Andre spiseforstyrrelser

Når man diagnosticerer mennesker med spiseforstyrrelser anvender man nogle bestemte kriterier. Kriterierne skal opfyldes for, at der kan stilles en diagnose. I Danmark anvendes ICD-10 diagnosesystemet oftest, og her er der en række underkategorier som bruges, når alle kriterierne ikke kan opfyldes for anoreksi, bulimi eller tvangsoverspisning (BED). Falder man ind under en af disse kategorier, er der tale om det, der i hverdagssprog bliver kaldt en atypisk spiseforstyrrelse.

Ved atypiske spiseforstyrrelser kan der fx være tale om en person, der udviser anorektisk adfærd, men samtidig også jævnligt overspiser og kaster op, eller en person, der lider af bulimi, men ikke kaster så jævnligt op, at diagnosekriterierne for bulimi kan anvendes.

Mennesker, der lider af en atypisk spiseforstyrrelse, vil oftest være lige så alvorligt ramt som alle andre med en spiseforstyrrelse. De vil ofte have et lavt selvværd og et forstyrret kropsbillede.

Det vides ikke med sikkerhed hvor mange der har det, der kaldes en atypisk spiseforstyrrelse, men meget tyder på, at atypiske spiseforstyrrelser er mere udbredte end hhv. BED, bulimi og anoreksi. 

Derudover findes der en række andre spiseforstyrrelser:

Diabulimi	Er en spiseforstyrrelse, der kan forekomme blandt diabetikere, og er kendetegnet ved en underdosering af insulin for at opnå et vægttab.
Pica	Er kendetegnet ved at en person spiser ting uden næringsstoffer såsom sten eller jord.
Rumination-regurgitation disorder	Er kendetegnet ved at en person regelmæssigt og oftest ufrivilligt gylper den slugte mad op, tygger den igen og enten sluger den eller spytter den ud igen.
ARFID	Er kendetegnet ved at en person forsøger at undgå eller begrænse sit madindtag, uden at være motiveret af et forvrænget kropsbillede eller ønske om at blive tyndere.

Atypiske spiseforstyrrelser

Mennesker, der lider af en atypisk spiseforstyrrelse er ofte ekstremt optaget af vægt, krop og udseende. De lider under et lavt selvværd og er ofte skamfulde og flove over deres forhold til mad.

Kontrol som overlevelsesstrategi

Uanset om de kaster op, sulter sig, overspiser, dyrker ekstrem motion eller noget helt andet vil kontrol eller tabet af kontrol fylde meget for mennesker med en spiseforstyrrelse.

Et menneske med en atypisk spiseforstyrrelse kan ofte opleve, at følelser som smerte, sorg, angst, ensomhed, vrede, tomhed, frustration eller glæde er så skræmmende eller gør så ondt, at hun eller han er nødt til at undertrykke følelserne, fordi vedkommende ikke har lært at håndtere dem på en sund måde.

Lyst til fx nærhed eller behov for trøst og omsorg undertrykkes og kontrolleres, så man fx ikke lader sin mor, sin veninde eller sin kæreste trøste sig, selvom man er ked af det, og det egentlig er det, man har brug for.

I stedet vil mennesker med atypiske spiseforstyrrelser ofte prøve at dulme følelserne gennem et fokus på maden - som en higen efter en eller anden form for kontrol. Det kan både være kontrol over, hvad eller hvor meget eller lidt man spiser, om man beholder maden i sig eller kontrol over at holde følelserne på afstand ved at fylde sig med mad i stedet.

Man kan derfor sige, at det ekstreme fokus på maden bliver en form for overlevelsesstrategi, når følelserne bliver for uoverskuelige og svære at håndtere. Atypiske spiseforstyrrelser handler altså ikke om selve maden og vægten – disse elementer er nærmere et symptom på de problematiske og bagvedliggende følelser og oplevelser. Det er derfor også vigtigt, at man i behandlingen ikke kun fokuserer på forholdet til maden, men kombinerer dette fokus med terapi, hvor der arbejdes med de psykiske aspekter af sygdommen.

Fokus på maden i stedet for følelserne

Det enorme fokus på maden kan hjælpe på følelsen af manglende kontrol i forhold til tilværelsens generelle følelsesliv. Spiseforstyrrelsen – sulten, overspisningen, udrensningen, vægttabet, kalorieudregningen, planlægningen, motionen – bliver det centrale i livet og optager pladsen for ubehagelige følelser, der dermed fortrænges, så de ikke risikerer at skabe kaos.

Det medfører en i længden ubærlig følelse af tomhed. Det store fokus på maden levner ikke plads til glæde, spontanitet, forventning, lyst – og vigtigst af alt: Det levner ikke plads til at lade mennesket med spiseforstyrrelsen mærke, hvad hun eller han inderst inde føler, ønsker og har brug for – og derfor handler hun eller han også sjældent i overensstemmelse med sine egne behov, impulser, følelser og lyster.

Intimitet og seksualitet

Mennesker, der lider af en atypisk spiseforstyrrelse, har ofte svært ved at håndtere den nærhed og intimitet, der er forbundet med at have en partner.

