Kære dig

Tak fordi du skriver til os. Det er et svært sted du er lige nu, og det har gjort stort indtryk på mig at læse dit brev. Du er virkelig dygtig til at sætte ord på og fortælle, hvordan det er at være dig, og hvad selvskaden kan. Det gør stort indtryk på mig at læse.

Jeg forstår godt, at du føler du er ved at drukne. Selvskade kan være en måde at klare svære følelser på, så man får ro. Så man får noget andet at tænke på. Det er det jeg forestiller mig, at du har fået ud af at selvskade, når jeg læser dit brev. Har jeg mon ret i det? Eller hvordan virker selvskaden for dig?

Du kalder selvskaden det reb, der holder dig fra at drukne. Og det eneste der holder dig i live. Jeg forstår godt, at du er ligeglad med, at du får ar, når du har det sådan her. Jeg får den idé, at du forsøger at overtale dig selv til ikke at selvskade, fordi du får ar, men det bare slet ikke er nok motivation til at lade være. Er det rigtigt forstået? 

Du skriver, at dine forældre ikke hjælper. Jeg tænker på, om det kunne være hjælpsomt for dig, hvis de læste en artikel om selvskade. Mon du fx kunne vise dem den her? Hvordan ville det mon være? Råd nr. 7 i artiklen er faktisk ikke at fjerne de genstande, der bruges til selvskade. For som du også så fint skriver i dit brev, så hjælper det dig jo ikke at fjerne dem. For nu mangler du jo de ting, du plejede at selvskade med og tænker på, hvad du i stedet kan bruge. De svære følelser forsvinder jo ikke, fordi dine forældre har taget de ting du brugte. Og nu har du prøvet med en kapsel, men det virkede ikke rigtigt.

Selvskade starter som regel, fordi der er noget indeni os, som vi ikke kan kontrollere, som vi gerne vil ud med, eller som vi virkelig ikke ved, hvordan vi skal gribe an. Ved du mon hvad det er for dig? Jeg tænker på, hvad fik dig til at skade dig selv første gang? For det er dét, vi skal arbejde med, for at du kan få det så meget bedre, at du ikke længere behøver selvskaden til at holde dig oven vande. 

Jeg vil gerne anbefale dig at tale med nogen om, hvorfor du selvskader. Har du en i dit liv du stoler på? En voksen du kan tale med? Kunne du prøve at tale med dine forældre igen? Måske vise dem dit brev og mit svar? Eller måske et andet familiemedlem eller en lærer? De kan hjælpe dig med at få sat ord på noget af det du kæmper med, og så kan i, i fællesskab, finde ud af, om du kunne få noget godt ud af at tale med en psykolog? Vi har også dette gratis samtaletilbud i foreningen, som kunne være relevant for dig.

Selvskade er nemlig ikke noget, du skal kunne klare eller løse på egen hånd. Hvordan er det for dig at høre det?

Tak fordi du skrev til os, skriv endelig igen! Du kan også chatte, sms'e eller ringe til os. Det kan du se mere om her: Rådgivning.

Vi taler hver dag med unge på din alder, der fortæller at de gør skade på sig selv og at deres forældre ikke forstår dem. Vi vil også meget gerne tale med dig - og også dine forældre, hvis de får lyst til at kontakte os.  

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover.

Tusind tak for dit brev – jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej.

Kærlig hilsen 

Brevkassen