Kære Brevkasse
Jeg har et barnebarn på 14 år, der gennem det sidste år har haft en spiseforstyrrelse, som hun er i behandling for. Det er en lang proces, og det er hårdt for hele familien.
Jeg skriver til jer, fordi jeg vil høre, om I har en anbefaling til, hvordan jeg skal tackle problemstillingen. Kan jeg f.eks. spørge, hvordan hun har det? Eller skal jeg ikke stille et så direkte spørgsmål? Jeg er klar over, at jeg ikke skal kommentere hendes vægt og spisevaner, men hvordan med andre ting? Kan jeg f.eks. spørge, hvad hun har lavet i sidste uge?
Hendes forældre er ikke så åbne om spiseforstyrrelsen, og de ser helst ikke, at vi spørger til hende. Men efterhånden synes jeg, det bliver mere og mere problematisk, og jeg tænker på, om det nu også er det rigtige. Før hun blev syg, spurgte jeg jo altid til, hvordan hun havde det. Vil hun ikke opfatte det som om, vi er ligeglade med hende? Eller hvad er jeres holdning til det?
Jeg ser frem til at læse jeres svar.
Med venlig hilsen
Inge
Kære Inge
Mange tak for dit brev.
Jeg gør indtryk på mig at læse, at dit barnebarn har en spiseforstyrrelse. Det er godt, at hun er i behandling, men det er, som du skriver, en lang proces, der er hård og slidsom for alle i familien. Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om, hvordan du bedst kan tackle problemstillingen. Jeg er glad for, at du ser det som en mulighed at skrive til os, og jeg håber, at mit svar kan være dig til hjælp.
Du spørger konkret til, om du kan spørge dit barnebarn, hvordan hun har det, og hvad hun f.eks. har lavet. Jeg hæfter mig også ved, at du førhen altid ville have spurgt ind til hende, men at hendes forældre helst ikke ser, at I gør det i øjeblikket. Du skriver, at du efterhånden finder denne tilgang problematisk, og når jeg læser dit brev, får jeg indtryk af, at den tilgang ikke stemmer overens med den mormor, du gerne vil være.
Når en spiseforstyrrelse flytter ind i en familie, kan mange ting blive vendt op og ned. Hverdagen og ens relationer i familien forandres, og hvad der før var naturligt og normalt i ens familie - fx hvordan man taler sammen - kan pludselig blive vældig svært og udfordrende. Vi taler ofte med forældre og andre pårørende, der er i tvivl om, hvad man bedst gør. Mange fortæller os, at de er bange for at sige noget forkert eller noget, der forværrer spiseforstyrrelsen.
Vores holdning er, at så længe du spørger omsorgsfuldt og nysgerrigt ind til dit barnebarn, så kan du ikke gøre noget forkert. Som du skriver i dit brev, har du ingen intentioner om at spørge til hendes vægt og spisevaner, men du er optaget af, hvordan hun har det. Det stemmer godt overens med, hvad vi anbefaler. Vi taler ofte med pårørende om, hvordan de kan rette deres opmærksomhed mod det indre følelsesliv fremfor det ydre, mad og vægt.
Jeg vil foreslå dig, at du roligt og omsorgsfuldt spørger ind til hende. Hvis hun har lyst til at fortælle dig lidt om, hvordan det er at være hende lige nu, så lyt, og spørg nysgerrigt ind. Acceptér, hvis hun ikke vil tale med dig, men vær tålmodig, og lad hende vide, at du altid har tid og gerne vil lytte, hvis hun får lyst til en snak. Det kan være om, hvordan hun har det - eller om noget helt andet, som du også foreslår.
Når jeg læser dit brev, tænker jeg også på, om du indimellem kan tilbyde dit barnebarn et lille frirum fra spiseforstyrrelsen. Mon I kan lave nogle rolige aktiviteter sammen, som hun måske også satte pris på før, spiseforstyrrelsen kom ind i hendes liv? Jeg forestiller mig, at spiseforstyrrelsen fylder meget i hele familien, og måske kan du være sammen med hende om nogle andre ting. Det kunne jeg forestille mig kunne være hjælpsomt - både for hende og hendes forældre. Måske der i nærværet om den aktivitet kan opstå mulighed for, at I kan tale lidt sammen.
Endelig vil jeg sige, at dit barnebarns forældre måske også kunne finde støtte i at kontakte os. Jeg hæfter mig ved, at du skriver, at de ikke er så åbne om spiseforstyrrelsen. Mange forældre fortæller os, at de føler sig slidte, ensomme, skamfulde og frustrerede i kampen mod spiseforstyrrelsen, og her kan det være en hjælp at tale med en af vores rådgivere. Vi har også et pårørendeseminar, hvor der er fokus på, hvordan man som forældre passer godt på sig selv og bliver ved med at være den omsorgsperson, man ønsker at være.
Jeg linker til et par af vores tilbud her, som du måske vil læse lidt mere om:
Igen tak, fordi du valgte at skrive til Brevkassen. Jeg kan læse, at det er rigtig vigtigt for dig at være en omsorgsfuld og støttende mormor, og jeg håber, at mit svar er en lille hjælp. Du og hele familien er altid meget velkommen til at kontakte vores rådgivning igen.
Jeg sender rigtig mange gode tanker til dig og dit barnebarn.
Mange hilsner
Brevkassen