Kontrollen overskygger behov og lyster og ofte har hun eller han et fremmedgjort forhold til sin krop, hvilket gør det svært overhovedet at fornemme kroppens signaler eller lade kroppen ”få lov til” at mærke et andet menneskes nærhed og kærtegn. At give sig hen til en kæreste eller ægtefælle vil føles som et tab af kontrol og måske medføre, at hun eller han mærker de følelser, der normalt undertrykkes af spiseforstyrrelsen.

Det er forskelligt, hvordan seksualiteten håndteres af mennesker, der lider af en atypisk spiseforstyrrelse, men det ses ofte, at de bevæger sig ud i ekstremerne, hvor de enten vælger intimiteten og seksuallivet helt fra for at beskytte dem selv, eller omvendt kaster sig ud i en form for selvdestruktiv og tilfældig sex, hvor alle følelser lukkes ude.

Komorbiditet

Undersøgelser viser, at mennesker ramt af en spiseforstyrrelse ofte også lider af andre psykiske sygdomme, herunder især depression, personlighedsforstyrrelser og angst.

Diagnosekriterier

Diagnosesystemerne ICD og DSM skelner mellem specificerede og uspecificerede spiseforstyrrelser. Specificerede spiseforstyrrelser omfatter alle spiseforstyrrelser, som opfylder kriterierne for en specifik diagnose af spiseforstyrrelse, mens uspecificerede spiseforstyrrelser ikke opfylder alle kriterier for en spiseforstyrrelse i diagnoseklassificeringen.

Vi vil nedenfor referere de forskellige diagnoser ud fra de i dag gældende diagnosesystemer ICD-10 og DSM-5, som overordnet kan benævnes atypiske spiseforstyrrelser.

ICD-10 om atypiske spiseforstyrrelser

F50.1 Atypisk Anoreksi

Denne diagnose anvendes, hvis symptomerne på anoreksi er til stede, men ikke i det omfang, der kræves for at få diagnosen anoreksi eller hvor ét af nøglesymptomerne for anoreksi mangler.

F.50.3 Atypisk bulimi

Denne diagnose anvendes, hvis symptomerne på bulimi er til stede, men ikke i det omfang, der kræves for at få diagnosen bulimi eller hvor ét af nøglesymptomerne for bulimi mangler.

F50.8 Andre spiseforstyrrelser samt F50.9 Uspecificeret spiseforstyrrelse

Disse diagnoser anvendes, hvis symptombilledet ikke kan karakteriseres som tilhørende en af de øvrige spiseforstyrrelser. Fx diagnosticeres tvangsoverspisning (BED) under F50.8.

DSM-5 om atypiske spiseforstyrrelser

Andre specificerede spiseforstyrrelser

Denne kategori er gældende ved præsentationer, hvor symptomer, som er karakteristiske for en spiseforstyrrelse, der forårsager klinisk signifikant ubehag eller forringelse i sociale, arbejdsmæssige eller andre vigtige dominerende funktionsområder, men som ikke opfylder alle de diagnostiske kriterier for nogen af spiseforstyrrelserne i diagnoseklassificeringen. Kategorien, andre specificerede spiseforstyrrelser, bruges i situationer, hvor klinikeren vælger at formidle den specifikke årsag til, at præsentationen ikke opfylder nogen af kriterierne for en specifik spiseforstyrrelse. Dette gøres ved at optage ”anden specificeret spiseforstyrrelse” efterfulgt af den specifikke årsag (fx bulimia nervosa af lav frekvens).

Eksempler på præsentationer, der kan specificeres ved brug af betegnelsen ”andre specificerede” er følgende:

1. Atypisk anorexia nervosa: Alle kriterier for anorexia nervosa er opfyldt med undtagelse af, at personens vægt er indenfor eller over normalområdet trods et signifikant vægttab.
2. Bulimia nervosa (af lav frekvens og/eller begrænset varighed): Alle kriterier for bulimia nervosa er opfyldt med undtagelse af, at overspisninger og uhensigtsmæssig kompensatorisk adfærd forekommer mindre end en gang om ugen i gennemsnit og/eller i mindre end tre måneder.
3. Tvangsoverspisning (af lav frekvens og/eller begrænset varighed): Alle kriterier for tvangsoverspisning er opfyldt med undtagelse af, at overspisningerne forekommer mindre end en gang om ugen i gennemsnit og/eller i mindre end tre måneder.
4. Udrensende lidelse: Gentagende udrensende adfærd for at påvirke vægt eller figur (fx selvforskyldt opkastning, misbrug af afføringsmidler, vanddrivende midler eller anden medicin) uden overspisning.
5. Nattespisningssyndrom: Gentagende episoder af nattespisning, manifesteret ved spisning efter at vågne fra søvn eller ved overdrevet madindtag efter aftensmaden. Der er bevidsthed og erindring af spisningen. Nattespisningen er ikke bedre forklaret af udefrakommende påvirkninger så som ændringer i personens sove-vågne cyklus eller af lokale sociale normer. Nattespisningen forårsager signifikant ubehag og/eller forringelse af funktionsevnen. Det forstyrrede spisemønster er ikke bedre forklaret ved tvangsoverspisning eller anden psykisk lidelse, inklusiv stofmisbrug, og kan ikke tilskrives en anden medicinsk sygdom eller en medicinsk påvirkning.

