Nyhed

Vi styrker vores indsats mod selvskade efter millionbevilling

Fremover vil vi kunne hjælpe langt flere unge, der skader sig selv. Med en bevilling på 6,2 mio. kr. fra Det Obelske Familiefond vil vi udvide mulighederne for samtaleforløb og starte en ny taskforce, der rykker ud til ungdomsuddannelser.

Screenshot fra selvskadefilm med ar på arm

Mere end hver femte elev i niende klasse har prøvet at skade sig selv fx ved at skære, brænde eller slå sig selv. Ifølge en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed har 22 % af pigerne på gymnasier og 9 % af drengene skadet sig selv, mens andelen blandt HF-elever er endnu højere.

Med en bevilling på 6,2 millioner kr. fra Det Obelske Familiefond over de næste tre år kan vi i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade i 2023 udvide vores indsats mod selvskade. Det sker blandt andet med en helt ny taskforce, der rykker ud til uddannelsesinstitutioner, når en elev skader sig selv, og skolen og forældre har brug for støtte til at håndtere situationen. 

”Det kan give anledning til stor usikkerhed, når en skole oplever elever med selvskade. Der opstår frygt for, at selvskaden skal sprede sig til de andre elever, og lærerne og skoleledelsen er ofte i tvivl om, hvordan de bedst håndterer selvskaden. Derfor vil vi i løbet af 2023 begynde at tilbyde især efterskoler og ungdomsuddannelser, der har elever, der skader sig selv, at vi kommer på besøge og hjælper med at håndtere den konkrete situation. Vi vil efterfølgende hjælpe skolen med at lave en handlingsplan, så personalet er forberedt, næste gang det sker,” siger Laila Walther, direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Målet er tidlig hjælp i hele landet

”Formålet med projektet er at sikre, at unge med selvskade kan få hjælp, uanset hvor i landet de befinder sig – og at de får det tidligt. Samtidig vil vi klæde venner, forældre og lærere på til at støtte den unge,” fortæller Laila Walther.

Det Obelske Familiefond har støttet foreningens drift og udvikling siden 2017. I begrundelsen for bevillingen bliver der især lagt vægt på indsatsen for at hjælpe de udsatte unge med at få taget hånd om deres problemer i en relativt tidlig fase.

"Selvskade er et alvorligt tegn på mistrivsel, der kan udvikle sig til endnu dybere og varige problemer, som følger de unge ind i voksenlivet. Vi kender Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade som en meget professionel aktør, der har fagligheden og erfaringen i at give de unge den nødvendige støtte til at få taget hånd om deres problemer. At de unge nu også kan få hjælp ude på uddannelsesinstitutionerne, selvom de ikke bor i nærheden af en by, hvor der tilbydes samtaleforløb, er en vigtig forebyggende indsats,” siger direktør for Det Obelske Familiefond, John Amund Tønnes.

Samtaleforløb nedbringer trangen til at skade sig selv

"Jeg blev klogere på, hvad der gik forud for de situationer, hvor jeg skadede mig selv, og det gav mig tid til at vælge at gøre noget andet, fx ringe til en ven, i stedet for. Jeg har ikke selvskadet i 200 dage nu.”

Sådan lyder det fra en af de unge, der har været igennem et samtaleforløb hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

114 børn og unge med selvskadende adfærd har deltaget i forløbet, men stadig flere står på ventelisten. Takket være bevillingen fra Det Obelske Familiefond kan vi fra næste år tilbyde langt flere unge et samtaleforløb.

”Vi oplever en overvældende interesse for vores samtaleforløb for unge, som skader sig selv. Det skyldes både, at stadig flere unge mistrives og tyr til selvskade for at håndtere svære følelser. Men det skyldes også, at de unge og deres forældre ofte oplever, at de ikke kan få hjælp andre steder. Da selvskade ikke er en selvstændig, klinisk diagnose i Danmark, findes der sjældent passende offentlige tilbud til de unge,” fortæller Laila Walther fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

I en foreløbig evaluering nævner flere af de unge, der har været igennem et samtaleforløb i foreningen, at de er blevet bedre til at regulere deres følelser og skader sjældnere sig selv. Inden samtaleforløbene skadede deltagerne sig i gennemsnit 11,8 gange i løbet af 30 dage. Efter forløbene lå tallet gennemsnitligt på 5,7 gange på 30 dage. Antallet af selvskadeepisoder er således halveret, og målt på WHO’s trivselsindeks er deltagerne efter forløbet ikke længere i risiko for at udvikle stress eller depression.

Projektets 4 indsatser mod selvskade

Samtaleforløb 

Børn og unge på 12-25 år, som skader sig selv i mild til moderat grad og har gjort det fast i mindre end et år, tilbydes et forløb på ca. 10 samtaler i enten København, Aarhus, Odense eller online. Samtaleforløbene har til sigte at gøre den unge klogere på sig selv og selvskaden og støtte den unge i at reducere antallet af selvskadeepisoder. De unges pårørende inddrages i forløbet og deltager i en eller flere familiesamtaler.

Taskforce

Taskforcen skal sikre hurtig og fagligt specialiseret støtte til uddannelsesinstitutioner, der har en elev, der skader sig selv. Taskforcen vil klæde skolerne på til at tage hånd om den selvskadende elev, inddrage forældre og øvrige elever og sikre, at skolen får viden og konstruktive handlingsplaner på plads til fremtidige situationer. Taskforcen vil primært henvende sig til efterskoler og ungdomsuddannelser.

Faglig sparringstelefon

Foreningen styrker den faglige sparringstelefon, så fagpersoner i hele landet kan få grundig rådgivning i håndteringen af unge med selvskade.

Opkvalificering af frivillige

Samtaler om selvskade stiller særlige krav til vores frivillige rådgivere. Ofte ringer eller skriver de unge, når trangen til at skade sig selv presser sig på i et håb om at blive talt fra det. Det betyder, at de frivillige oplever et særligt pres for at støtte hjælpsomt. Som led i projektet vil de frivillige gennem udvidet uddannelse om selvskade blive klædt endnu bedre på til opgaven.

Emne