Hej. Jeg tror virkelig jeg er på vej et skidt sted hen med hensyn til forholdet til mad og min krop. Jeg spiser meget lidt. Tæller mine kalorier og vil helst spise så lidt som muligt. Den rationelle del af mig ved godt det er fuldstændig skørt og sindssygt, men jeg kan bare ikke stoppe, og har det ubehageligt ved følelsen af mæthed. Jeg elsker når jeg er så sulten at man ikke længere kan mærke sulten. Som om sulten bare går i sig selv. Jeg synes nærmest det er flovt at skrive det her for jeg kan jo godt høre det lyder fuldstændig galt! Men jeg kan bare ikke gøre noget ved det.
Mine forældre ved ikke noget, og jeg er også i tvivl om hvor “syg” jeg egentlig er og hvad jeg i så fald fejler. For jeg taber mig ikke rigtig. Og er det så overhovedet en rigtig spiseforstyrrelse. Jeg har fortalt en veninde om hvordan jeg har det, og hun husker mig på at spise når jeg er i skole, men jeg føler heller ikke helt hun forstår mig. For hun siger bare “DU SKAL SPISE!” Og det er bare ikke så simpelt som det lyder. Men jeg ved ikke hvor syg jeg er, og derfor ikke om det er alvorligt nok til at tage til lægen med det for eksempel. Er jeg syg? Og hvad kan jeg gøre for at få det bedre? For det styrer mit liv og mit rationelle jeg kæmper dagen lang med den anden halvdel.
Hilsen H
Kære H
Tak for dit brev til Brevkassen, dine ord og din ærlighed gør stort indtryk på mig.
Du skriver, at du tror, du er på vej et skidt sted hen med hensyn til forholdet til din mad og krop. At du tæller kalorier og helst vil spise så lidt som muligt. Samtidig skriver du også, at du selv synes, det lyder helt skørt. Denne dobbelthed du beskriver kan netop være et af tegnene på en spiseforstyrrelse, men om du lider en spiseforstyrrelse kan kun en læge diagnosticere. Når man lider af en spiseforstyrrelse, taber man ikke nødvendigvis kropsvægt, nogle tager på, og andre holder vægten. Det væsentlige er, hvordan du har det, og når jeg læser dit brev, sidder jeg og tænker på, at du ikke har det godt lige nu. Hvordan mon det er for dig at høre det?
Den rationelle del af dig fortæller, at det er skørt at tælle kalorier og spise for lidt, dine følelser kan ikke lide mæthed og elsker sult. Hvad fortæller din visdom dig mon? Jeg tænker på, at du måske skriver til Brevkassen netop nu, fordi du samtidig også selv mærker, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Mon jeg har ret i det? Vi lever i et samfund, hvor der er stort fokus på vægt og kalorier, og jeg kan virkelig godt forstå, at det fylder for dig. Det gjorde det også for mig i rigtig mange år, men heldigvis er der en vej ud af det, og det er der også for dig.
Det er super godt, at du allerede har snakket med din veninde om det, og jeg får indtryk af, at hun gerne vil hjælpe og støtte dig - fx ved at minde dig om, at du skal spise. Samtidig kan jeg godt forstå, at du ikke føler dig helt forstået. Det kan være virkelig svært at forstå for andre, som ikke har prøvet at have de tanker, som jeg kan læse fylder hos dig.
Derfor tænker jeg også på, at det måske kunne være hjælpsomt for dig at ringe til vores anonyme telefonrådgivning på tlf. 70 10 18 18, skrive til vores chatrådgivning eller booke tid til en personlig samtale i en af vores rådgivninger rundt om i landet. Uanset hvordan du kontakter os, vil du blive mødt af søde og dygtige, frivillige rådgivere, som er gode til at lytte, og mange af dem har selv prøvet at have det som dig.
Jeg ved, at det kan være et stort skridt at tage kontakt til dem, dog fornemmer jeg en styrke ved dig, et ønske om at få det bedre, og du er allerede på rette vej. Måske du vil overveje det? Du skal i hvert fald vide, at de tilbud netop henvender sig til mennesker, der har det, som du beskriver i dit brev, og jeg ved, at rådgiverne vil gøre sig umage med at tage godt imod dig. Du kan læse mere om de forskellige rådgivningstilbud her.
En spiseforstyrrelse vil helst ikke opdages, og den kan virke som en bedste ven, der sidder på ens skulder og fx fortæller, hvad man skal spise, og hvad man ikke må spise. Den kan endda være så virkelighedstro, at man begynder at tro på, at stemmen faktisk er fornuftig, og at det, den siger, er rigtigt. Samtidig har man også sin egen stemme, der måske siger: 'Lad være at lytte', 'du er god nok, som du er', og 'selvfølgelig skal du have mere at spise for at leve'.
Oftest kommer spiseforstyrrelsen med en følelse af kontrol. I en verden, der er fyldt med tilbud og muligheder, og hvor I unge mennesker skal kunne klare alt på ingen tid, kan spiseforstyrrelsen netop føles enormt rar. Endelig er der noget, man kan styre. Men som du også selv skriver, så kan det gå galt, og man kan blive virkelig syg. Derfor er det også så flot, at du rækker ud efter hjælp nu.
I dit brev spørger du konkret til, hvor syg du er, og om det er alvorligt nok til at tage til lægen. Når jeg læser dit brev, tænker jeg bestemt, at det er relevant at gå til lægen. Jeg hæfter mig ved slutningen af dit brev, hvor du skriver: 'det styrer mit liv og mit rationelle jeg kæmper dagen lang med den anden halvdel'. Jeg tænker, at det må være utrolig slidsomt for dig at have det sådan, og lige netop derfor er det også så vigtigt, at du søger hjælp hos din læge. Hvordan er det mon for dig at høre det? Jeg ved, at det kan være svært at gå til lægen, og derfor har vi lavet en vejledning, som måske kan være en hjælp for dig at læse som forberedelse til lægesamtalen.
I dit brev spørger du også, hvad du kan gøre for at få det bedre. Jeg tænker, du allerede gør nogle gode ting, fordi du har talt med din veninde og skriver til os. De erfaringer og det mod tænker jeg, at du kan bruge til at søge mere hjælp.
Jeg hæfter mig ved, at du skriver, at dine forældre ikke ved det. Kunne det mon være muligt, at du også taler med dem? Måske kunne det være en lettelse for dig at fortælle dem, at du dagen lang kæmper med de her ting? Ingen skal være alene om at have det sådan, som du har, og det er ikke noget, du skal kunne klare på egen hånd. Ville du kunne vise dine forældre det brev, du har skrevet til os?
Det kunne også være en mulighed for dig at kontakte en psykolog eller en psykoterapeut MPF, der har erfaring med spiseforstyrrelser. Men jeg vil samtidig holde fast i, at det er vigtigt lade en læge vurdere, om det, du mærker, er en spiseforstyrrelse, og hvilken hjælp der er den rette for dig.
Du har en god evne til at reflektere, og du reagerer på, at noget ikke er, som det skal være, og det er mega sejt og modigt. Jeg håber, at mit svar til dig kan hjælpe dig lidt videre. Du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive igen. Jeg sender dig de kærligste tanker, styrke og mod.
Kærlig hilsen
Brevkassen