Uspecificeret spiseforstyrrelse

Denne kategori er gældende ved præsentationer, hvor symptomer, som er karakteristiske for en spiseforstyrrelse, der forårsager klinisk signifikant ubehag eller forringelse i sociale, arbejdsmæssige eller andre vigtige dominerende funktionsområder, men som ikke opfylder alle de diagnostiske kriterier for nogen af spiseforstyrrelserne i diagnoseklassificeringen. Kategorien bruges i situationer, hvor klinikeren vælger ikke at specificere årsagen til, at kriteriet ikke er opfyldt for en specifik spiseforstyrrelse, og inkluderer præsentationer, hvori der er utilstrækkelig information til at lave en mere specifik diagnose (fx på skadestuer).

Diabulimi

Mennesker med diabetes kan have øget risiko for at udvikle en forstyrret spiseadfærd eller en spiseforstyrrelse. Diabulimi er et eksempel på en spiseforstyrrelse, der kan forekomme blandt mennesker med diabetes, og refererer til mennesker med diabetes, der med vilje underdoserer deres insulin for at opnå et vægttab. Tilstanden ses typisk blandt unge kvinder med type 1-diabetes.

Hvad er diabulimi?

Diabulimi er en sammentrækning af diabetes og bulimi, da underdoseringen af insulin i denne sammenhæng ses som kompenserende adfærd. Derfor beskrives diabulimi inden for de generelle diagnosekriterier for bulimi.

Når man har type 1-diabetes, kan ens bugspytkirtel ikke producere insulin, hvorfor man har forhøjet blodsukker og forstyrrelser i omsætningen af sukkerstoffer, fedt og proteiner i kroppen. Det er derfor meget vigtigt, at mennesker med type-1 diabetes tilfører insulin til kroppen. Dog varierer behovet for insulin alt efter hvilken mad, der indtages, og hvor fysisk aktiv man er. Type 1-diabetes er en kronisk sygdom og rammer ofte børn eller yngre voksne. Derfor skal mennesker med diabetes i en tidlig alder lære at afstemme deres mad, medicin og motion for at kunne kontrollere deres blodsukker. Denne form for kontrol kan medføre et øget fokus på kost og motion, hvilket i visse tilfælde kan fremprovokere en spiseforstyrrelse.

Når man mangler insulin, kan kroppen ikke optage sukkeret fra blodbanen i muskler og fedtvæv. Som kompensation begynder vævene at forbrænde fedt. Fedtforbrændingen giver nedsat appetit, og det overskydende sukker i blodet forsøges udskilt via nyrerne sammen med vand og mineraler. Det høje blodsukkers effekt på kroppen vil samlet set betyde, at man taber sig. En dårligt reguleret diabetes med langvarigt forhøjet blodsukker øger risikoen for senfølger i form af nedsat syn, nyresvigt, føleforstyrrelser og fodsår samt åreforkalkning og blodpropper. En absolut mangel på insulin vil føre til et meget højt blodsukker og en høj fedtforbrænding, hvilket kan give syreforgiftning (ketoacidose). Syreforgiftning er en akut livstruende tilstand.

Symptomer og tegn

Spiseforstyrrelsens udtryk varierer typisk fra person til person, samtidig med at mennesker med diabulimi ofte prøver at skjule sygdommen fra omverdenen, hvorfor diabulimi kan være svært at opdage.

Eftersom en person med diabulimi underdoserer insulin for at opnå et vægttab, er et typisk tegn på diabulimi et synligt vægttab og forhøjet blodsukker. Derudover viser en begyndende spiseforstyrrelse blandt diabetikere sig typisk ved en øget bekymring omkring vægt og krop, forandrede spisemønstre, samt adfærdsændringer i form af intens træning.

Det er vigtigt at være opmærksom på selv en let grad af forstyrret spiseadfærd hos mennesker med diabetes, da denne adfærd kan forstyrre balancen i blodsukkeret. Moderate såvel som alvorlige spiseforstyrrelser blandt diabetikere kan, som nævnt, medføre syreforgiftning, hvilket er en alvorlig tilstand. Derudover kan der opstå kronisk neuropati (senkomplikation, der giver nedsat sensibilitet i fødder og underben) og diabetisk øjensygdom (retinopati), hvor der sker forsnævringer i øjets små blodkar, som kan give nedsat blodforsyning og blødninger på øjets nethinde og i værste fald blindhed.

Har du en mistanke om, at du har eller er i risiko for at udvikle diabulimi eller en anden form for forstyrret spisning? Diabetesforeningen har udarbejdet en række opmærksomhedspunkter, som du bør reagere på, hvis du udviser et eller flere af følgende symptomer:

• Følger du særlige spiseritualer, eller overholder du meget stramme mad- og motionsplaner?
• Overspiser du, spiser om natten eller fremprovokerer opkastning, når du har spist?
• Underdoserer du bevidst, eller udelader du helt at tage din insulin?
• Har du særlige regler for, hvad og hvor meget du må indtage?
• Vejer du dig hyppigt, og bliver du glad, når vægten går ned, og ked af det, når vægten går op?

Kan du nikke genkende til nogle af symptomerne, er det vigtigt, at du taler med din læge eller diabetesbehandler. Jo før du erkender, at du måske er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, jo hurtigere og nemmere kan du justere og få gode vaner igen.

