Hej. Jeg skriver til jer, da jeg ikke ved, om jeg har en spiseforstyrrelse eller en rigtig dårlig vane - samt om jeg skal søge hjælp eller ej.
For at give noget kontekst, fik jeg diagnosticeret og indgik i behandling mod anoreksi, da jeg var femten år. Behandlingen fortsatte jeg med indtil midten af gymnasiet, hvor min vægt var stabiliseret, og jeg ikke længere spiste restriktivt.
Problemet var, at jeg endte i en anden grøft. Jeg var begyndt at overspise, når jeg var alene. Det var en form for "flugt" fra alle bekymringerne, at jeg bare kunne slå hjernen fra, imens jeg spiste. Det medførte rigtig meget skam, hvorved jeg begyndte at kaste op for at kompensere. Det blev desværre en vane, der har varet ved indtil nu - så i hvert fald 4-5 år.
I starten var det flere gange om ugen, jeg havde overspisninger og kastede op, men efterhånden som jeg fik travlt med studie, arbejde og kæreste, er det nu noget der "kun" står på en gang om ugen eller hveranden uge, når jeg lige har lidt tid for mig selv.
Jeg har prøvet mange gange at bryde cirklen, men det er stadig som om, at noget andet tager over, når jeg er alene. Som om noget siger til mig, at det er NU jeg skal spise alle de usunde ting på én gang. Jeg synes ikke, jeg er restriktiv i hverdagen, så det er ikke fordi, jeg som sådan har en "craving" efter nogle ting, jeg ikke spiser normalt. Jeg gør det bare på automatik, og kan ikke bryde vanen.
Jeg har højst været foruden overspisning+opkastning i 3 måneder sidste år, og det er jeg rigtigt stolt af. Jeg er siden hen faldet tilbage i vanen, desværre, men vil så gerne gøre mig fri én gang for alle. Det er ekstremt hårdt at holde noget så skamfuldt og tilbagevendende hemmeligt for familie og kæreste.
Da det kun er en gang ugentligt eller mindre, at det forekommer, er jeg i tvivl om, hvor alvorligt jeg skal tage det. Den behandlingsform, jeg har erfaring med fra anoreksiforløbet, har skræmt mig fuldkomment væk. Men det har heller ikke vist sig, at jeg kan klare det på egen hånd. Så en eller anden form for hjælp føler jeg, at jeg har behov for. Men jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal begynde? Det er så følsomt og skamfuldt for mig, og tanken om at åbne op omkring det, er ubeskriveligt svær.
Jeg håber, I kan hjælpe mig på rette vej!
Tak, fordi I tog jer tiden til at læse dette lange brev.
Kære dig,
Tak for, at du har taget dig tid til at skrive til os.
Dit brev gør virkelig indtryk på mig at læse. Jeg mærker dit stærke ønske om at gøre dig fri - én gang for alle, som du skriver. Og jeg forstår, at det er helt ekstremt hårdt at holde overspisning og opkast hemmeligt for dine nærmeste. At det er meget sårbart.
En spiseforstyrrelse har fyldt i dit liv meget længe. Og jeg tænker, at det må have krævet utrolig meget af dig. Helt siden du fik diagnosticeret anoreksi og indgik i behandling, da du var femten år. Her nåede du en stabiliseret vægt og spiste ikke længere restriktivt, skriver du.
Du skriver, at du derefter begyndte at overspise, når du var alene. At det var en form for flugt fra alle bekymringerne, at du bare kunne slå hjernen fra, imens du spiste. Den følelse kender jeg godt. Det medførte rigtig meget skam, skriver du, og du begyndte at kaste op for at kompensere.
Overspisning og opkast foregår nu en gang ugentligt eller mindre, skriver du. Ikke flere gange om ugen, som i starten for 4-5 år siden. For nu har du travlt med studie, arbejde og kæreste.
Og du skriver, at du har prøvet mange gange at bryde cirklen. At sidste år var du uden overspisning i 3 måneder. Jeg får indtryk af, at du er utroligt stærk.
Det kræver sådan en stor styrke at være vedholdende. Vedholdende i at ville få det bedre. Blive ved at forsøge. Rykke sig. Selv når det er meget svært.
Dine ord vækker en stor genkendelse i mig. Både fra da jeg selv havde en spiseforstyrrelse, og følte at jeg kæmpede med en ond cirkel, som virkede umulig at bryde helt. Og genkendelse fra mange andre, der skriver til os og sætter ord på, hvor svært det er. Hvor meget skam, det kan indebære – og hvor meget det hele kan tage fra den energi, man har til sig selv og livet. Du er ikke alene.
Du forstår, hvordan overspisningen tilbød sig selv som en slags flugt. Flugt fra tanker, bekymringer. Og jeg får indtryk af, at du er meget reflekterende. Har en god evne til at forstå sammenhænge. Dette er en kæmpe styrke i det arbejde, som det er at få det bedre.
Jeg tænker på, om du mon har undersøgt, hvorfor spiseforstyrrelsen startede, dengang den gjorde? Hvad den har tilbudt dig – trøst, ro, en fornemmelse af kontrol, eller noget fjerde. Og hvilken rolle flugten ind i overspisning spiller i dag?
For en spiseforstyrrelse er ofte en måde at håndtere følelser på. En strategi at vende sig mod, når noget i livet gør ondt. Når der er tydelige udfordringer. Eller underliggende problematikker. I en selv. I ens relationer. Eller hvad end, det måske kunne være hos dig?
En eller anden hjælp føler du, at du har behov for, skriver du. Og jeg tænker, at du har ret. At du har behov for den rette støtte i din situation. Du fortjener på ingen måde at gå alene med det, du beskriver.
Min erfaring er, at det er svært gøre sig helt fri af en spiseforstyrrelses adfærd og tanker uden hjælp og terapi. Jeg tænker, at din situation i høj grad kalder på at tale med nogen, som forstår at hjælpe. Mon du ville have mod på at tage kontakt til din læge? De kan lave en vurdering af, hvilken hjælp, der mon er mest hensigtsmæssig i din situation, og hvad der er for nogle muligheder. Vi har lavet en guide til, hvordan man kan forberede sig på at snakke med sin læge, som måske kan hjælpe dig.
Hvis ikke du tænker, det er en mulighed, og hvis du har det økonomiske råderum til det, ser du det mon så som en mulighed at opsøge en psykolog eller psykoterapeut?
Det håber jeg. For behandlingsformen fra anoreksiforløbet har skræmt dig helt væk, skriver du. Derfor tænker jeg på, hvor godt det kunne være at finde en terapeut, som matcher dig.
Jeg tænker på, om du vil tale mere med os om, hvad dit næste skridt kan være?
Ring til vores rådgivere på 70101818. Eller book en personlig samtale lige her - den kan både foregå i Aalborg, Aarhus, Odense, København eller over video.
Du er også altid meget velkommen til at skrive et brev til os igen.
Mange varme tanker herfra.
Kærlig hilsen
Brevkassen