole på min krop, sult og mæthed. Jeg har konstant tankemylder på kost og krop, og jeg mangler sådan at finde ro.
Jeg vil så gerne have kontrol hele tiden, da jeg føler at jeg kan holde overspisningerne på afstand, men min kontrol holder altid kun kortvarigt, og jeg vil SÅ gerne af med den kontrol!
Jeg har det med at synes, at ALT er lige meget, når det kommer til min sundhed og overspisninger og derved bliver de altid helt ekstreme, grundet min sort/hvid tankegang.
Mine overspisninger påvirker alt i mit liv. Det vil sige mine relationer, min sundhed, min krop, min livsglæde, mit studie, mit humør, mine oplevelser, det sociale og min livsglæde.
Jeg er SÅ ked af det og jeg ved ikke hvordan jeg kommer ud af det..
Kære dig,
Mange tak for, at du har taget dig tid til at skrive til os. Det gør virkelig indtryk på mig at læse dine ord, og jeg har en stor forståelse for den situation, du er i.
Du skriver, at du er fortvivlet og opgivende. At du slet ikke kan være i dig selv længere. At du kæmper med ekstreme tvangsoverspisninger, og at det har du gjort i hele 4 år.
Overspisninger påvirker alt i dit liv, skriver du, og jeg forstår, hvad du mener. For jeg har tidligere selv kæmpet med overspisning gennem mange år og ved, hvordan det har indflydelse på alle områder af livet, og hvor meget energi og livskraft det tager fra én.
Du orker ikke at tage kampen op, skriver du nu. Men hold da op, hvor du allerede har kæmpet meget. Du skriver, at du har været i behandling. Du nævner ikke så lidt. Psykolog-behandling, vanecoach, overspisningscoach, online-forløb, rådgivninger, diætist-behandling, foredrag og mere.
Jeg får indtryk af, at du virkelig har taget kampen op. At du virkelig ønsker og behøver bedring og frihed fra dette vane- og tankemønster omkring mad og din krop.
Jeg får indtryk af, at du har en stærk vilje – jeg synes, det er så stærkt, at du har prøvet alt det, du har. At du er blevet ved. At du rækker ud – for det kan kræve utrolig meget mod, og mange kan slet ikke.
Men jeg forstår, at du føler dig hjælpeløs. Fortvivlet. At du tvivler på, om der overhovedet er håb. For alt det, du har prøvet – al den kontrol, du har kæmpet for at få – stopper ikke overspisningen. Du har prøvet ALT og intet har virket, skriver du.
Mange, der skriver til os, bruger de samme ord, som du. Og jeg genkender dem i høj grad fra mig selv. Men man kan føle sig så uendeligt alene. Jeg frygtede i høj grad, at intet ville virke. Nogensinde. Og jeg skammede mig.
Du synes også, at det kan være så svært at finde hoved og hale i, hvorfor din adfærd er som den er, skriver du. Det forstår jeg virkelig godt. Det kan virke så uforståeligt.
En spiseforstyrrelse - at overspise - kan ses som en mestringsstrategi. En strategi, man uden at ville eller vide det, har opbygget, og som gør tanker og adfærd omkring krop og spisning til en måde at cope med livet på. En måde at håndtere hvad end, der er svært. En måde at dulme følelser på. Finde kontrol. Ro. Trøst. Eller lignende.
Kan du mon genkende noget af det? Det kan være, du har arbejdet med et lignende perspektiv i de behandlingsformer, du har prøvet.
For det er ikke altid tydeligt overhovedet, hvorfor man har en spiseforstyrrelse. Men oftest har det rødder i, at noget i livet har været svært at håndtere. Det kan både være noget nu, eller noget tidligere i livet, der ligger til grund for, at en spiseforstyrrelse er blevet en strategi, som fylder.
Den opdeling af fødevarer, du beskriver. Følelsen af sort/hvid, usund/sund, tage på/tabe sig. Dette kan være en måde at finde kontrol i tilværelsen. Tryghed. Eller lignende. På den måde har enhver spiseforstyrrelse en eller flere funktioner. Giver det mening for dig at se det på den måde?
Når du har forsøgt at kontrollere din adfærd, for at få overspisningerne til at holde op, har det kun virket kortvarigt, skriver du. Og du vil SÅ gerne af med den kontrol. Finde en mellemvej.
Du har bl.a. prøvet psykolog-behandling. Og en masse andet. Jeg forstår, hvis du indimellem har lyst til at give op; næsten ikke har mere at give. Men jeg håber og tror på, at du endnu engang vil tage et nyt skridt.
Jeg tænker på, om du har mulighed for at opsøge en dygtig psykolog eller psykoterapeut, som passer godt til dig?
Selv gik jeg hos i hvert fald to psykologer, uden at jeg fik det bedre.
Så jeg kæmpede meget på egen hånd. Da jeg fandt den rette psykoterapeut, skete der endelig noget mere. Hun hjalp mig med at kommen i dybden med, hvad spiseforstyrrelsen havde for en funktion i mit liv, og med at finde nye veje og måder at håndtere det hele.
Du er mere end velkommen til at skrive til os igen, ringe på 7010 1818, eller booke en personlig samtale. Jeg håber, at du måske vil tale mere med os om, hvad dit næste skridt kan være. Det kan være svært - men jeg håber og tror på, at du vil fortsætte. For du fortjener den rette støtte til din situation - og du fortjener at få det godt, og have overskud til livet.
En masse varme tanker til dig herfra.
Kærlig hilsen
Brevkassen