Tal om diabulimi

Udbredelsen af diabulimi er endnu ukendt, da personer med diabulimi ofte holder det for sig selv, hvilket gør det svært for den berørtes omgangskreds, sundhedsprofessionelle mv. at opdage spiseforstyrrelsen og tilbyde den rette hjælp f.eks. i form af behandling.

Undersøgelser viser dog, at 15% af de 12-19-årige med diabetes udviser risikoadfærd for en spiseforstyrrelse, ligesom det anskues, at unge med diabetes har 10% øget risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse i løbet af deres liv. En svensk undersøgelse fra 2009 viser, at 38% af unge piger og drenge med type 1-diabetes undlader mere end 15% af dagens insulin. Derudover har undersøgelser vist, at op mod 40% af kvinder med type 1-diabetes i aldersgruppen 13-60 år bevidst underdoserer insulin for at tabe sig. Det skønnes også, at mænd i teenagealderen med type 1-diabetes har øget risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse sammenlignet med jævnaldrende uden en spiseforstyrrelse.

Selvom flere undersøgelser peger på, at mennesker med diabetes har en øget risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse i forbindelse med deres sygdom, er der behov for mere forskning på området. Særligt omfanget af diabulimi samt behandlingstilbud bør undersøges, både i international samt i en dansk kontekst. Ydermere ses der et behov for konkrete guidelines til sundhedsprofessionelle, pårørende m.fl. Disse guidelines skal udarbejdes med henblik på at forebygge og opfange problemet og belyse om behandlingsmuligheder.  

Årsager til diabulimi

Der er mange årsager til at nogle udvikler diabulimi. En af årsagerne er, at mennesker med diabetes skal kontrollere, hvad de spiser og drikker, samt deres vægt og motion. Denne konstante kontrol kan trigge udviklingen af en spiseforstyrrelse. Erfaringer fra et pilotprojekt foretaget af Diabetesforeningen viser også, at der findes en lang række andre faktorer, der kan have indflydelse på udviklingen af en spiseforstyrrelse blandt mennesker med type 1-diabetes. Det kan være følelser og mad, familieforhold og omfanget af hjælp og støtte i forbindelse med diabetes-debut.

Diagnosekriterier

Diabulimi anerkendes ikke i nogen af diagnosemanualerne som en spiseforstyrrelse. Tilstanden defineres ifølge Diabetesforeningen som en klinisk spiseforstyrrelse, da underdosering af insulin ikke har nogen kode i diagnosesystemet ICD-10.

Pica

Personer, der lider af pica, spiser ting uden næringsstoffer som f.eks. sten eller jord. Der er ofte tale om en tvangshandling, hvor indtagelsen samtidig holdes skjult for omverdenen. Pica er ikke et nyt fænomen, men er forholdsvis sjældent i Danmark. Ofte er der ikke synlige tegn på diagnosen, men pica kan have alvorlige fysiske følgevirkninger alt efter hvilket materiale, der indtages. For eksempel kan indtagelse af genstande, der indeholder bly, medføre blyforgiftning, mens indtagelse af glas kan give rifter i halsen og mavesækken.

Hvad er pica?

Navnet pica kommer fra det latinske ord for skade, der er kendt som en altædende fugl, og referer til, at personer, der lider af pica, indtager genstande, som ikke er næringsgivende. Personen indtager som regel en bestemt type materiale over en længerevarende periode. Typisk indtager de jord, ler, kalk, mudder, stivelse eller is/frost fra fryseren, men det kan også dreje sig om fx kul, aske, bagepulver, viskelæder, papir, sæbe, klæder, hår, snor, uld, talkumpulver, maling, tyggegummi, metal eller småsten.

Symptomer og tegn 

Da lidelsen ofte skjules for omverdenen, er den svær at diagnosticere. Typiske tegn kan være fejlernæring eller mavesmerter. Pica bliver kun konstateret, hvis indtagelsen er af en alvorsgrad, der kræver klinisk opmærksomhed og personen har en alder, hvor indtagelsen af ikke-nærende genstande er upassende. I forbindelse med diagnosticering tages der derfor også højde for børn under 3 års tendens til at putte ting i munden som en del af normaludviklingen.

Tal om pica

Det er uvist, hvor mange personer i både Danmark og resten af verden, der har pica. Det skyldes dels, at pica er meget sjældent og dels, at der mangler undersøgelser på området. Pica er oftest rapporteret hos små børn og gravide. En dansk undersøgelse fra 2006 viste, at forekomsten af pica-adfærd var 0,02% for gravide kvinder. Blandt gravide kvinder er der højere forekomster af pica i Afrika sammenlignet med resten af verden. Gravide kvinder med pica har desuden oftere blodmangel og lavt uddannelsesniveau. Udenlandske undersøgelser peger desuden på, at forekomsten af pica er højere blandt personer i behandling for spiseforstyrrelser, personer med intellektuelle funktionsnedsættelser og personer med udviklingsforstyrrelser.

