Typer af selvskade

Med udgangspunkt i den amerikanske psykiater Armando Favazzas klassiske bog ”Bodies under siege” (1987), skelner man typisk mellem tre typer af selvskade: en alvorlig, en stereotyp og en moderat.

Indholdsfortegnelse

Den alvorlige selvskade

Den alvorlige selvskade omfatter den mest voldsomme og dramatiske form for selvskade. Denne type medfører ofte stor skade på den berørte, eksempelvis ved amputering af legemsdele. Den alvorlige selvskade forekommer typisk hos personer med psykotiske lidelser.

Den stereotype selvskade

Den stereotype selvskade er ofte en gentagende og monoton form for selvskade, hvor den berørte fx banker sit hoved ind i en væg gentagne gange. Modsat andre former for selvskade forekommer den stereotype ofte, mens der er andre personer til stede. Denne type ses typisk hos institutionaliserede, mentalt retarderede personer, personer med autismespektrum-diagnoser eller ved Tourettes syndrom.

Den moderate selvskade

Den moderate selvskade er kendetegnet ved lav dødelighed og ofte overfladiske skader på kroppen, fx ved cutting eller brændemærker. Denne type selvskade er den mest udbredte og kan betragtes som et problem i samme størrelsesorden som spiseforstyrrelser. Den moderate selvskade, der kan være enten tvangsmæssig eller impulsiv, er omdrejningspunktet for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskades arbejde med selvskade.

Den tvangsmæssige selvskade omfatter tvangsselvskadende handlinger og forbindes ofte med hårplukning (trikotillomani). Denne type foregår stort set uafhængig af eksterne omstændigheder eller den følelsesmæssige tilstand, som den berørte befinder sig i. Denne type selvskade er en form for tvangsmæssig vane og foregår derfor ofte automatisk og ureflekteret.

Den impulsive selvskade kan enten være episodisk eller repetitiv. Hvor den episodiske selvskade omfatter episoder, hvor personen ikke kan modstå den umiddelbare impuls eller lyst til at skade sig selv, fungerer den repetitive selvskade som en automatisk reaktion på svære følelser og situationer. Ved repetitiv selvskade bliver selvskaden en integreret del af personens selvbillede, og der udvikles en form for afhængighed af selvskaden.

Kommende arrangementer