Køn
Pige / Kvinde
Alder
18
Spørgsmål

Hej.

Få år tilbage døjet jeg med en spiseforstyrrelse. Jeg kastet en del op, og havde et rigtigt stort fokus på min vægt. Jeg vejede mig konstant, og det endte ud i, at jeg var styret af hvad vægten sagde, ifh om jeg måtte spise, og hvor meget jeg måtte spise. Det var rigtig slemt. Jeg begyndte i behandling, og blev "raskmeldt" efter 1 år.

De sidste par måneder har jeg mærket optræk til min spiseforstyrrelse. Bla ved at jeg spiser mindre, får dårlige tanker når jeg spiser og efter, samt jeg har en konstant brækfornemmelse når jeg ser mad og prøver at spise. Jeg går ofte fra bordet før min familie, da jeg har det svært ved at se på mad, og har svært ved at se dem spise. Jeg får det simpelthen så dårligt, så jeg bliver nødt til at gå op og lægge mig i min seng.

Mit spørgsmål til jer er, tror i det er en begyndelse på min spiseforstyrrelse? og hvordan skal jeg håndtere det hele?

På forhånd tak.

Svar

Kære du,

Tak for dit brev og for, at du deler din situation her med mig i brevkassen. De ting, du her fortæller om, gør indtryk på mig at læse. Du fortæller, at du for få år tilbage døjede med en spiseforstyrrelse, hvor du kastede op og havde et stort fokus på din vægt. Efter et års behandling blev du raskmeldt, fortæller du. Jeg bliver derfor nysgerrig på, hvordan det gik med dit behandlingsforløb? Var der noget fra den tid, du har taget med dig og kan bruge i dag? Hvad var mon med til at gøre, at du på det tidspunkt fik det bedre og blev rask?

Med de ting du her fortæller, får jeg indtryk af, at du dengang fandt styrken og havde motivationen til at ændre din situation, og det kan have gjort, at du på dette tidspunkt lykkedes med at lægge spiseforstyrrelsen lidt væk. Men måske der skete nogle ting i dit liv på det tidspunkt, som var hjælpsomt sammen med behandlingen?

Du fortæller, at du de sidste måneder har mærket optræk til din spiseforstyrrelse, og det kommer til udtryk ved, at du spiser mindre, og at du får dårlige tanker i forbindelse med, at du spiser, og du oplever at have brækfornemmelser. Du fortæller også, at du må gå fra bordet, før din familie er færdige med måltidet, og at du må lægge dig op i seng. Det lyder ikke rart, og det lyder som om, at det er begyndt at fylde på en måde, som er træls for dig. Jeg bliver nysgerrig på, om du mon har nogen idéer om, hvorfor disse optræk, du fortæller om, at du mærker i øjeblikket, kommer ind i dit liv netop nu? Er der mon sket noget i dit liv på det seneste, som har inviteret disse træk fra den spiseforstyrrelse, du kendte engang, ind i din hverdag igen?

Grunden til at jeg spørger om det er, at ofte kan disse tegn vise sig som en løsning eller en mestringsstrategi, når der er noget i ens liv, der er lidt bøvlet, og her kan spiseforstyrrelsen vise sig som en hjælper. Men samtidig er der også ting, som den kan stå i vejen for. Er det mon noget, du kan genkende?

Nu spørger du til, om dette er begyndelsen på din spiseforstyrrelse, og hvordan du kan håndtere det hele.

Først og fremmest får jeg lyst til at sige, at jeg er glad for, at du skriver her til brevkassen og beskriver, hvad du har lagt mærke til, der er sket på det sidste. Det er allerede en begyndelse og et skridt i den rigtige retning, og jeg får indtryk af, at der er nogle af de ting, du beskriver, som du er bange for begynder at fylde for meget igen. Så den opmærksomhed, du allerede har, ser jeg en kæmpe styrke i.

Jeg får lyst til at vise dig denne pjece, som vi har skrevet, og som netop handler om, oplevelsen af, at spiseforstyrrelsen begynder at pusle og rumstere i ens liv igen. Måske den er hjælpsom for dig at læse for at blive klogere på, om det, du nu mærker, er tegn på tilbagefald.

Derudover vil jeg sige til dig, at du altid er velkommen til at bruge vores rådgivning, hvor du kan ringe til 7010 1818, skrive til os eller booke en personlig samtale, hvor du kan tale om de ting, der fylder, og hvad dit næste skridt kan være. Du kan læse mere om vores rådgivningstilbud her

Og til sidst får jeg lyst til at sige, at hvis du ønsker behandling igen, er det gennem din praktiserende læge, at du kan søge hjælp. Måske var det også gennem din læge, at du tidligere fik igangsat behandling?

Denne pjece, kan virke støttende i forbindelse med at forberede sig lidt til et eventuelt lægebesøg.

Jeg ønsker dig det bedste, og jeg er glad for, at du skrev hertil.

Kærlig hilsen

Brevkassen