Kære dig,

Hej, og tak for, at du har skrevet til os. Det gør indtryk på mig at læse om din tvivl på, hvorvidt du har en spiseforstyrrelse eller ”bare forstyrrede spisevaner”.

Du skriver, at du i 6. – 7. klasse fik et øget fokus på mad, som udviklede sig til at du spiste meget lidt, og gik lange ture. I 8. – 9. begyndte du at kaste op. Du havde det ikke særligt godt på det tidspunkt, skriver du.

På efterskole tog du 15 kg på, skriver du, og fik på sin vis et mere afslappet forhold til mad. Men nu er du tilbage i en hverdag, hvor de gamle vaner også vender tilbage. Du går i 2.g, og din forstyrrede spisning har udviklet sig til næsten daglige overspisninger efterfulgt af opkast, fortæller du.

Dine ord gør indtryk på mig at læse. Forstyrret spisning kan være udtryk for en spiseforstyrrelse. Og en spiseforstyrrelse er en måde at håndtere livet på. En mestrings- eller copingstrategi. Det er en måde – bevidst eller ubevidst – at opnå en fornemmelse af kontrol. Eller trøst. Eller nogle øjeblikkes ro – fra tanker eller følelser. Kan du mon genkende noget i den retning?

Du har det vildt godt socialt, og det ligner udadtil at du har et afslappet forhold til mad, fortæller du.

Men du bruger mange penge på overspisningerne, og vil gerne stoppe. Du tror på en eller anden måde, at du har brug for hjælp.

Jeg har en stor forståelse for, at du gerne vil stoppe. Have det bedre. For jeg ved, hvor meget det kræver at leve med forstyrret spisning. Det er noget, der kan fylde utroligt meget. Og jeg får indtryk af, at det er noget, der både på den ene og anden måde har fyldt alt for meget hos dig. Helt siden du var et barn i 6. klasse.

Det kan kræve et stort mod at række ud. Har du mon nogensinde delt dine tanker om mad og krop med nogen? Jeg synes, det er stærkt, at du har delt det med os i dit brev – og jeg håber, at det kan være et skridt mod at tage imod den rette støtte og hjælp til din situation.

Du tør ikke snakke med din mor, fordi du er bange for at du så ikke kan blive ved med at være tynd, skriver du. Sådan har du det, selvom du synes, det lyder dumt, når du skriver det sådan. Men det er ikke dumt, og jeg har en stor forståelse for det, du beskriver.

For når man har en spiseforstyrrelse, er der meget på spil. Jeg genkender fra mange, der skriver til os, og fra da jeg selv havde en spiseforstyrrelse, at man kan føle sig helt enormt splittet. Splittet mellem at føle, at man faktisk behøver hjælp; ønske at få det bedre, og at tankerne og adfærden omkring mad og krop ikke skal fylde og bestemme i livet – og så på den anden side: at være alene med spiseforstyrrelsen. Så man ’har kontrollen’. Over vægten, over maden. Det kan virke som en umulig tanke at slippe den.

Det er oftest noget, som kræver behandling eller terapi, som kan støtte i processen. Hvad tænker du om det? Jeg håber, du ser det som en mulighed.

Vil din mor mon støtte dig på en god måde, hvis du vælger at tale med hende? Eller er der andre, du har tænkt på at åbne op overfor? Jeg tænker, at du skal tale med nogen, du stoler på, og som du tror kan rumme og forstå. Jeg tænker også, at din situation kan kalde på et besøg hos din læge. Måske du har lyst til at læse en artikel om at tale med lægen om en spiseforstyrrelse.

Jeg håber, at du måske vil tale mere med os om, hvordan dit næste skridt skal se ud. Især hvis det er svært at finde et sted at starte – nogen at række ud til.

Du er meget velkommen til at skrive igen, ringe på 7010 1818 eller booke en personlig samtale.

Varme tanker herfra,

Kærlig hilsen
Brevkassen