Årsager til pica

Der er mange teorier om, hvad der forårsager pica, men der er behov for mere forskning på området. Eftersom pica forekommer i en række forskellige lidelser, virker det sandsynligt, at der er mere end én årsag. I nogle tilfælde kan der være tale om, at lidelsen fungerer som led i en anden psykisk lidelse som fx skizofreni eller OCD. Det er også blevet foreslået, at pica kan have en fysiologisk forklaring, eftersom personer med pica også ofte har et underskud af visse mikronæringsstoffer (fx jern) samt en øget risiko for blodmangel (anæmi). Dog er det uvist, hvad sammenhængen skyldes, og de indtagne genstande indeholder sjældent vitaminer. Pica-adfærd er muligvis også forbundet med stress, hvor det fungerer som en form for selvberoligelse.

Diagnosekriterier 

I lang tid blev pica betragtet som en børnediagnose, men den er i de nyere udgaver af diagnosesystemerne (ICD-11 og DSM-5) blevet en diagnose, der kan stilles i alle aldre.

ICD-10 om pica 

Pica er ikke en selvstændig spiseforstyrrelsesdiagnose i ICD-10, men den nævnes under øvrige spiseforstyrrelsesdiagnoser. Den er imidlertid en selvstændig diagnose, der kan stilles hos børn (F98.3 Pica of infancy and childhood” kategoriseret under ”F98 Andre adfærdsmæssige og emotionelle forstyrrelser opstået i barndom eller opvækst”).

ICD-11 om pica

Pica er karakteriseret ved et regelmæssigt indtag af ikke-næringsholdige genstande eller materialer (fx ler, jord, kridt, gips, plast, metal og papir) eller rå fødevareingredienser (fx store mængder salt eller mel). Indtaget skal være vedvarende eller alvorlighedt nok til at kræve klinisk opmærksomhed. Individet skal have nået en vis udviklingsalder, hvor det forventes at være er i stand til at skelne mellem spiselige og ikke-spiselige genstande (omkring 2-årsalderen). Adfærden forårsager helbredsmæssig skade, funktionsnedsættelse eller betydelig risiko som følge af hyppigheden, mængden eller typen af indtagne genstande eller materialer.

(Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade egen oversættelse. Læs den originale beskrivelse her.) 

DSM-5 om pica

1. Personen har spist ikke-næringsgivende ikke-fødevarer i mindst en måned.
2. Spisningen må betragtes som afvigende i forhold til personens udviklingsniveau.
3. Spisningen af disse substanser er ikke forbundet med en kulturel praksis, der betragtes som normal i individets sociale kontekst.
4. For personer med en anden medicinsk tilstand eller psykisk lidelse, skal adfærden med at spise ikke-næringsgivende ikke-fødevarer kunne betragtes som farlig og med behov for yderligere medicinsk undersøgelse eller behandling ud over det, de i forvejen modtager for deres forudgående tilstand.

Rumination-regurgitation disorder (drøvtygningslidelse)

Rumination-regurgitation disorder eller ”drøvtygningslidelse” er en sjælden spiseforstyrrelse, hvor en person regelmæssigt gylper sin slugte mad op, tygger den igen og enten sluger den eller spytter den ud. For at få diagnosen, skal dette ske flere gange om ugen i mindst én måned. Diagnosen placerer sig i et krydsfelt mellem at være en fysisk og en psykisk lidelse. I en del forskningslitteratur betragtes diagnosen som en fysisk mavetarmlidelse. Samtidig fremgår den i de psykiatriske diagnosemanualer, hvor den i ICD-11 og DSM-5 er placeret under spiseforstyrrelsesdiagnoser, som kan stilles til både børn og voksne.

Hvad er rumination-regurgitation disorder?

Rumination-regurgitation er som regel ufrivillig, dvs. maden gylpes ikke op med vilje. Adfærden skyldes heller ikke kvalme, smerte eller vanskeligheder med at sluge maden. Det meste litteratur om rumination-regurgitation har hovedsageligt fokuseret på børn eller voksne med forsinket eller nedsat mental udvikling. I forbindelse med udgivelsen af ICD-11 bliver adfærden imidlertid anerkendt som en diagnose, der kan stilles uafhængigt af mental status og alder. Lidelsen påvirker ofte livskvaliteten negativt på grund af de hyppige opstød af mad samt den skam og sociale forlegenhed, der er forbundet hermed.

Symptomer og tegn

De fleste personer med lidelsen udviser gylpen og drøvtyggeri indenfor 10-15 minutter efter at have spist et måltid, men det kan vare ved i op til 2 timer. Opstødet har typisk ikke en bitter og syreagtig smag, men beskrives oftest med smag af den mad, der for nylig er indtaget. For nogen er symptomerne sporadiske eller afhængig af størrelsen og indholdet af maden, men for de fleste forekommer drøvtygningen efter alle måltider uanset fødetypen. Nogen oplever mavesmerter eller oppustethed, og især vægttab er udbredt. Andre oplever også fejlernæring, halsbrand, kvalme, opkastning, brystsmerter, elektrolyt-ubalance og syreskader på tænderne, selvom disse gener er mindre udbredte. Derudover ses somme tider lav kropstemperatur, langsom puls, blodmangel og dårlig ånde. Depression, angst og perfektionisme er heller ikke usædvanligt, men der mangler forskning i det psykosociale funktionsniveau. Udefra kan man fx opleve, at voksne med forstyrrelsen udviser mindre engagement i sociale aktiviteter og særligt sociale spisesituationer såsom på restauranter og arbejdspladser. Børn kan afstå fra at gå i skole.

