Da jeg var mest syg - da jeg lå ude på toilettet efter endnu en overspisning - efter endnu at have kastet det hele op igen, kunne jeg ikke se fremad. Jeg ønskede ikke at dø, men jeg kunne heller ikke se mig selv i fremtiden - som 40-årig! Jeg kunne ikke se derud - det hele var mørkt og usikkert...
Jeg kom i behandling - det tog 5 år, men jeg kom ud på den anden side og jeg begyndte at leve mit liv og lige pludselig var jeg 40 år!
Dét tal, jeg aldrig havde troet jeg ville opleve! Og nu ved jeg ikke hvordan jeg skal leve! Jeg mærker spiseforstyrrelsen puste stille og roligt til mig - hviske mig i øret og får mig til at gør handlinger, jeg ikke har kontrol over...
Jeg føler, jeg går ved siden af dén vej jeg var på for bare kort tid siden og kan bare kigge hen på at den uden at vide helt hvordan jeg kommer derhen igen...
Spiseforstyrrelsen virker pludselig som et sikkert sted at være i...
Jeg har været ved lægen og hun virkede forstående, men jeg forstår stadig ikke hvorfor det stadig føles så "nemt" at gå tilbage i den negative spiral?
Kære dig
Tak for dine ord om, hvordan du har det. De gør virkelig indtryk på mig at læse.
Da du var mest syg, kunne du ikke se fremad, fortæller du. Det hele var mørkt og usikkert.
Du kom i behandling. Det tog hele 5 år, skriver du. Du skriver, at du kom ud på den anden side og begyndte at leve dit liv. Hvor er det stærkt.
Jeg får indtryk af, at spiseforstyrrelsen har fyldt rigtig meget og længe i dit liv. At det har krævet urimeligt meget af dig at leve i. Og at det var et langt, sejt træk at komme i behandling.
Det gør indtryk på mig at læse, at du aldrig havde troet, du ville opleve at fylde 40. At du er kommet ud på den anden side - men ikke ved, hvordan du nu skal leve!
Du beskriver, at du mærker spiseforstyrrelsen hviske dig i øret. At den får dig til at gøre handlinger, du ikke har kontrol over. Og at spiseforstyrrelsen pludselig virker som et sikkert sted at være.
Den beskrivelse kan jeg genkende fra mange, der skriver til os i Brevkassen. Og jeg kan genkende den fra mit eget liv, da jeg selv har haft en spiseforstyrrelse.
Jeg forstår, hvor meget det kræver at få det bedre. Så hvor er det stærkt, det du har gjort. At du har kæmpet for at tage hånd om dig selv. Og jeg mærker dit fortsatte ønske om at leve det liv, som er dit, med alt det gode, som du fortjener - alt det, der er mulighed for, når ikke en spiseforstyrrelse fylder.
De fleste, der har haft en spiseforstyrrelse oplever, at den lader til fortsat at eksistere et sted indeni. Også mens man har fået det bedre.
For en spiseforstyrrelse er en mestringsstrategi - en måde at håndtere livet på, som det kan kræve meget at ændre. En spiseforstyrrelse præsenterer ofte sig selv som en løsning eller en trøst, når livet på den ene eller anden måde gør ondt eller er svært - eller simpelthen som et værn mod den usikkerhed, livet indebærer.
Det er helt individuelt, hvilken rolle en spiseforstyrrelse har udfyldt. Hvad har den mon tilbudt netop dig? En fornemmelse af ro? Af trøst, kontrol, eller noget helt fjerde? Og har du mon en idé om, hvorfor spiseforstyrrelsen hvisker dig i øret nu? Det kan være, at noget i dit liv ikke er helt, som det skal være. At der er faktorer, som ikke er ideelle. En problematik, eller en tomhed.
Jeg forestiller mig, at du har erfaret meget om spiseforstyrrelsen i den behandling, du har været i. Noget om, hvad der kan få spiseforstyrrelsens tanker og adfærd til at opstå hos dig. Og noget om, hvad der kan være en hjælp, når de gør. Hvad så du mon som nyttigt i behandling? Hvad kan du holde fast i?
Det er min oplevelse, at det kan tage årevis at styrke tilliden til, at spiseforstyrrelsen ikke bare kan tage over igen. Det kræver ofte tilbagefald, som man må overkomme, indtil de bliver færre, mindre, og ophører. Det kræver en vedholdenhed, som jeg tror på, at du har. Det kræver nye måder at håndtere livet, nye mønstre, mål og værdier.
Og så kræver det ofte den rette støtte. Det fornemmer jeg, at du ser, siden du har opsøgt din læge, skriver til os og rækker ud.
Din læge virkede forstående, men gav dig ikke svar på, hvorfor det stadig føles så "nemt" at gå tilbage i den negative spiral. Det er et spørgsmål, som i mine øjne – og i min egen erfaring - kræver et samarbejde med en dygtig terapeut at komme til bunds i. Ser du det mon som en mulighed at opsøge en psykolog eller psykoterapeut?
Du er altid mere end velkommen til at skrive til os igen, ringe til vores rådgivning på 70101818, eller booke en personlig samtale lige her, hvis du vil tale mere om, hvad dit næste skridt er: Personlig samtale.
Jeg sender dig en masse varme tanker herfra.
Kærlig hilsen
Brevkassen