Kære dig,

Først og fremmest, tak for dit brev. Tak fordi du deler, hvordan du har det. Det gør virkelig indtryk på mig, at du har levet med spiseforstyrrelsen så længe. Og jeg håber, at mit svar kan bidrage med noget, der kan være en hjælp på din vej.

Du har haft en spiseforstyrrelse helt siden dit sabbatår i 2014/2015, hvor du tabte dig meget vha. streng diæt og motion, skriver du. Da du startede på universitetet, tog du vægttabet på og mere til. Nu motionerer du igen meget. Gerne 3-4 timer om dagen. Dit BMI er normalt - men du oplever en cyklus, en adfærd og måde at tænke på, som du ikke ved, hvordan du skal tackle.

Spiser du store mængder, eller går en dag uden at motionere, så kompenserer du ved at springe måltider over. Hvilket igen fører til, at du spiser meget. Du beskriver, at dine tanker kredser så meget om mad og motion, at det går stærkt ud over dine daglige gøremål. Og du har behov for at være i gang hele tiden. Hvis du sidder hjemme, bliver du "rastløs" og går nærmest i panik.

Jeg forstår, hvor hårdt det kan være at leve i det, du beskriver. Jeg kan genkende din beskrivelse fra andre, der skriver til os, og fra da jeg selv havde en spiseforstyrrelse. Det føltes som den ondeste cirkel og som om, den ikke kunne brydes uanset, hvad jeg forsøgte - og jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke bare kunne tage mig sammen.

Men en spiseforstyrrelse har en funktion, og opstår gerne som en måde at håndtere svære følelser på. Selvom det ikke altid fremstår sådan, så dækker den gerne over noget, der er svært at mærke. Noget der gør ondt, eller er utrygt.

Har du mon udforsket, hvorfor din spiseforstyrrelse begyndte i dit sabbatår? Om den tilbød dig en følelse af kontrol, ro, trøst, eller noget fjerde, som du kan have haft behov for på det pågældende tidspunkt?

Jeg får indtryk af, at du dulmer den følelse af panik, du beskriver, med motion. Og at det måske er den samme panik, du dulmer, når du overspiser, ikke spiser, eller i det hele taget har et massivt fokus på krop, mad, vægt. Hvad tænker du om det?

Og hvad med nu? Hvordan er din livssituation - og har den mon forandret sig, siden du er 'faldet tilbage'? Hvad går godt, hvad er svært?

Kan du mærke, hvad der ligger bag "panikken" og trangen til at holde dig i gang?

Jeg tænker på, hvilke tanker og følelser der mon opstår i dig, hvis du mærker på panikken. Sidder sammen med den - en stille stund, eller bare få vejrtrækninger. Alt efter hvor muligt det er at være med. Er det noget, du har udforsket -? Gvad det mon er, spiseforstyrrelsen måske tilbyder dig at fjerne fokus fra?

Du fortjener på ingen måde at gå alene med det - du fortjener helt bestemt den rette hjælp og støtte til din situation. Har du talt med nogen om dit forhold til mad og motion gennem alle de år, hvor det har fyldt så meget?

Din situation kalder på, at du taler med en læge om det. Det håber jeg, du har mod på.

På samme måde håber jeg, at du ser du det som en mulighed at opsøge en psykolog eller psykoterapeut. Finde én, der passer godt til dig, og som kan hjælpe dig med at skabe nye måder at leve på. For mig var det afgørende at tale med en dygtig terapeut - og jeg tænker, at det er sådan, du kommer videre.

Vil du tale mere med os om, hvad dit næste skridt skal være? Ring til vores rådgivning på 70101818 - eller book en personlig samtale her: Personlig samtale. 

Du er også altid meget velkommen til at skrive igen.

Kærlig hilsen

Brevkassen