Tal om rumination-regurgitation disorder

Undersøgelser af forekomsten af rumination-regurgitation disorder er stort set ikke-eksisterende, men lidelsen menes at være meget sjælden. Lidelsen er formentlig underdiagnosticeret på grund af begrænset viden. Den lader desuden til at være mere udbredt blandt kvinder, men undersøgelserne er inkonsistente og rapporterer forskellige kønsfordelinger, og det er muligt, at kvinder blot er mere tilbøjelige til at søge lægehjælp.

Årsager til rumination-regurgitation disorder

Der er uenighed om lidelsens underliggende mekanismer. Sygdommen lader til at have fysiske årsager, samtidig med at forskning peger på, at der er højere forekomst af lidelsen blandt personer med angst og depression. Der mangler dog fortsat forskning på området. I de tilfælde hvor forstyrrelsen ikke skyldes en somatisk lidelse i spiserøret, mangler man viden om diagnosens fysiologiske mekanismer. Hvis der ikke kan findes en fysiologisk forklaring, betragtes adfærden som en spiseforstyrrelse, hvor man antager, at der er tale om en indlært, dårligt tilpasset vane, hvor personen lærer at frembringe maveindholdet i spiserøret og halsen ved at øge trykket i maven via en rytmisk sammentrækning og lempelse af mellemgulvet. Ofte er personen ikke selv opmærksom på de muskulære mekanismer i opstødene.

Diagnosekriterier 

Vi vil nedenfor referere, hvordan spiseforstyrrelsen placeres i de gældende diagnosesystemer.

ICD-10 om rumination-regurgitation disorder

”Rumination-regurgitation disorder” er ikke en selvstændig diagnose i ICD-10. Adfærden nævnes under F98.2 Spiseforstyrrelse i barndommen. Her beskrives en adfærd med spisevægring og ekstrem kræsenhed, der ikke skyldes fødemangel eller organisk sygdom, og at denne evt. kan være ledsaget af regurgitations-tilbøjelighed (gentagen opgylpning og synkning af føde uden kvalme eller sygdomme i mavetarmsystemet).

ICD-11 om rumination-regurgitation disorder

Lidelsen kaldes ”rumination-regurgitation disorder”. Bemærk, at det danske oversættelsesarbejde stadig er igangværende. Her betegner diagnosen en adfærd, hvor man med vilje får den sunkne mad gylpet tilbage i munden og herefter enten gentygger det og gensynker det eller spytter det aktivt ud (ikke som opkast). Denne adfærd skal have forekommet adskillige gange ugentligt i en periode af flere uger. Desuden må adfærden ikke kunne forklares med anden sygdom, der forårsager gylpen, kvalme eller opkast. Diagnosen bør kun stilles for personer, der har nået en udviklingsalder på mindst 2 år.

(Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade egen oversættelse. Læs den originale beskrivelse her.)

DSM-5 om rumination disorder

Lidelsen kaldes ”rumination disorder”. Over en periode på mindst en måned skal personen vanemæssigt have gylpet mad op og enten gentygget det eller spyttet det ud. Dette må ikke skyldes mavetarmsygdomme eller andre medicinske lidelser. Hvis symptomerne ikke længere er til stede over en længere periode, kan det specificeres, at lidelsen er i ”remission”.

• Gentagen opgylpning af mad over en periode på mindst en måned. Den opgylpede mad bliver enten tygget igen, sunket igen eller spyttet ud.
• Den gentagne opgylpning af mad kan ikke tilskrives en mavetarmsygdom eller andre medicinske årsager.
• Spiseforstyrrelsen forekommer ikke udelukkende i forbindelse med et forløb af anoreksi, bulimi, binge-eating disorder eller avoidant/restrictive food intake disorder.
• Hvis symptomerne forekommer i forbindelse med en anden psykisk lidelse eller neuroudviklingsforstyrrelse, så er de i sig selv tilstrækkeligt alvorlige til at behøve yderligere klinisk opmærksomhed.

Avoidant-restrictive food intake disorder (ARFID)

Avoidant-restrictive food intake disorder (ARFID) – eller hvad man på dansk kan oversætte til ”undgåelses- eller restriktivt madindtag”– er en ny spiseforstyrrelsesdiagnose. Diagnosen, der har eksisteret som forskningsdiagnose siden 2013, fremgår af den nye diagnosemanual ICD-11, som forventes at udkomme i en dansk udgave i 2023.

Hvad er ARFID?

ARFID betegner en adfærd, hvor man forsøger at undgå eller begrænse sit madindtag uden, at det er motiveret af et forvrænget kropsbillede eller et ønske om at blive tyndere. Begrænsningen af madindtaget kan gælde både mængden og typen af mad, som personen spiser. ARFID kan resultere i alvorlig fejlernæring, betydeligt vægttab, standsning af vækst og/eller vægtøgning samt en påvirkning af det psykosociale funktionsniveau. Ofte tilses personer med ARFID i en somatisk kontekst, før de henvender sig i psykiatrien, men der lader til at være tale om en sammensat lidelse med både somatiske og psykologiske behandlingsbehov. Selvom der er tale om en selvstændig diagnose, er der alligevel store variationer i, hvordan ARFID kommer til udtryk. ARFID kan være drevet af en sensorisk følsomhed (f.eks. overfor madens smag, tekstur, fremtræden eller lugt), frygt for ubehagelige konsekvenser (fx at blive kvalt, kaste op eller få ondt) eller en manglende interesse for mad eller spisning.

Symptomer og tegn

ARFID betegner en tilbageholdende spiseadfærd, der er mere invaliderende end ”kræsenhed”, og man skelner mellem begreberne ”picky eating” og ARFID.

Picky eating er et normalt fænomen især blandt børn, som er karakteriseret ved, at børnene undgår ny mad. Ofte går denne tendens over af sig selv i takt med, at barnet bliver større.

ARFID er tiltænkt som en diagnose til personer med restriktiv spisning i en sådan grad, at det har en vedvarende påvirkning på deres næringsindtag og energiniveau. Diagnosen stilles som regel ikke, hvis der også er en anden medicinsk eller psykiatrisk lidelse, der kan forklare den observerede adfærd, men kun hvis alvorsgraden af spiseforstyrrelsen overstiger det, der typisk forbindes med den eksisterende diagnose.

Tal om ARFID

Som ved de øvrige nye spiseforstyrrelsesdiagnoser er forekomsten af ARFID stadig relativt ukendt. Eftersom det endnu ikke er en diagnose, der anvendes i Danmark, er der ingen danske tal af forekomsten. Meget tyder dog på, at den er mindre udbredt blandt voksne. En schweizisk undersøgelse med selvrapporterede spørgeskemaer fra 2015 af skoleelever i alderen 8-13 år viste, at 3,2 % havde ARFID på undersøgelsestidspunktet. En australsk undersøgelse fra 2014 af personer over 15 år viste, at 0,3 % havde diagnosen i løbet af en tre måneders periode. Derudover har undersøgelser fra USA vist, at 5-12 % af personer med spiseforstyrrelser i ambulant behandling, og 22,5-24,6 % af yngre personer med spiseforstyrrelser i dagbehandling samtidig havde ARFID.

Årsager til ARFID

Eftersom ARFID stadig er en relativt ny diagnose, mangler der stadig forskning i årsager til diagnosen og de forskellige mekanismer, der driver undgåelses- og/eller restriktionsadfærden. Typisk er ARFID motiveret af en forhøjet sensitivitet overfor madens sensoriske egenskaber, en frygt for konsekvenser såsom at blive kvalt, kaste op eller få mavesmerter eller en manglende appetit eller interesse for mad. De bagvedliggende årsager til disse rationaler er imidlertid ukendte, men formentlig med store individuelle forskelle.

Som ved andre spiseforstyrrelser, er det sandsynligt, at både biologiske og miljømæssige faktorer påvirker og spiller sammen i udviklingen af ARFID. Fx kan det tænkes, at der er et biologisk grundlag for sensorisk sensitivitet, ængstelighed og appetit, som bidragende faktorer, mens miljømæssige faktorer fx kan bestå af omstændighederne omkring familiemåltider, tilgængeligheden af madvarer og eksponering for sunde madvaner og rollemodeller.

Forskelle og ligheder mellem ARFID og andre spiseforstyrrelser

ARFID kan forekomme i alle aldre, men debuterer ofte i barndommen og dermed tidligere end de mere kendte spiseforstyrrelser anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning (BED), der ofte debuterer i teenagealderen eller de tidlige voksenår.

Undersøgelser viser, at sammenlignet med personer med anoreksi og bulimi, så er personer med ARFID som regel yngre, der er en større andel af drenge, og de er mere tilbøjelige til at blive diagnosticeret med en anden sygdom eller diagnose. En undersøgelse peger på, at personer med ARFID er mere tilbøjelige til at have en angstlidelse, men mindre tilbøjelige til at have en affektiv lidelse (fx depression) end personer med anoreksi eller bulimi.

ARFID kan ligne anoreksi. Både ARFID og anoreksi er forbundet med en ængstelighed og uro omkring måltider. I nogle tilfælde kan ARFID udvikle sig til anoreksi eller anorektisk orienterede tanker, kan blive mere fremtrædende med tiden. Personer med ARFID begrænser imidlertid ikke deres madindtag på grund af en frygt for at tage på i vægt eller en utilfredshed med deres krop, figur eller størrelse som ved anoreksi

Diagnosekriterier

Vi vil nedenfor referere, hvordan ARFID placeres i de gældende diagnosesystemer.

ICD-10 om ARFID

ARFID fremgår ikke i ICD-10.

ICD-11 om ARFID

ARFID er karakteriseret ved en unormal spiseadfærd, der resulterer i, at der indtages en utilstrækkelig mængde og variation af mad til at opfylde kroppens energi- eller næringsmæssige behov. Det restriktive spisemønster har medført vægttab, manglende vægtøgning i forhold til det forventede i barndommen eller graviditeten, betydelig fejlernæring, afhængighed af mad tilført med tube eller gennem sonde eller har på anden vis haft en negativ påvirkning på individets sundhed eller funktionsdygtighed. Det restriktive spisemønster skyldes ikke bekymringer om vægt eller figur og er ikke en konsekvens af manglende tilgængelighed af mad, effekter af medicin eller tilstedeværelsen af anden sygdom.

(Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade egen oversættelse. Læs den originale beskrivelse her.)

DMS-5 om ARFID

A. En spiseforstyrrelse (fx åbenlyst manglende interesse i spisning eller mad; undgåelse baseret på madens sensoriske egenskaber; bekymring for afskyvækkende konsekvenser ved spisning), der manifesteres som vedvarende manglende opfyldelse af passende ernærings - og/eller energimæssige behov forbundet med et (eller flere) af følgende:

1. Betydeligt vægttab (eller manglende opnåelse af forventet vægtøgning eller usikker vækst hos børn).
2. Betydelig underernæring.
3. Afhængighed af sonde eller orale ernæringstilskud.
4. Mærkbar påvirkning af psykosocial funktion.

B. Spiseforstyrrelsen skyldes ikke manglende tilgængelighed af mad eller en kulturelt accepteret praksis.

C. Spiseforstyrrelsen forekommer ikke udelukkende under et anoreksi- eller bulimiforløb, og der er ingen tegn på et forvrænget vægt- eller kropsbillede.

D. Spiseforstyrrelsen skyldes ikke en samtidig medicinsk tilstand eller en anden psykisk lidelse. Når spiseforstyrrelsen optræder i forbindelse med en anden tilstand eller forstyrrelse, bør sværhedsgraden af spiseforstyrrelsen overstige det, der sædvanligvis er forbundet med tilstanden eller lidelsen og berettiger til yderligere klinisk opmærksomhed.

Forstyrret spisning blandt børn og unge

Mange børn og unge har forstyrret spiseadfærd. Det betyder, at de i en mild grad har de samme symptomer, som en person, der lider af en spiseforstyrrelse. Nu undersøger en gruppe danske forskere, for hvem forstyrret spisning går over af sig selv og for hvem, det udvikler sig til en egentlig spiseforstyrrelse.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) udgav i 2016 en rapport, der sammenligner sundhedsadfærd blandt børn og unge i 41 europæiske lande. Rapporten viser, at Danmark er blandt de lande, hvor flest 11-årige har vægtreducerende adfærd samt et negativt kropsbillede. Vægtreducerende adfærd kaldes også ’forstyrret spiseadfærd’.

Hvad er forstyrret spiseadfærd?

Når man har forstyrret spiseadfærd, befinder man sig i en gråzone, hvor forholdet til krop, mad og vægt er ved at blive problematisk. Personer med forstyrret spiseadfærd er typisk utilfredse med egen krop, har mange selvkritiske tanker samt bekymringer om kost, kalorier og vægt. En dansk undersøgelse viser, at 7,2 % af børn mellem 11-12 år har forstyrret spiseadfærd, og adfærden er dermed relativ hyppig blandt børn.

Kan vi forebygge spiseforstyrrelser?

Langt fra alle, der har forstyrret spiseadfærd, ender med at udvikle en egentlig spiseforstyrrelse, og for mange går det med tiden over af sig selv. Men forskningen viser, at mennesker med forstyrret spiseadfærd er i øget risiko for senere at udvikle en spiseforstyrrelse.

En spiseforstyrrelse er en alvorlig psykisk lidelse, der er forbundet med en høj dødelighed. Behandling er kompliceret, og spiseforstyrrelser er blevet beskrevet som værende en af de sværeste psykiske lidelser at behandle. Undersøgelser viser, at chancerne for helbredelse er bedre, jo tidligere behandlingen igangsættes.

Der er derfor et stort potentiale i at tilbyde en tidlig indsats til personer med forstyrret spiseadfærd. En tidlig indsats kan forebygge, at de udvikler en egentlig spiseforstyrrelse, og er også vigtig, da forskning peger på, at personer med forstyrret spiseadfærd har en lavere livskvalitet end resten af befolkningen. For at forebygge spiseforstyrrelser har vi dog brug for mere viden om, hvordan forstyrret spiseadfærd udvikler sig henover ungdomsårene, for hvem adfærden går over af sig selv, og for hvem, det ender med at udvikle sig til en egentlig spiseforstyrrelse.

Formålet med undersøgelsen

En gruppe danske forskere ved Københavns Universitet har fået midler til at undersøge forstyrret spiseadfærd nærmere. Undersøgelsen er baseret på data fra 95.000 børn, der er blevet fulgt fra deres mødres graviditet og frem til de er 18-19 år gamle. Data indeholder oplysninger om de unges forhold til mad, krop og vægt og udgør dermed en unik ressource i forhold til at klarlægge, hvordan en spiseforstyrrelse udvikler sig henover ungdomsårene. Ved at undersøge spektret fra forstyrret spiseadfærd til udvikling af en spiseforstyrrelse, vil forskerne se på, hvordan vi kan identificere børn og unge i særlig risiko for spiseforstyrrelser tidligere.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen bygger på spørgeskemadata og registerdata på 95.000 unge mennesker. De blev født mellem år 1996-2003, og mange af dem er nu fyldt 18 år. Forskerne indsamler løbende spørgeskemadata og registerdata om de unge. Undersøgelsen gennemføres på Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab.